Spøgelsesby på vulkanøen

Montserrat – Little Bay
Mandag d. 15 marts 2010

16°48.100 N
62°12.270 W

Lad os denne gang starte med en sang! Sangen er fra dengang, hvor besætningen på Dania knapt havde lært at cykle og Kim Scumacher var Danmarks darling numero uno. Montserrat er øen, hvor musikeren Arrow kommer fra og indspillede dette klassiske 80ér nummer. Lyt til det og måske vil det vække minder fra jeres egen, jeres børns eller måske dine forældres ungdom!







Omkring 70 sømil nord/vest for Guadeloupe ligger den lille ø Montserrat. Øen har en stor aktiv vulkan kaldet ”Soufriere” på den sydlige del. I 1995 var indbyggertallet på Montserrat på omkring 11.000. Samme år evakuerede myndighederne over halvdelen af øen da vulkanen viste tegn på at ville eksplodere. Vukanen eksploderede og øens største by Plymouth blev totalt ødelagt, og 2/3 af øens befolkning stod nu uden noget hjem. De mennesker der stod uden hjem rejste til nærliggende britiske øer, eller England da Montserrat er under britisk styre. Befolkningstallet er i dag på kun 4.500.

Vulkanen er den dag i dag stadig meget aktiv men overvåges af ”Montserrat Vulcano Observatory” der regulerer hvor man må være på øen af hensyn til sikkerhed. Der var da vi ankom en sikkerhedszone på 2 sømil fra kysten hvor vi ikke måtte sejle og halvdelen af øen er totalt lukket for andre end forskere. Vulkanen sender jævnligt store askeskyer op, og de farlige pyroklastiske askestrømme der kommer ned langs vulkansiden har temperaturer op mod 600 grader celsius. Disse strømme kommer altså også ud over vandet, og derfor er der denne sikkerhedszone.

For ikke mere end et par uger siden sendte vulkanen en kæmpe askesky op, og vinden førte den så vidt som Antigua som flere steder fik et lag aske over sig.


Vi sejlede langs kysten (selvfølgelig de 2 sømil ude), og så tydeligt den imponerende vulkan der havde formet hele sydøen. Ikke lægge efter, så vi byen Plymouth der så ud som om den var et sort/hvid foto! I kikkerten kunne vi se at hele byen lå forladt, og overalt var der dækket med aske. Flere bygninger var dækket så højt som op til taget af aske, og efterfølgende askemudder forårsaget af regn. Vi sejlede måbende forbi og var mildest talt chokeret over at en vulkan kunne gøre så megen skade på en by der lå flere kilometer væk fra vulkankrateret. Kun 29 mennesker mistede livet da evakueringen var sket relativt tidligt..... Nu lå kun en spøgelsesby tilbage, udbrændte huse dækket af mudder og aske!











Vi lagde anker ved Little Bay på nordøen- godt væk fra den farlige vulkan. Tog ind og fik stempler i passet og ordnet indklareringen. Og derefter tog vi ind til byen- eller?
Vi talte med en lokal der forklarede at alt nu var byen, efter at Plymouth var ødelagt, og ganske rigtigt, der var ikke ligefrem noget man kunne kalde centrum. Alle bygninger lå langs en vej og ikke ligefrem som noget man kunne kalde en by. Vi fik et lift af en lokal indbygger hen til øens eneste bank, så vi kunne hæve nogle East Carribean dollars, som vi har brugt i mange lande herovre. Derefter fandt vi en hyggelig restaurant og fik lidt tidlig aftensmad og en snak om det imponerende, men skræmmende syn, af vulkanen og dens ødelæggelser. Det skal lige nævnes at vi vi havde læst forkert i guidebogen og rent faktisk troede at at de 2/3 af befolkningen var døde af vulkanen, og altså ikke var blevet evakueret. Den misforståelse fik vi først rettet op på dag vi dagen efter snakkede med en buschauffør om det.




Til trods for de store ødelæggelser, så var naturen mange steder utrolig smuk... eller rettere sagt blomsterne var.








Ikke just de skilte vi ser hotellerne i Danmark bruge.


Selvom gedderne er blevet færre og færre des længere nord vi er kommet, så kan vi stadig ikke undgå at støde ind i dem, når vi bevæger os rundt på de forskellige øer.


Et lidt faldefærdigt hus, der ligger tæt på grænsen mellem det sikre område og det ikke så sikre område.


Lasse har er foreviget Dania "for en stund" i noget vulkanaske, der lå på vejen.


Lasse og Dennis blev enige om, at det på et eller andet tidspunkt i historien, måtte være blevet brugt til som torturredskab... Vi døbte det ondskabens træ! Piggerne var op til 5 cm. lange og spidse og hårde som sten.


Her ses træet og dets pikker i et andet perspektiv.


Dennis vasker her fødderne og samtidig bruger lejligheden til at køle sig lidt ned, efter en lang gåtur i en vanvittig varme. Vandet kommer fra en kilde, som af de lokale siges: "Hvis du drikker af den, så vil du atter vende tilbage til Montserrat". Til dette må vi bare sige... vent og se!


På Montserrat er der ikke meget andet at se, end nogle efter sigende smukke vandreture og så observatoriet der overvåger vulkanen. Og da vi efterhånden synes vi har set nok af smukke skove og natur generelt, valgte vi at tage til Observatoriet dagen efter. Vi fandt en lokal bus, gav chafføren 5 EC (10 kr) hver, og kørte turen op til Observatoriet. Vi havde håbet på at der var mulighed for at komme tættere på vulkanen eller byen der blev ødelagt, men det er kun muligt når vulkanen har været inaktiv i over 1år. Da det kun var et par uger siden den havde dækket naboøen med aske var det lukket land. Til gengæld havde vi en god udsigt til vulkanen og fik set en film om hvordan øen lever med vulkanen og de ødelæggelser den forårsager. Menneskene her, lever tilsyneladende med faren om udbrud hver dag, men det holder dem ikke tilbage med at udvikle og fortsat blive på øen. Nu vælger de dog udelukkende den mere sikre nordlige del af øen når de bygger.



Vulkanen set fra syd/vest-siden, ca. 2 sømil fra land.


Her ses en af de "askefloder" der er dannet gennem årene. Læg mærke til hvor store stenene er!








Hovedstaden, som nu ikke længere er tilgængelig for andre end forskere.




















Senere på dagen, tilbage på båden, kiggede vi på den store svenske båd der lå for anker i samme bugt som os. Vi talte med nogle fra båden, som fortalte at de var gymnasieelever og at de i 3 måneder sejler rundt med dem som en del af deres gymnasieuddannelse. Snart skulle de sejle over atlanten til Portugal hvor en ny gruppe elever ville overtage pladserne, for derefter igen at sejle til Caribien! Hvorfor er det lige at vi i Danmark ikke har gymnasier der gør sådan noget? Det gad vi i hvert fald godt at have gjort.



Gymnasieskibet fra Sverige... 3 måneder i Caribien og en tur over Atlanten... det skulle vi have vidst var et muligt alternativ da vi valgte gymnasium.


Når den sidste T-shirt er brugt 3 dage i streg, så er de på tide at vaske tøjet... også selvom det betyder at skulle vaske i hånden. Lasse hænger her tøjsnoren op mellem de forskellige stag på båden.


Når solen står på sit højeste, når man næsten ikke at hænge det op, før end det er tørt.

Dagen efter, den 17 Marts, fejrede øen St. Patricks day - en dag hvor alle fejrer deres Irske afstamning. Lige ved bugten havde de sat boder, barer, og scener op og hele dagen var der underholdning og fest. Mange var mødt op i tøj i de Irske farver (grøn hvid og orange) og var denne dag lidt mere irske end normalt.... Flere gik rundt med badges der sagde ”Irish for a day”.

Det var en sjov oplevelse at være en del af denne fest og i løbet af dagen, fik vi prøvesmagt mange lokale retter (nogen bedre end andre), set underholdning i form af musik og dans og endda spillet banko med alle de fremmødte!



Dagens dronning...


Steel-band orkester.


Afrikansk kostumedans.


Alle aldersgrupper var tilstede den dag og der var underholdning for alle.


Dagens konferencier på scenen, sammen med en repræsentant for Handicap OL i Indien 2010, der står til venstre i billedet.





Faklen der skal bæres videre til Indien.

Dagen efter var der tidlig opstandelse på Dania, da vi skulle videre til Antigua - ca. 30 sømil nord/vest. Lasse havde opdaget at tovet i forliget på storsejlet var sprunget (ved ikke hvad den hedder), og derfor havde brug for en reparation ved sejlmager. Det er nu osse vores første skade på sejl, men vi besluttede at vi hellere måtte sejle for motor og evt. forsejl til Antigua for ikke at ødelægge sejlet. Vinden og bølgerne var lige imod os på vejen til Antigua- så vi tøffede stille og roligt afsted for motor og ankom hen af eftermiddagen til English Harbour....



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Fødselsdag og gensynsglæde

Guadeloupe
Fredag d. 5 marts 2010

15°16.975 N
61°22.601 W


Udsigt fra vores ankerplads ude foran Bas Du Fort Marina.


Sejlturen fra Dominica til den franske ø Guadeloupe bød på masser af vind og bølger, så den blev en hel del kortere end vi havde forventet. Da vi ankom til den sydlige del af øen opdagede Anders at der langt væk fra båden var nogle store plask, og da vi fandt kikkerten frem kunne vi se at det var hvaler! Kæmpemæssige haler kom op af vandet og gav nogle mægtige plask. Vi var desværre for langt væk til at kunne se hvilke hvaler det var, men hvaler var det i hvert fald.

Vi valgte at smide anker i den store og beskyttede bugt ved byen Pointe a Pitre, lige ud for marinaen Bas Du Fort. På turen dertil sejlede vi i meget store dønninger så det var et godt valg at vælge denne beskyttede bugt. Stedet var smukt til den ene side, men havde også øens eneste store erhvervshavn til den anden side, så det var et mix af tung industri og smuk natur.


Endnu en udsigt fra vores ankerplads ude foran Bas Du Fort Marina.


Anders familie ankom fra Danmark for at være sammen med ham i to uger på øen, hvor de havde booket sig ind på et resort tæt ved Pointe a Pitre. Anders tog til lufthavnen aftenen efter, og tog med dem på hotellet. Forventningen til gensynet med familien var tydelig at mærke på ham...

Dagen efter havde Dennis fødselsdag, og om morgen spiste han og Lasse morgenmad på båden og Dennis pakkede gaver op. Nogle timer senere mødtes vi alle på en Cafe ved marinaen, og ud over at Anders selvsagt var enormt glad for gensynet med hans forældre og lillesøster var det også dejligt for Dennis og Lasse at se dem alle. Det at få besøg på langtur er noget af det bedste, og det var rigtigt dejligt at se dem igen.








Senere på aftenen havde Helle og Ejnar (Anders forældre) inviteret os alle på middag i deres store hotellejlighed. Det blev til en rigtig hyggelig aften med franske specialiteter og hjemmelavet mad som Ejnar stod for. Helle havde sørget for at at der også var en lagkage i anledningen af Dennis fødselsdag og vi fik da også sunget fødselsdagssang. Også den lokale rom blev prøvesmagt i mange varianter den aften, og det blev sent før vi kom i seng – en rigtig seng på et hotel hvor sengen ikke gyngede og der var dejligt køligt grundet airkonditionen ! Tak for det Helle, Ejnar og Sofie...

På Guadeloupe fik vi også talt om hvad vi havde af ønsker med hensyn til båden når vi kom hjem. Og beslutningen blev at vi vil prøve at sælge vores båd som flere af jer måske ved. Det afgørende i beslutningen er vores økonomi. Dels har båden jo en værdi, og vi har lån på den i banken, dels har turen også kostet os mange penge. Alt i alt skylder vi vores bank penge når vi kommer hjem og så er det faktisk også meget dyrt at have båden liggende derhjemme, både havneafgift og forsikring render op i et anseeligt beløb hvert år. Dennis har planer om at flytte sammen med Marie når han kommer hjem og det foregår sikkert i silkeborg, og Lasse ved endnu ikke hvor han ender med at bo, da hans kæreste Bente skal starte på basis (tidl. kaldet turnus) som læge. Og det betyder i prakis, at de måske bliver nødt til at flytte til en anden by i Danmark. Måske langt fra Århus? Desuden skal Lasse igen til at søge arbejde som bygningskonstruktør, og det nu på et tidspunkt hvor byggebranchen er hård presset og der ikke er mange ledige stillinger. Anders skal læse det sidste år færdigt på medicinstudiet og kommer altså tilbage til en SU. Så alt i alt står vi når vi kommer hjem bliver det til et noget andet liv end da vi tog afsted.
Men drømmen lever vi stadig fuldt ud, og det at vi forhåbentlig får solgt vores dejlige båd, betyder at vi får luft i økonomien til at starte på andre drømme, samt at andre får muligheden for at udleve deres drøm med Dania.

Dennis og Lasse sejlede båden videre rundt om Guadeloupe til en bugt kaldet ”Anse A La Barque” der ligger på vestkysten af Guadeloupe. Egentlig ville vi have været sejlet til nordsiden af øen via den smalle kanal, der deler Guadeloupe, men efter at have talt med havnekontoret og fik at vide at kanalen kun var 1,8 meter dyb, og vores båd stikker mellem 1,9 -2 meter. Vi derfor ikke at tage turen derop, også selvom vi ellers havde glædet os enormt meget til at sejle gennem kanalen og ligge for anker ved mangroven. Der skulle være fantastisk fiskeri efter Tarpon deroppe, som vi gerne ville have prøvet, alligevel besluttede vi os for, at det nok ikke var værd at gå på grund for at komme derop. Både Anders og Dennis havde fanget Tarpon inde i mangroven ved Marinaen, men her var de små, og de store krabater skulle eftersigende være store nord for kanalen. Turen rundt om øen var 70 sømil i stedet for 4 sømil gennem kanalen, og da vi allerede havde deklareret ud kunne vi desværre ikke nå at sejle turen derop....



Anders her med hans 2. tarpon den morgen... den første røg lidt for hurtigt i vandet... ikke helt bevidst dog. Disse fisk kan blive over 100 kg, og fisk i størrelsen op til 25 kg., anses som babytarponer.


Randerne under øjnene, skyldes ikke alderdom, men derimod at vi stod op kl. 5 om morgenen for at fiske. Randen rundt om hovedet, skyldes en hat, der passede perfekt, da vi forlod Danmark... så det er da lidt tankevækkende.


Vi ankom sent om eftermiddagen, og den følgende dag kom Helle, Sofie, Anders og hans netop nyligt ankomne bror, Mikkel og besøgte os på båden. Ejnar havde fået en gang maveonde og måtte desværre blive på hotellet. Det blev til en hyggelig dag med dem alle, og et kærkomment gensyn med Mikkel. Dagen gik med snorkling og hygge på båden, og det var sikkert også en sjov oplevelse for Anders familie at være på båden, som de sidst var på i Danmark. Helle fik et par gaver med hjem til Dennis og Lasses familier, og vi tog afsked med dem alle med ”på gensyn i Danmark” og tidligt næste morgen kl. 05 sejlede Lasse og Dennis alene til øen Montserrat....

Vi har desværre glemt at overføre nogle billeder fra Anders´ kamera, hvorfor der mangler nogle billeder fra denne periode. De vil komme senere.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

4x4 og mudderbad

Dominica - Roseau
Tirsdag d. 2 marts 2010

15°16.975 N
61°22.601 W




Efter en stort set vindstille sejlads, hvor det eneste spændende der skete, var en flok jagende delfiner (vi er blevet forvent ja!), og vores følgeskab med båden Kaja og dens besætning, ankom vi til øen og landet Dominica.
Vi regnede med at vinden herover, næsten konstant vil være i ren øst. Det har dog ikke altid været tilfældet, men en del af grunden hertil er også, at vi sejler på Vestsiden af alle øerne herovre, hvorfor vi derved også ligger i læ af øerne når vi sejler.
Det betyder ofte lidt vind i sejlene og derfor må vi have gang i motoren med mindre vi sejler langt udenom øerne. Heldigvis er det ofte meget små øer og der går sjældent mange timer førend vi igen er ude i vinden.


Tidlig start på dagen, for at nå frem i tide.


Vi fulgtes ad med Kaja og dens besætning Erik og Cecilie.





Den største flok delfiner vi har set her i Caribien.





Vi ankom til bugten ved byen Roseau på Dominica, og endnu engang fandt vi ud af, at vandet helt ind til land, var meget dybt. Igen betød det, at vi var nødt til at betale for at kunne få adgang til en mooringsbøje.
Det er normalt dejligt bekvemt at bruge en mooringsbøje, og denne gang var det nødvendigt, da der var 45 meter vand hvor vi lå. Denne gang var det dog ikke så bekvemt! Vinden var væk det meste af dagen, hvilket betyder, at båden ikke lægger sig op i vinden, hvilket så betyder, at båden lægger sig med siden til evt. dønninger. Alt i alt blev det en meget gyngende oplevelse at ligge her... værre endnu var, at mooringsbøjen var lavet af en bundt plastflasker og runde hårde plastkugler, som fra tid til anden slog ind mod båden og lavede nogle trælse høje lyde... Specielt Lasse erfarede lyden og måtte op flere gange i løbet af den første nat og ud i vores dinghy, for at finde en løsning der ville fjerne støjen.

Det viste sig, at det her på øen var ret billigt at leje en lille firehjulstrækker, så dagen efter tog Anders, Mikkel og Lasse ind til et hotel ud for vores ankerbugt hvor en venlig receptionist ringede efter en mand fra et biludlejningsfirma. Ikke mere en et kvarter efter ankom en mand, og bragte os ind til kontoret i byen hvor vores lille 4x4 holdt parkeret. Dennis blev hjemme på båden for at skrive nogle artikler til forskellige blade og magasiner. Lejekontrakten for bilen blev underskrevet, og vores tur på øen kunne begynde.




Anders satte sig bag rattet – I højre side! Og nu var det bare om at holde sig i venstre side af vejen for at undgå ulykker. Det krævede lidt mere koncentration end normalt da det ligger i os alle at det er den forkerte side – Mikkel sad ofte og sagde ”Venstre” mens vi kørte bare for at være sikker på at Anders ikke skulle glemme hvilken side han skulle køre på når vi kom til et kryds. Turen viste sig at være særdeles egnet til en bil der kunne klare veje der ofte ikke var asfaltbelagt og Anders, der er mere end glad for at køre bil, nød at køre på de smalle snoede grusveje. Første stop på turen blev en sø oppe i bjergene. Søen var en del af en stor naturpark på øen og derfor måtte vi betale for at køre ind i naturparken. Eftersom at den lå højt oppe i bjergene faldt temperaturen også meget, og det var skønt at komme op i den milde og næsten kølige bjergluft. Også her på Dominica er bjergene utroligt frodige og udsigten var temmelig spektakulær. Vand eller manglen på samme har været udpræget på mange af de øer vi har besøgt, men her på Dominica falder der regn selv her i tørkeperioden (regntiden stoppede i januar).









Efter besøget ved bjergsøen brugte vi en hel del tid på at finde nogle ”hot-Springs” som Mikkel aldrig før havde set. Da vi endelig fandt dem, viste det sig at være en slags kurbad – hvor de førte vandet op i bassiner og gamle jernbadekar. Selv om det er varmt herovre er det faktisk ganske behageligt med et varmt bad og vi brugte lang tid på at døse i de smukke omgivelser i hvert vores badekar midt ude i skoven. Stedet havde også et mudderbad, eller nok nærmere en mudderpøl, hvor vi kunne skrubbe vores lag af gammel hud og solcreme af. Når vi næsten altid ligger anker må vi nok indrømme, at der nogle gange går mange dage mellem et rigtigt bad. Så vi tager enhver chance der byder sig.





















Efter ”kurbadet”(det lyder lidt tøset ved vi godt), gik turen tilbage til båden for at høre om Dennis ville med hen til et sted kaldet ”Champagne beach”. Vi kaldte ham på VHFén og han tog hurtigt ind til land i dinghyen.

Champagne beach, er et sted hvor der efter sigende skulle komme gasser op fra havbunden grundet det faktum at Dominica er en vulkanø. Vi tog snorklegrejet på og svømmede ud for at lede efter stedet vi nogenlunde havde fået beskrevet.
Vi svømmede op og ned langs kysten og brugte vel et par timer på det, men det eneste vi fandt var nogle få steder hvor, der af og til kom et par bobler op! ”Champagne my ass” det var ikke ligefrem det boblende, brusende sted vi havde fået anbefalet af en af de lokale vi havde snakket med. Til gengæld var det sjovt at snorkle mellem de klippeformationer der var ude i vandet, sikkert dannet af vulkanen for mange år siden.
Da vi kom op af vandet var det ved at være mørkt og vi tog tilbage til båden.

Mikkel skulle med fly til Barbados og videre til Danmark kl. 07 om morgenen og da lufthavnen ligger på nordøen, og vi befandt os på sydøen, kørte Anders afsted med ham kl. 04 tidligt om morgenen.
Dennis og Lasse tog afsked med Mikkel samme aften og i nattens mulm og mørke tog Anders og Mikkel afsted mod lufthavnen....

En stor tak til dig Mikkel!. Det har været en sand fornøjelse af have dig ombord. Du er som altid et positivt input, og det har været dejligt at dele en del af vores eventyr med dig!



Når dykkerbrillerne strammer for meget, er det her resultatet.


Endnu en af Dennis´ kreationer, hvor Mikkel lagde hår og tillid til.

Dagen efter mens Anders tog en lur efter den lange køretur, tog Dennis og Lasse ind for at hente drikkevand til båden. Det første sted vi spurgte efter det ville de have have 60 EC dollars (ca 120kr) for at fylde vores 4x 25 liters dunke! Men som vi tidligere havde erfaret på andre øer, koster vand ikke altid det vi får at vide, og da vi spurgte en lokal fisker ved stranden endte vi med at få det ganske gratis hjemme hos ham.

Vandet blev klaret, vi forlod ankerbøjen og sejlede 4 timer op af kysten til en bugt ved byen Portmouth for at gøre den efterfølgende tur til Guadeloupe det kortere.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Sømands-tatoveringer – og lamslående natur….

Fort de France – Martinique (Fransk)
Lørdag den 27 februar

14°36.457 N
61°04.616 W



Cecilie og Erik til højre på billedet - og ja, deres tatoveringer er også rigtige!


Efter en utrolig stille dag på vandet fra St. Lucia til Martinique ankom vi til turens første Franske ø. Vi lagde anker ud for hovedstaden Port du France, og tog kort tid efter i land for at indklarere. Det viste sig at være noget at et kultur-shock at komme i land. Port du France ligner en middelstor fransk by- europæisk by med et præg fra Caribien! Bilerne var nu små franske Renault og Pegeot og ikke som vi er vant til Toyota og Nissan. Alt ser mere eller mindre moderne ud og alting virker og er velholdt. Det var som om at vi havde sejlet utroligt langt for at komme hertil, når man ser kontrasten, til alle de andre øer vi har været på, men faktum er at Martinique kun ligger omkring 40-45 sømil fra den sidste ø vi kom fra, St. Lucia. Det er øen er fransk har sat sit helt tydelige præg på øen. Der er masser af caféer og franske restauranter, og hos bageren ser vi nu franske baguetter og crossainter, og foruden det betaler man selvfølgelig med Euro. Det er helt sikkert en sjov oplevelse at komme hertil, og ud over at øen er så moderne, og udviklet så er den også helt utrolig smuk og frodig…

Her på øen tjekker man ikke ind ved politiet når man kommer til Port du France, - nej man tager bare hen til den lokal marinebutik og udfylder en formular på en pc, printer den ud og giver den til butiksejeren – så er man indklareret i Martinique! Det er godt nok det nemmeste vi har prøvet på vores tur, ingen stempler, ingen der skal se vores pas og skibspapirer, og når vi skal forlade landet er det ligeså nemt… og så er det ganske gratis!

Det er også første gang siden vi var på Gran Canaria i Europa at vi har set en Mc Donald´s så det blev også til et hurtigt besøg på ”den gyldne måge” som vi kalder den. Smager ca. som i resten af verden men det er nemt og smager ”næsten hjemligt” ….
Dagen efter stod vi tidligt op. Anders og Mikkel lejede en bil og tog ud til et stort inkøbscenter for at shoppe og derefter videre for at se et af øens rom destillerier.
Vi har længe gerne ville have en sømands tatovering, så Lasse og Dennis tog på udkig i byen efter en dygtig tatovør – det lykkedes ret hurtigt og efter et besøg hos tatovøren og en snak med receptionisten, der modsat tatovøren kunne tale lidt engelsk, var vi hurtigt enige og at det var det rette sted, så vi aftalte at vi ville komme tilbage dagen efter kl. 8.30
Lasse og Dennis satte sig derefter på en af byens hyggelige cafeer og skitserede på et Anker der ifølge gammel sømandsskik betyder at man har krydset Atlanten. Vi har haft mange ideer til en tatovering og Anders har også ville have en Fregatfugl, som vi så mange af på Tobago. Men altid er vi vendt tilbage til ankeret. Efter nogle timers skitsering i hånden, research på Internettet og Dennis egenskaber på et tegneprogram på computer, kom vi frem til et design vi var glade for….

Senere på dagen mødtes vi alle ved dinghyen og sejlede tilbage til båden. Anders og Mikkel havde haft en dejlig dag, og havde begge nydt at køre rundt på øen i egen bil, og ikke som vi ellers plejer med offentlig transport. Anders fik fremlagt designet på ankeret men ville have et anker der ikke var udfyldt med farve men kun var en ”outline” at symbolet, så han lagde sig i overvejelser omkring designet.

Om morgenen næste dag mødte vi op ved Tatovøren og Specielt Lasse og Anders var spændte på oplevelsen, da de ikke har nogen tatoveringer. Det viste sig at tatovøren allerede her fra morgenen var meget forsinket, men vi blev enige om at det nok var en dum ide at skynde på en tatovør.


Da det blev vores tur var det Dennis, der lagde ud, da han i forvejen har en tatovering. (han meldte sig selv som frivillig). Tatovøren lagde ud med at tegne i fri-hånd på Dennis underarm og fortolkede lidt på vores design. Det var Dennis ikke helt tilfreds med, så ved hjælp af lidt engelsk og Anders franske fik vi ham forklaret at det skulle være nøjagtig som den tegning vi havde medbragt. Derefter tegnede han designet over på kalkerpapir og derefter trykt over på huden af Dennis underarm. En ny nål blev sat i maskinen, blæk blev hældt op i et lille bæger og Dennis var nu klar til at få et minde for livet. Et synligt minde på vores sejltur.

Dennis vidste hvad han skulle forvente med hensyn til smerten ved en tatovering, og brokkede sig ikke synderligt, og efter omkring 20 min kunne resultatet ses! Han er selv meget tilfreds med den og vi andre synes også den er rigtigt flot. Men hvad med dig Jette (Dennis mor)? Og Dennis´ kæreste Marie?


Dennis lægger arm til et minde for livet.




Næste offer var Lasse og samme anker skulle på indersiden af overarmen – Da det var Lasses første tatovering var det rart lige at have set resultatet på Dennis, og det gjorde en meget stor forskel at se at den blev rigtig flot. Lasse synes at det gjorde noget mere ondt end Dennis – måske er huden på indersiden af overarmen mere følsom, eller også har han bare en anden smertetærskel? Det er jo svært at sige… igen efter ca. 20 min var resultatet færdigt og Lasse var meget tilfreds men hans første tatovering! Hans kæreste Bente synes den var flot da hun senere på dagen fik et billede af den. Hans mor (Gitte) har dog ikke set den før nu, så det skal nok blive spændende ;-)






Lasse ligger under nålen...





Anders havde nogle skitser med til tatovøren og fik ham til at komme med nogle forslag og ændringer. Da han var kommet frem til den endelige skitse kom også Anders op på briksen og var klar til at blive dekoreret. Da hans tatovering ikke skulle udfyldes med farve tog den ikke mange minutter, og før end han var klar over det, var den færdig – og til vores store held (og specielt hans) blev den ligesom han gerne ville have den! Anders mener ikke at hans familie synes at tatoveringer er det fedeste og ingen af dem ved endnu at han har fået en…



Skiter til Anders tatovering under udarbejdelse.





Anders lægger arm til.




Dania drengene havde nu alle fået hver deres sømandstatovering!
Mikkel der også var med hos tatovøren, havde overrasket os alle dagen før, da han sagde at han også ville have en tatovering. Tidligere på turen synes han ellers at det ikke var en speciel go ide at vi ville have en. Men man har jo et standpunkt til man tager et nyt.
Han ville have hans kæreste (Anne)´s navn på armen! Først troede vi at han bare sagde det i sjov, men om morgenen da vi var ved tatovøren viste det sig, at han skam var alvorlig omkring det – så efter at vi andre havde fået vores ankre, kom Mikkel under nålen og fik tatoveret Anne på underarmen! Heller ikke Anne ved noget om det- så vi forventer en sms fra hende når hun læser dette blogindlæg!



Mikkel foreviger sin kærestes navn.







Efter dekoreringen hos tatovøren, gik vi hen og hentede vores lejebil for at tage på tur rundt på Martinique. Vi kørte op til et af øens store bjerge og på turen derop tog vi et smut forbi endnu et destilleri hvor man selv kunne gå rundt og se på hele produktionen og de gamle bygninger. På tilbageturen stoppede vi på øens ”tidligere” hovedstad der i 1902 belv totalt udslettet da den nærliggende vulkan eksploderede. Over 30.000 mennesker døde hvilket var alle på nær to. En person sad i byens fængsel og en anden mand var i sin kælder, og det reddede dem tilsyneladende. I byen kunne vi stadigt se ruiner fra dengang hvor byen blev smadret af vulkanen og det var næsten ikke til at forestille sig de kræfter der måtte have været. Vulkanen så ud til at ligge ret langt væk fra byen, og alligevel overlevede kun to mennesker!

Tilbage på båden, mødtes vi med Erik og Cecilie (kærestepar fra norge vi sidst så på Grenada). Vi havde aftalt at tage en drink på Dania og så kigge lidt på byen. De er som altid rigtigt hyggelige at diskutere med, og aftenen blev sen, inden vi tog ind for at kigge på byen, og Dennis blev tilbage for at ligge på langs. Det viste sig dog at der selv om det var lørdag, ikke var mange steder der havde åbent (grundet fasten), og de steder der havde åbent var helt enormt dyre. 8 Euro- eller ca. 56kr for en alm. Flaskeøl! Vi tog derfor hurtigt ned til havnen og fik lidt natmad inden vi tog tilbage på båden….


Eftersom vores kroppe var blevet indfarvet med sort blæk, betød det, at vi ikke måtte bade i saltvand i en uge. Årsagen hertil, udover at det måske ville kunne skabe infektioner, kender vi stadig ikke helt til, men vi havde besluttet os for at adlyde ordren fra vores tatovør. Derfor var vi nødt til at finde alternative måder at komme i bad på. De sidste mange måneder, har saltvand været vores eneste kilde i forhold til at blive rengjort, udover de gange vi har fundet et vandfald, der består at ferskvand.

