Azoerne

Onsdag d. 26 maj 2010

38° 31.950 N
28° 37.503 W




Efter at vi var tjekket ind i landet og fik et glædeligt gensyn med vores fællesven Tommy, som samtidig også er Lasses papbror, kunne vi endelig nyde at vi var fremme og i god behold.

Tommy havde efterhånden ventet på os i en uge og var derfor også glad for at vi endelig var ankommet. Dette skulle selvfølgelig fejres alt sammen, hvorfor vi tog op på den lokale og berømte bar ”Peters bar/ Café Sport”, som er langtursejlernes mødested. Derefter gik det hele lidt af sig selv og for at gøre en lang historie kort, så gik vi fælles hjem fra en fantastisk bat i byen kl. 8 om morgenen… så var det vist fejret!



Mange dage på havet!


Familien blev kontaktet ved første lejlighed.


Der var flere ting som skulle ordnes på båden, som vi undervejs over Atlanten havde lagt mærke til. Derfor brugte vi 2-3 dage på vedligehold og istandsættelse. Båden var nu atter i tip-top kondition, set i forhold til, at den netop har sejlet over 10.000 sømil det sidste års tid.



Marinaen... set fra masten.








Hvis i undrer jer over hvordan det ser ud fra toppen af vores mast, viser Dennis det her til jer.


Vi vidste allerede ved vores ankomst, at vi ikke ville have mange dage tilgængelig på Azoerne. Dette skyldtes, at vi skulle videre for at kunne nå hjem inden en bestemt dato. Det var vilkårene, så derfor kom arbejdet og klargøring til næste del af turen som første prioritet og dernæst afslapning og sight-seeing.

Dagen der var afsat til sight-seeing, begyndte med at Tommy, Lasse og Dennis lejede en bil. Øen blev kørt tynd, hvilket ikke siger så meget, da øen ikke er synderlig stor. Men hvad den ikke havde i størrelse, havde den i en naturskønhed, der slår meget af det vi tidligere har set på vores tur. Øen er også kendt for sin ene vulkan, som har et stort krater, der i dag er frodigt tilgroet. Krateret er mere end en kilometer i diameter og på toppen er der en udsigtsplatform, der gør det muligt at se hele skønheden. Dette ville vi selvsagt gerne se og kørte dertil, allerede tidligt på turen. Da vi ankom, var der dog overskyet og intet kunne vi se. Ned af bjerget kørte vi igen og valgte at køre op på nordsiden af øen. Denne del af øen består af høje tilgroede skrænter, der ender ud på strande med kulsort vulkansand.






To brødre... lykkelige over at have hinanden igen.








Fyrtårn på vestkysten.


En ny del af øen, skabt af en vulkan, som ikke har eksisteret i mange årtier.











Portugisiske orlogsmænd, der er skyllet op på stranden


En lille grissebasse.


Blomster fra en blomsterpark, som vi besøgte.





Nåletræ af en art.


Der var nu gået nogle timer siden vi var oppe på toppen af vulkanen, og vi håbede at skyerne nu var forsvundet, så sigtbarheden var blevet bedre. Vi kørte dertil med forventningerne i top… og atter engang blev vi skuffet. Ned af bjerget igen!

Aftenen nærmede sig og vi valgte at spise på en lille lokal café , der ligger placeret midt i Horta. Efter et godt billigt måltid, ville vi til at bevæge os tilbage til båden. Da vi kom udenfor kunne vi se at skyerne så ud til at være forsvundet. Der var stadig en time tilbage, inden solen ville gå ned. 3 gang måtte være lykkens gang, så ind i bilen igen, op på bjerget og forventningerne høje igen. Da vi kom derop, gik igennem tunnellen, der førte ud til udsigtsplatformen, kunne vi endelig løfte hænderne over hovedet af ren sejrsglæde. Det var muligt at se krateret… skyerne var der, men de var nok over os til, at vi kunne se. Og sikke et syn! Selvom det var en sejrens glæde, måtte vi hurtigt kapitulere for den ”bidende” kulde. 9 grader, blæsende… og i shorts! Nej vi måtte ned af bjerget igen. Nu kendte vi ruten ret godt og var alle tre stolte af vores ihærdighed og stædighed.


Tunnellen, som fører ud til udsigtsplatformen.


Udsigt fra vulkanen ud over Horta.


Krateret!





En tradition, som vi har set flere steder i marinaerne undervejs, men som vi aldrig selv har støtte op omkring er, at efterlade et maleri et sted i marinaen. Horta marina er fyldt med disse malerier og vi vil skyde på at der er nogle tusinde af dem. Der er nogle kunstværker heriblandt og nu var tiden til at vi også ville lade et minde være tilbage. Lasse var hjernen og malermesteren bag projektet, Dennis var malersvend, Tommy... jaaaa han kiggede på og kommenterede hele processen.

















I morgen tidlig drager vi atter på langtur. Vi har 1300 sømil forude og forventer at det tager 10-11 dage Med på turen denne gang har vi Tommy. Det bliver hans hidtil længste stræk… og hvis jeg ikke tager meget fejl, så glæder han sig meget.

So long Azoeres… Hello Englang!



Venligst,
S/Y Dania