Frisør i det fri - og eget koralrev

11 november 2009

016° 33.175 N
024° 05.013 W

Anders og hans nye ven (vi kalder ham Dennis)

Trekløveren er desværre for en tid blevet til en tokløver. Vi har netop besøgt en lille ankerbugt og landsby på øen Sao Nicolau. Vi lå der i tre dage i en lille ankerbugt ved ”Baia do Carracal” som er en lille landsby for enden af en kløft på sydøst-siden af øen. Vi ankom om formiddagen den 9 nov. og havde egentlig planlagt at sejle direkte til Taraffal som er en større by. Vi valgte dog kort tid inden afsejling fra Sal, at tage til den lille bugt, som kort var nævnt i vores Imray pilot (havneguide)…..


En lidt vind-og soltør flyvefisk der måtte lade livet på dækket af Dania


Vores ankerbugt ved Baia do Carrical - revet vi snorklede på er lige til venstre i bugten og landsbyen er til højre.


Oasen og fiskerbåde ved ankerbugten


Vi kunne se den lille landsby tydeligt fra vandet- der med de hvide og farvede huse stod i kontrast til de store grønne bjerge der dannede smukke rammer for den lille bugt. Der var ikke andre i bugten, end et par små fiskerbåde der lå ved deres bøje, og et par af landsbyens indbyggere stod og kiggede mod os da vi smed ankeret på 10 meter vand mellem klipper på hver side af båden. Vi var begge helt enige om at dette var ren idyl- smukke høje græsgrønne bjerge- en sort sandstrand i bunden af bugten og noget der lignede en oase med palmer og træer som baggrund til stranden…. Og så var der kun os og de lokale indbyggere! Bedre bliver det da ikke for en langtursejler…


Palmetoppe ved "oasen"


Vi pakkede sejl sammen og søsatte dinghyen- nu skulle vi se hvad den lille landsby havde at byde på…

Vi blev mødt at børn der stirrede og voksne der var reserverede, men venlige, det var tydeligt at der ikke var mange turister der besøger stedet. Overalt rendte høns, ænder og hunde frit rundt mellem legende børn og voksne der sad på skyggefulde områder og snakkede sammen. Vi følte os måske en smule malplacerede, da vi spankulerede rundt og kiggede på deres lille samfund, men alle smilede venligt til os…..

Byen har hverken rindende vand, elektricitet, telefon, mobilnet og så vidt vi kunne se heller ikke kloak. Det er klart det mest uudviklede samfund vi har mødt på turen, men også dejligt befriende at møde mennesker der lever og fungerer uden ting vi selv tager for givet i hverdagen.

Dagen efter besluttede vi os for at bestige en af de store bakker/bjerge der er ligger ved foden af bugten. Det viste sig, at være en rigtig go beslutning, da vi fra toppen havde en enorm smuk udsigt over en stor del af øen, og bugten ved landsbyen… det er en varm affære at traske op af et bjerg i 25-30 graders varme, men heldigvis var der, som der oftest er hernede en go vind til at køle en, en lille smule af.


Anders på toppen - ankerbugten anes i baggrunden.


Efter en tur på toppen valgte vi at gå ned mod dalen, der skulle rumme en flod, som løber mod bugten ved landsbyen. Det viste sig at floden, grundet årstiden var tørlagt, og der kom kun ganske lidt vand gennem dalen. Det er denne flod, hvorfra landsbyen får deres drikkevand, som de pumper op og fører via en langs plasticslange hen til byen. Mangel på drikkevand er et stort problem her på Cap Verde, men modsat øen Sal, som bruger afsaltet havvand, er der her på Sao Nicolau så meget nedbør, at de har ferskvand hele året….
Vi gik langs flodsengen hele vejen tilbage til bugten og mødte her tusindvis af kæmpe græshopper. De sad dovent og solede sig, efter af have spist af træerne i dalen. Alt imens vi gik forbi noget, der lignede et gartneri (stor have med planter), kunne vi ikke andet end blive enige om, at det måtte være svært at dyrke noget som helst, med så store sværme af sultne græshopper …


Der var tusindvis af disse store græshopper overalt ved flodsengen


Efter vores lille ekspedition, som endte med at tage det meste af dagen, tog vi forbi landsbyen igen. Her mødte vi et par af de lokale, der var ved at blive klippet under et træ. ”Frisøren” brugte en hårtrimmer der blev drevet af strøm fra en benzingenerator og havde desuden et håndholdt barberblad som barberkniv. Vi kiggede på hinanden og besluttede at vi egentligt godt kunne trænge til en klipning, så vi forhørte frisøren, en ung mand om han kunne klippe os? Grundet sprogbarriere på tegnsprog (ved at pege på ham og derefter hive os selv i håret)…. Det ville han meget gerne, og vi aftalte prisen til at være 200 escudos (ca. 15 kr), fair nok! sikkert noget dyrere end de lokale men billigt nok for os…. Anders var første offer, og en lille pige stod fuldstændig paralyseret i over et kvarter og så på Anders mens han blev klippet, og da turen var nået til Lasse stod der 15-20 mennesker og kiggede på de hvide der blev klippet……


Lasse bliver klippet med - landsbyen følger med


Efter klipningen, forsøgte vi at spørge flokken af mennesker om, hvor vi kunne købe ris, ”pengemanden” i ”frisørsalonen” trak os med hen til et nærliggende hus, og fortalte tilsyneladende en ældre tandløs kvinde, der sad og spiste en ret med ris, at vi ville have en portion?? … øh… det var nu ikke lige det vi havde tænkt os, og med lidt yderligere fagter, lidt engelsk og lidt spansk fik vi forklaret dem at vi ønskede at købe tørre ris til madlavning – videre til næste hus, hvor vedkommende desværre ikke var hjemme. Vi forklarede manden at vi bare kunne komme tilbage dagen efter, og takkede ham meget for hjælpen…

Vi havde forinden turen til Sao Nicolau fået at vide, af en langtursejler på Sal, at der skulle være rigtigt fint at dykke og snorkle i den bugt vi kom til – og sandt var det! 30 meter fra båden havde vi vores helt eget koralrev. Sigten var helt fantastisk, og revet var fyldt med alle-mulige slags fisk og koraller. Også Anders´ harpun blev flittigt brugt- og også med succes. Det største problem på revet var at vi ikke altid vidste hvilke fisk vi kunne spise, så var vi i tvivl lod Anders være med at skyde fisken. Vi snorklede alle tre dage på revet og flere gange om dagen- det var som at få lov til at svømme i et stort akvarium, vandet er tæt på 30 grader hernede og fiskene er farverige og ikke sky…. Det er klart den bedste ankerbugt vi har besøgt blev vi enige om…

Den første aften kom en lille fiskerbåd roende hen mod os selv om den havde en påhængsmotor- de råbte ”gasolina, gasolina!” og holde i hænderne nogle fine ”Groupers” som er rigtig fine spisefisk. Vi fik fat i, at de ikke havde mere benzin til deres motor, og at der ikke var mulighed for at købe det i landsbyen. Så vi aftalte at de fik 5 liter benzin for de tre fisk de ville sælge os… Naturailehandel ! det kan vi li´ sagde vi enstemmig. Fiskene er måske godt betalt, men de var meget taknemmelige for handlen, og nu kunne de komme ud at fiske igen. Fiskene blev dagens aftensmad og smage fortrinligt….


Grouper - fiskene vi byttede os til hos fiskerne


Dagen efter kom den samme fiskerbåd forbi vores båd med endnu en fin fisk som de forærede os, meget venlige mennesker her på øen…..


Venligst,
S/Y Dania