4x4 og mudderbad

>> fredag den 19. marts 2010

Dominica - Roseau
Tirsdag d. 2 marts 2010

15°16.975 N
61
°22.601 W




Efter en stort set vindstille sejlads, hvor det eneste spændende der skete, var en flok jagende delfiner (vi er blevet forvent ja!), og vores følgeskab med båden Kaja og dens besætning, ankom vi til øen og landet Dominica.
Vi regnede med at vinden herover, næsten konstant vil være i ren øst. Det har dog ikke altid været tilfældet, men en del af grunden hertil er også, at vi sejler på Vestsiden af alle øerne herovre, hvorfor vi derved også ligger i læ af øerne når vi sejler.
Det betyder ofte lidt vind i sejlene og derfor må vi have gang i motoren med mindre vi sejler langt udenom øerne. Heldigvis er det ofte meget små øer og der går sjældent mange timer førend vi igen er ude i vinden.


Tidlig start på dagen, for at nå frem i tide.


Vi fulgtes ad med Kaja og dens besætning Erik og Cecilie.





Den største flok delfiner vi har set her i Caribien.





Vi ankom til bugten ved byen Roseau på Dominica, og endnu engang fandt vi ud af, at vandet helt ind til land, var meget dybt. Igen betød det, at vi var nødt til at betale for at kunne få adgang til en mooringsbøje.
Det er normalt dejligt bekvemt at bruge en mooringsbøje, og denne gang var det nødvendigt, da der var 45 meter vand hvor vi lå. Denne gang var det dog ikke så bekvemt! Vinden var væk det meste af dagen, hvilket betyder, at båden ikke lægger sig op i vinden, hvilket så betyder, at båden lægger sig med siden til evt. dønninger. Alt i alt blev det en meget gyngende oplevelse at ligge her... værre endnu var, at mooringsbøjen var lavet af en bundt plastflasker og runde hårde plastkugler, som fra tid til anden slog ind mod båden og lavede nogle trælse høje lyde... Specielt Lasse erfarede lyden og måtte op flere gange i løbet af den første nat og ud i vores dinghy, for at finde en løsning der ville fjerne støjen.

Det viste sig, at det her på øen var ret billigt at leje en lille firehjulstrækker, så dagen efter tog Anders, Mikkel og Lasse ind til et hotel ud for vores ankerbugt hvor en venlig receptionist ringede efter en mand fra et biludlejningsfirma. Ikke mere en et kvarter efter ankom en mand, og bragte os ind til kontoret i byen hvor vores lille 4x4 holdt parkeret. Dennis blev hjemme på båden for at skrive nogle artikler til forskellige blade og magasiner. Lejekontrakten for bilen blev underskrevet, og vores tur på øen kunne begynde.




Anders satte sig bag rattet – I højre side! Og nu var det bare om at holde sig i venstre side af vejen for at undgå ulykker. Det krævede lidt mere koncentration end normalt da det ligger i os alle at det er den forkerte side – Mikkel sad ofte og sagde ”Venstre” mens vi kørte bare for at være sikker på at Anders ikke skulle glemme hvilken side han skulle køre på når vi kom til et kryds. Turen viste sig at være særdeles egnet til en bil der kunne klare veje der ofte ikke var asfaltbelagt og Anders, der er mere end glad for at køre bil, nød at køre på de smalle snoede grusveje. Første stop på turen blev en sø oppe i bjergene. Søen var en del af en stor naturpark på øen og derfor måtte vi betale for at køre ind i naturparken. Eftersom at den lå højt oppe i bjergene faldt temperaturen også meget, og det var skønt at komme op i den milde og næsten kølige bjergluft. Også her på Dominica er bjergene utroligt frodige og udsigten var temmelig spektakulær. Vand eller manglen på samme har været udpræget på mange af de øer vi har besøgt, men her på Dominica falder der regn selv her i tørkeperioden (regntiden stoppede i januar).









Efter besøget ved bjergsøen brugte vi en hel del tid på at finde nogle ”hot-Springs” som Mikkel aldrig før havde set. Da vi endelig fandt dem, viste det sig at være en slags kurbad – hvor de førte vandet op i bassiner og gamle jernbadekar. Selv om det er varmt herovre er det faktisk ganske behageligt med et varmt bad og vi brugte lang tid på at døse i de smukke omgivelser i hvert vores badekar midt ude i skoven. Stedet havde også et mudderbad, eller nok nærmere en mudderpøl, hvor vi kunne skrubbe vores lag af gammel hud og solcreme af. Når vi næsten altid ligger anker må vi nok indrømme, at der nogle gange går mange dage mellem et rigtigt bad. Så vi tager enhver chance der byder sig.





















Efter ”kurbadet”(det lyder lidt tøset ved vi godt), gik turen tilbage til båden for at høre om Dennis ville med hen til et sted kaldet ”Champagne beach”. Vi kaldte ham på VHFén og han tog hurtigt ind til land i dinghyen.

Champagne beach, er et sted hvor der efter sigende skulle komme gasser op fra havbunden grundet det faktum at Dominica er en vulkanø. Vi tog snorklegrejet på og svømmede ud for at lede efter stedet vi nogenlunde havde fået beskrevet.
Vi svømmede op og ned langs kysten og brugte vel et par timer på det, men det eneste vi fandt var nogle få steder hvor, der af og til kom et par bobler op! ”Champagne my ass” det var ikke ligefrem det boblende, brusende sted vi havde fået anbefalet af en af de lokale vi havde snakket med. Til gengæld var det sjovt at snorkle mellem de klippeformationer der var ude i vandet, sikkert dannet af vulkanen for mange år siden.
Da vi kom op af vandet var det ved at være mørkt og vi tog tilbage til båden.

Mikkel skulle med fly til Barbados og videre til Danmark kl. 07 om morgenen og da lufthavnen ligger på nordøen, og vi befandt os på sydøen, kørte Anders afsted med ham kl. 04 tidligt om morgenen.
Dennis og Lasse tog afsked med Mikkel samme aften og i nattens mulm og mørke tog Anders og Mikkel afsted mod lufthavnen....

En stor tak til dig Mikkel!. Det har været en sand fornøjelse af have dig ombord. Du er som altid et positivt input, og det har været dejligt at dele en del af vores eventyr med dig!



Når dykkerbrillerne strammer for meget, er det her resultatet.


Endnu en af Dennis´ kreationer, hvor Mikkel lagde hår og tillid til.

Dagen efter mens Anders tog en lur efter den lange køretur, tog Dennis og Lasse ind for at hente drikkevand til båden. Det første sted vi spurgte efter det ville de have have 60 EC dollars (ca 120kr) for at fylde vores 4x 25 liters dunke! Men som vi tidligere havde erfaret på andre øer, koster vand ikke altid det vi får at vide, og da vi spurgte en lokal fisker ved stranden endte vi med at få det ganske gratis hjemme hos ham.

Vandet blev klaret, vi forlod ankerbøjen og sejlede 4 timer op af kysten til en bugt ved byen Portmouth for at gøre den efterfølgende tur til Guadeloupe det kortere.



Venligst,
S/Y Dania

0 kommentarer:

  © Blogger template Romantico by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP