Vandleg og gammelt vrag

Salt Whistle Bay - Mayreau
Torsdag d. 11 feb. 2010

13°07.57 N
61°12.64 W



Noget af det fantastiske og praktiske ved Grenadinerne er, at der er korte distancer mellem øerne. Nogle distancer er ikke mere end 5 sømil og de længste 20 sømil, som er 3-4 timers sejlads. Dette betyder, at vi kan tage af sted tidligt om morgenen og ankomme om formiddagen og derved have en hel dag når vi ankommer.

Det samme galt for denne tur. Tidligt op om morgen og båden var allerede gjort klar, således kun ankeret skulle trækkes op. Vores erfaring har lært os, at alt forarbejde, gør at vi kommer hurtigere af sted om morgenen... så noget har vi lært på denne tur.














Salt Whistle Bay, som ligger på øen Mayreau og som har 275 indbyggere, er uden tvivl den smukkeste, mest idylliske og mest caribiske kliché agtige bugt vi er kommet til. Det her må ikke misforstås som noget dårligt, for det er ikke tilfældet. Tvært imod var det en helt speciel oplevelse at sejle ind i en så smuk og lille bugt, hvor vandet var krystal klart og lyseblåt, som forsiden på postkort. Palmerne stod på række og rakte ud over vandet, nærmest som om de sagde velkommen til paradis.

Vi satte vores anker på 3 meter vand og var ikke længere end 150 meter fra strandbredden. Ikke lang tid herefter blev strand legetøjet fundet frem og vi svømmede ind til stranden. Dagen blev brug med læsning på stranden, leg på stranden, leg i vandet, svømning, snorkling og afslapning... alt i alt noget som vi alle sammen havde set frem til. Mikkel sagde meget fint: ”Det er det lækreste sted jeg nogen sinde har været!”

Efter dagens udskejelser var vi alle godt udmattede, hvorfor vi tog tilbage på båden. Da mørket faldt på, og kun lidt lys var tændt nede i båden, mærkede vi pludselig en summen og en mørk skikkelse flakke rundt i båden. Eftersom det var ret mørkt, var det ikke tydeligt hvad der var dernede sammen med os. Efter kort tids undren, indså vi dog, at der var tale om enkelte flagermus der havde lyst til at gøre et besøg på båden. De kom flere gange i løbet af aftenen og endelig da alle var faldet i søvn, vågnede Dennis ved, at 3-4 flagermus på en gang fløj rundt i en cirkel nede i båden og ikke langt fra ansigtet, da luften fra deres vingeslag kunne mærkes i ansigtet. Forskellige foranstaltninger blev gjort og der kunne igen soves trygt.

Dagen efter skulle der vaskes tøj og vi fandt hurtig ud af, at der ikke fandtes noget vaskeri på øen. Vi fandt dog heldigvis en venlig lokal, der var døvstum og hed John. Hans kæreste ville gerne vaske tøjet for os, men det blev ved håndkraft. Det eneste det krævede var, at vi købte noget vaskepulver og selvfølgelig betalte for hendes service.























Efter dette gøremål var overstået, var det nu tid til at gøre os klar til at sejle ud til et gammel krigsskib, der var gået ned i 2. Verdenskrig, på et rev der lå en sømil fra vores ankerplads. Vi tog vores dinghy derud og fortøjede os til et par ankerbøjer, der lå over vraget. Der var en del strøm over revet og sigtbarheden var ikke helt optimal. Alligevel var der noget spændende og lidt intimiderende, første gang man dykkede ned på 10 meter og så skibet fremstå tydeligere og tydeligere foran ansigtet på en. Anders med sit nye kamera fik taget enkelt billeder og vi håber i kan se lidt af hvad vi oplevede på dette vrag.

Efter dagens snorkletur sejlede vi tilbage til båden, hvor efter Mikkel straks gik i gang med at bage en chokoladekage. Aftenen kom, flagermusene kom, drengene nød en film sammen, Anne færdiggjorde hendes bog og snart blev båden lydløs og alle sov ... det havde været endnu en rigtig god dag.

I morges da vi vågnede, mærkede vi at vores idylliske bugt, var blevet ændret til lidt af et kar fyldt med dønninger. Vi besluttede os derfor at sejle ned til en bugt ved navn Saline Bay, som ligger 2 sømil syd fra Salt Whistle Bay.

Vi glæder os til i aften, da vi skal deltage i en lokal Valentine fest, som vi blev inviteret med til i går. De lokale er meget imødekommende og derfor ser vi frem til at tilbringe en hel aften blandt lokale festlige mennesker. God lørdag til jer alle derhjemme!



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

”Drenge; jeg tror jeg har stoppet toilettet!"

Canouan – Corbay / Charlestown bay
Tirsdag den 9. februar

12°43.40 N Corbay
61°20.15 W

12°42.24 N Charlestown Bay
61°19.48 W




Ikke langt sydpå (ca. 18 sømil ) ligger øen Canouan som var det næste sted der stod for skud. Den første bugt vi lagde til i, var udelukkende for at snorkle og dykke på et rev der lå lige ved siden af en lille ankerbugt kaldet Corbay. Vi droppede ankeret og ikke lang tid før var Anders og Lasse iført fuldt dykkerudstyr og klar til at udforske revet. Det var også første gang Anders skulle prøve hans nye ”second hand” dykkerudstyr han købte inden turen i Danmark. Anne og Dennis tog med ud og snorklede på revet, mens Mikkel blev på båden da han havde pådraget sig en gang maveinfluenza. Revet var utroligt smukt og perfekt til at snorkle på, da det meste af det lå på under 10 meters dybde. Anders og Lasse der jo havde lufttanke med fik et fedt dyk på en lille time ned til omring 18 meters dybde, hvor bunden begyndte at bestå af sand og ikke længere rev.
Efter dykket og snorkleturen, hev vi ankeret op og tog en halv time ned langs kysten til Charlestown bay, som var bedre egnet til overnatning for anker..










Dagen efter, lige efter at morgenmaden var indtaget kom Mikkel ud fra toilettet og så noget nedtrykt ud – ”drenge; jeg tror jeg har stoppet toilettet!” og ganske rigtigt vores vakumtoilet stoppet inde i en af slangerne eller pumpen. Dennis kom Mikkel til undsætning og med vejledning af Anders (der tidligere har erfaring med at skille det ad) lykkedes det ham at få fjernet proppen af papir og _ _ _ _ og samlet pumpemekanismen igen. Det er vel omtrent det værste job man kan lave på Dania da det selvfølgelig lugter af helvedes til. Dennis er ikke så sart så han klarede opgaven fint!

Ud over toilettet fik endelig taget os sammen til også at få lavet vores vindmølle, der igen var gået i stykker. Dette fine stykke mekanik har det med at gå i stykker af og til, og efter at have skilt den ad fandt Anders en løs forbindelse inde i elektronikken. Efter at dette blev loddet fast igen og vi fik sat møllen op igen, ser det ud til at den fungerer upåklageligt! Nu håber vi bare at den holder for vi er ret trætte af at tage den ned for at reparere på den….

Byen ved bugten viste sig ikke at byde på de store seværdigheder og var i guidebogen beskevet som en stille og søvnig by der dog pga. voksende turisme var begyndt at udvikle sig - for os virkede det nærmest som en stor byggeplads og overalt kørte entreprenør køretøjer der arbejde på opførelsen af et eller andet ressort på øen. Det er lidt trist at vi nogen gange oplever at den lokale kultur bliver negativt påvirket af rige mennesker der opkøber land og bygger kæmpe private huse eller hoteller - vi besluttede derfor at drage videre fra øen den næste dag…..



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Først så spiser vi dem - og dernæst kæler vi med dem!

Admirality Bay - Bequia
Lørdag den 6 februar

13°00.35 N
61°14.17 W




Efter at have fået Mikkel og Annes bagage gik turen videre til naboøen lidt syd for St. Vincent. Turen tog ikke lang tid og undervejs fangede vi en Baracuda på en af vores gummiblæksprutter, Dennis viste sig dog som dyrenes ven, og tabte den i vandet efter den var blevet afkroget, sådan kan fiskene også være heldige.

Vi ankom til den store Admirality Bay og ankrede op mellem byen og den store strand lidt syd for byen. Hurtigt fik vi klargjort dinghyen og sejlede ind til stranden for at lege… stranden var kæmpestor havde det fineste sand og klart vand som i en svømmepøl. Mikkel og Anne havde på St. Vincent købt snorkleudstyr og Mikkel tog med os andre ud og snorkle på det nærliggende rev. Det viste sig at være ret befolket med farvestrålende fisk, og da Mikkel have medbragt Anders nye undervandskamera fra Danmark kunne vi denne gang også tage billeder af fiskene under vandet. Allerede nu kan vi godt råde andre sejlere at anskaffe sig et undervandskamera, da man virkeligt kan tage nogle fantastiske billeder i det klare vand. Kameraerne er nu heller ikke så dyre, ca. 2000 kr. og de kan tåle at gå ned til ca. 10 meters dybde. Mikkel var ret begejstret over sin første snorkletur nogensinde, og vi andre der efterhånden har gjort det en del synes stadig det er noget af det mest underholdende vi kan foretage os. Vandet er omkring de 30 grader så et par badebukser og snorkleudstyr er nok til at man kan befinde sig i vandet i over en time uden at komme til at fryse…..






































Efter strandturen tog Anne, Dennis og Lasse ind til byen ved bugten for at se hvad der her gemte sig. Vi fandt hurtigt en lille lokal bar og restaurant hvor vi slog os ned og fik et par af de obligatoriske rom/cola og nød den lokale stemning.
Aftenen nærmede sig og vi besluttede os at spise på stedet – Anders og Mikkel kom ind til os og da vi hørte at de havde skildpadde på menuen besluttede vi os for at prøve det. Til jer der ikke har prøvet det så smager det ganske godt og lidt hen i retningen af øksekød- men dog lidt svært med sikkerhed at sige da det var temmelig kraftigt krydret….








Lidt flere rom/cola kom under vesten og senere ville Anne gerne tilbage på båden og ligge på langs. Vi andre tog videre til en anden nærliggende bar, der havde livemusik og langt flere mennesker. Her var foruden lokale også mange andre sejlere og vi stødte på flere danskere, nordmænd og svenskere vi tidligere har mødt på vores tur. Det er altid sjovt at høre hvad de har oplevet på andre øer og hvor de har planer om at tage hen. Det påvirker ofte vores planer når vi snakker med andre og det er et godt alternativ til vores guidebøger.

Dagen efter besluttede vi at sejle med vores dinghy ud til et rev kaldet ”Devils table” efter at have fået et tip fra en dansker, dagen før, om at der var hummere derude. Han havde selv fanget en på 4 kg, et monster af en hummer! Dennis og Anders lave et par snarer af pinde og ståltråd så vi kunne fange dem når vi snorklede. Det viste sig at der rent faktisk var hummere derude. Anders fik en i snaren som var for lille til at beholde, og da Dennis stolt kom op med den anden hummer viste det sig at den ikke var ret stor hvilket han ellers bestemt synes under vandet- så den blev også udsat igen… så altså ingen hummer til aftensmad den dag…..














Vi har undervejs på turen set en del havskildpadder og da vi her på øen havde muligheden for at se et ”turtle sanctuary” – The old Hegg Sanctuary , et sted der tager små nyudklækkede havskildpadder på stranden og opfostrer dem til de er store nok til at overleve, var vi enige om at det skulle vi se ! Stedet ligger på den nordvestlige del af Bequia og er drevet af en Mand der for egne midler og sponsorater driver stedet. Det var en ret fantastisk oplevelse at se de helt små skildpadder på 5-10 cm og de store på op til en halv meter når de er 3-4 år. Efter omkring 4 år bliver skildpadderne udsat i havet og ser altså her for første gang deres naturlige levested. Grunden til alt dette arbejde er, at de som helt små har 1 ud af 1000 chance for at blive store og kønsmodne. Som små er de udsatte for angreb fra fugle og fisk/hajer og derfor prøver man altså at få bestanden op ved at passe på dem til de er store…. Det var enormt spændende at røre ved de tamme skildpadder der villigt kom hen til ens hånd når man stak den i vandet- om modsat hvad vi alle troede så kan de godt mærke når man klør dem på på det hårde skjold. Faktisk bliver det helt vilde og plasker rundt i vandet når man klør dem- og dyrepasseren forsikrede os at de var vilde med det…..
Oplevelsen på stedet og det at se de prægtige dyr gjorde, at vi næsten fik dårlig samvittighed over aftensmaden dagen før. Og vi er ret sikre på at vi nok aldrig mere skal smage disse krybdyr som kan blive op mod 200 år (hvis vi altså ikke spiser dem)!














Efter turen tog vi tilbage til byen, og Dennis og Lasse tog hen til et værksted hvor tre brødre er blevet kendte for deres modelbåde, som de sidder og laver i hånden på deres snedkerværksted. Bådene var enormt detaljerede og vi fattede næsten ikke at man kunne lave så flotte kopier/modeller af sejlbåde – prisen var dog også derefter, omkring 3500,- US dollars for nogle af de store på omkring 1,5 meter! Men hvis man virkelig gerne vil have en smuk kopi af sin båd er dette helt sikkert stedet….





Om aftenen tog vi alle ind til stranden for at grille vores medbragte kylling. Vi lavede bål på stranden og startede grillen op, og det varede ikke længe for en dansker der havde hørt os på VHF radioen spurgte om ham og hans ven måtte komme ind og få en øl med os senere. De måtte han selvfølgelig gerne så Kim der er bådbygger og hans Canadiske ven Frank, mødte op og gav et par øl og en rom. De var vel omkring 50-60 år og var hyggelige at snakke med. Kim der selv bor i Canada (og for øvrigt er kontaktperson for FTLF) havde savnet at snakke med danskere så han var glad for at mødes med os så han kunne snakke lidt dansk…. Da de skulle tilbage til både var deres dinghy væk – en af dønningerne havde taget den med til havs? Efter lidt søgen i mørket viste det sig dog at den var drevet hen af stranden og var blevet fyldt af vand. Sådan kan det gå når man parkerer sin gummibåd for tæt på havet, men heldigvis var den ikke drevet helt til havs….
Efter en dejlig aften på stranden hoppede vi selv i gummibåden og sejlede ud til vores båd i mørket blandt de mange andre ankerliggere….



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Anne og Mikkel ankommet!

Young Island Cut - St. Vincent
Tirsdag d. 2 feb. 2010

13°07.57 N
61°12.64 W




Turen fra Carriacou til St. Vincent var første sejltur i lang tid, hvor vi måtte bide vind for at komme frem. At bide vind betyder, at sejle mod vinden, hvilket ofte betyder, at bølgerne ligesom vinden, kommer direkte mod os. Det er en form for sejlads, som i længden kan være lidt udmattende, da bølgerne konstant giver en våd lussing til båden.... men Dania er i disse situationer ikke til at stoppe... den bare fortsætter og fortsætter indtil destinationen er nået.

St. Vincent skulle vi til, da vores vennepar Anne og Mikkel ville ankomme d. 3 februar. Vi ønskede at komme dagen før, således vi kunne nå at forberede en god velkomst til dem... dette betyder egentlig bare, at købe rom og cola, kolde øl og isterninger til fryseren, samtidig med at finde ud af hvor og hvornår de ville ankomme.

Guldarmbånd, guldure og smarte mobiltelefoner, sammensat med casual hverdagstøj, er udseendet og beklædningen for de lokale på St. Vincent. Det er således, at jo´ mere nord vi er kommet, des flere smykker og andre pyntegenstande ser vi på de lokale. Samtidig er priserne på madvarer og hverdagsting også steget en smule. Vi har hørt fra flere langturssejler hjemme i Danmark, at priserne ville stige i takt med at vi kom mere nord på. Til trods for denne viden, har vi dog af andre langturssejlere, som vi har mødt herover, som har sejlet rundt herover i flere år, hørt at priserne ikke bliver højere end på St. Vincent, men heller ikke billigere. Dette er vi dog sikre på, at vi nok selv finder ud af, eftersom vi skal nord på, før end vi vender øst på over Atlanten i begyndelsen af maj.

Det blev d. 3 februar og klokken fortalte os, at det nu var tid til at hente Anne og Mikkel. Ind i en taxi, hvor der med stor skrift stod ”Star Boy” på forruden og så gik turen til lufthavnen. I anledningen af vi skulle hente dem, havde vi alle tre påført os vores ”wanna-be-Indiana-Jones-hatte”, så Anne og Mikkel kunne genkende os. Når alt kommer til alt, så havde der nok ikke været den store risiko for at de ikke kunne genkende os, da lufthavnen var lille og vi stadigvæk er meget blege, set i forhold til de lokale.

Efter lidt ventetid ankom de endelig og vi blev mødt af nogle trætte venner, der som det første sagde: ”det har været den værste rejse nogensinde!” Efter en smule mere dialog med dem, fandt vi ud af, at der ikke var sket noget slemt eller farligt, men derimod var alt på rejsen bare gået galt for dem, hvilket blandt andet resulterede i en mistet trøje, lange løbeture for at nå flyene, at de blev nødsaget til at købe nye returbilletter på Barbados, for at få lov til at flyve videre og få visum... alt dette og meget mere skete på deres rejse. Bare for at gøre oplevelsen komplet, endte det med at deres bagage var to dage forsinket.

Efter vi havde fået dem tilbage på båden og fyldt en enkelt rom og cola på dem, viste trætheden sig hurtigt hos dem og vi fik dem lagt i seng én efter én.


”Træthed skal soves væk” og det viste sig også, at dagen efter så situationen lysere ud. Ikke på grund af at deres bagage var kommet, for det var den ikke, men varmen, vandet og de nye omgivelser, gjorde dem bare umiddelbart godt.
Med den nye energi, valgte vi at tage dem med ind til hovedstaden på St. Vincent, som hedder Kingstown. Det er altid morsomt og glædeligt at opleve kultur man er bekendt med gennem nye øjne. Med det mener jeg, at i og med vores venner Anne og Mikkel ikke havde oplevet denne kultur og denne del af Verden før, så gav det os en mulighed for at se dele af kulturen, som vi er blevet vandt til, men med nye øjne. Det er lidt som når man hjemme i Århus går eller cykler den samme rute hver evig eneste dag og så en pludselig en dag, kommer til at kigge op og ser dele af bygninger og finurligheder i gadebilledet, som man aldrig har registreret før. Det er blandt andet derfor, det er dejligt at få besøg, for det for os til at åbne øjnene på ny. Spørgsmålet er så, og vi fortsætter med at holde øjnene åbne, eller om de igen bliver lukkede med tiden? Bevidstheden er der, så vi tager i udgangspunkt i, at de forbliver åbne og nysgerrige.

Kingstown bød på store markeder og gode indkøbsmuligheder. Dette var heldigt for os, eftersom vi vidste at vi igen ville sejle syd på, for at komme ned til Grenadinerne, som er en del af St. Vincent. Den sydligste del af Grenadinerne består af et område der hedder Tobago Cays, hvor der ikke er indkøbsmuligheder, eftersom det er en stor naturreservat. Da vi ville derned og ikke specifikt vidste, hvordan indkøbsmulighederne på øerne inden Tobago Cays var, skulle vi have fyldt båden op med mad og vand, så det ikke var det der ville afholde os for at bruge tiden dernede.

To dage efter deres ankomst, ankom deres bagage endelig. Det havde krævet en del research fra Mikkel, før end han fandt frem til, hvor bagagen var forsvundet hen. Men nu kom den, vi hentede den og gjorde klar til at sejle videre dagen efter.

Det ville være Mikkels og Annes første sejltur i Caribisk farvand... spændingen og glæden var tydelig blandt dem begge.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Rotte á la carte

Tyrrels Bay – Carricou
Mandag d. 1 Februar 2010

12° 27.190 N
61° 29.190 W




Da vi ankom til Tyrrels bay, var vi temmelig overraskede over hvor mange både der lå for anker på den lille ø (7500 indbyggere). Lasse talte over 100 sejlbåde i den bugt vi ligger i. Til trods for de mange besøgende virker øen enorm uspoleret og autentisk og den første oplevelse vi fik da vi kom i land var to lokale der stod og rensede leguaner på bådbroen. De fortalte at det var en god spise og at de smagte som kylling. Ved siden af lå en forkullet rotte (det lignede et pungdyr), som også skulle smage ret godt. Begge dyr skulle være lidt af en plage for øen. Leguanerne, som er vegetarer, æder landmændenes afgrøder og specielt blomster fra tomatplanter er deres livret. Rotten skulle være en plage for deres høns…..

Billeder siger mere end ord... så værsgo´.










Dagen efter tog vil til øens største by for at tjekke ud af landet ”Grenada”, førend vi kunne tage videre til St. Vincent hvor vi skal mødes med Anne og Mikkel om 2 dage. Indtil videre har alt papirarbejdet med ”Customs & Immigrations” været ret nemt og vi har ikke haft nogle problemer, og også her i Grenada gik det helt fint.
Efter besøget hos myndighederne tog vi videre til en strand ”La Roche” der er kendt for deres mange havskildpadder. Det viste sig at være en noget besværlig vej ned til stranden, og nok derfor var den også næsten helt øde, og helt fantastisk smuk!
Hurtigt fik vi snorklegrejet på og var ude i vandet. Inden længe så vi en havskidpadde under os og fulgte den i nogle minutter. Efter den så vi flere stingrays (rokker) på bunden og dykkede hurtigt ned til dem.







Efter snorkleturen tog vi en bus videre til ”vindwards” på øens nordvest side for at se hvordan de bygger sejlbåde her på øen. Vi forventede egentligt at se et værft, men blev mødt af en bådbygger der holdt til nær stranden. Han var i færd med at bygge en 42 fods sejlbåd i cedertræ. Vi spurgte nysgerrigt ham hvor lang tid det ville tage ham og han svarede; alene ville det tage ham et år, men med hjælp, ville det tage ca. 3 måneder! Der var ikke andet end et lille skur på pladsen, og så båden det stod på land under åben himmel og vi var ret imponerede over hans arbejde.














I morgen tidlig kl. 06 tager vi turen videre nordpå til St. Vincent og glæder os til gensynet med Mikkel og Anne……



Venligst,
S/Y Dania

Read more...