Anders havde læst om nogle enkelte vandfald på øen, som skulle være værd at besøge. Vi havde stadig udlejningsbilen, så det var egentlig bare at sætte sig til rette og dirigere vores chauffør Anders på rette vej. Inden vi var kommet af sted, var klokken næsten 12 og derfor snart frokosttid.

I stedet for at køre direkte til vandfaldet, ville vi nyde udsigten, der lå lige neden for det højeste punkt på øen. Dette kunne så kombineres med at vi kunne spise frokost. Da det jo´ er Frankrig vi er i, så var det ganske naturligt at madpakken bestod af baguette, brie og skinke. Stedet var godt besøgt af mange andre turister, som primært kom fra den europæiske del af Frankrig. De andre turister kom dog hertil, af en mere energisk årsag, nemlig for at bestige de sidste 500 meter, inden de nåede toppen. Det var som om, at det ikke lige var det vi havde lyst... vandfaldet og et dejligt bad i ferskvand, trak mere i os, end en bjergbestigning i enorm varme.

Køreturen i vores Renault Twingo, var ikke lang før end vi havde nået parkeringspladsen ved vandfaldet. Hurtigt fik vi skiftet tøj og sko og turen kunne nu begynde. Det første vores syn vi mødte, var en ”trappe” med store og høje trin, der mest af alt mindede om trinene på den kinesiske mur i Kina. Vi kunne se på de forbipasserende, der var på vej op, at turen ned nok skulle være lang og at turen opad igen, ville blive udfordrende og hård. Dette ville tiden jo´ vise, så vigtigst for os var nu, at komme ned og hen til vandfaldet.

Turen ned af trinene var ret storslået. Høj luftfugtighed og vild og frodig regnskov. Der var små gekkoer og firben over det hele. Flotte blomster og træer der lignede noget fra filmen ”Jurassic Park”. Ved bunden af trappen, lå en mindre flod, der ville føre op til vandfaldet. På den anden side af floden, lå et mindre skur, hvor der var et skilt, der på fransk bad os om at vente på en guide. Det gjorde vi så... indtil vi 10 minutter senere blev utålmodige. Vores fælles ræsonnement fortalte os, at hvis vi bare fulgte floden mod strømmen, så ville vi ende ved vandfaldet. Det er sandelig godt vi har set alle de overlevelsesprogrammer på Discovery, de sidste par år.



Turen gennem den storslåede natur mod vandfaldet.










Vandet i den lille flod var krystal klart og landskabet som omkransede floden, var ligeledes ubeskrivelig smuk og frodig. Mikkel blev her for første gang i sit liv... lamslået! Han stod målløs og måbede. Ikke mange ord kom ud af han, før end at det blev for meget for ham og han energisk formulerede sætninger der beskrev, hvor fedt, smukt og fantastisk dette øjeblik var for ham. Vi andre kunne heller ikke andet en tilkendegive vores begejstring.






En stor del af turen mod vandfaldet gik gennem denne smalle kløft.







Turen i vandet frem til vandfaldet, krævede at vi skulle svømme, klatre og vandre med taskerne over hovedet. Det var som at være i en Indiana Jones kulisse og vi var på vej af sted for at finde den Hellige Gral. 20 minutter senere nåede vi endemålet og en højt vandflad, der udledte store mængder vand, var nu ret forude. De fleste vandfald vi har mødt, er behagelige at stå under. Dette vandfald, var næsten for kraftigt i forhold til at kunne bade nedenunder det. Det var simpelthen for store mængder vand, der kom fra en for stor højde. Alligevel skulle vi alle ind under vandfaldet og kom alle godt af sted med det.

Til trods for at det ville have været dejligt at blive i området med floden og vandfaldet, så begyndte der at ankomme andre turister, hvilket tog lidt af glæden ved at være der. Derfor besluttede vi os for at tage tilbage op mod bilen og derefter vende snuden hjemad mod båden.

Det havde været dagen, hvor vi havde set det hidtil smukkeste naturskønne område i Caribien.

I morgen tidligt tager vi videre til Dominica, som ligger ca. 50 sømil nord/vest for Martinique. Igen er det væk fra Frankrig og tilbage til Caribien... det skal nok blive godt. Mikkel har kun få dage tilbage inden han igen skal hjem... han vil gerne nå at fange en hummer og en fisk inden da... derfor er dette første prioritet på Dania!



Venligst,
S/Y Dania

Read more...