Først så spiser vi dem - og dernæst kæler vi med dem!

>> lørdag den 13. februar 2010

Admirality Bay - Bequia
Lørdag den 6 februar

13°00.35 N
61°14.17 W





Efter at have fået Mikkel og Annes bagage gik turen videre til naboøen lidt syd for St. Vincent. Turen tog ikke lang tid og undervejs fangede vi en Baracuda på en af vores gummiblæksprutter, Dennis viste sig dog som dyrenes ven, og tabte den i vandet efter den var blevet afkroget, sådan kan fiskene også være heldige.

Vi ankom til den store Admirality Bay og ankrede op mellem byen og den store strand lidt syd for byen. Hurtigt fik vi klargjort dinghyen og sejlede ind til stranden for at lege… stranden var kæmpestor havde det fineste sand og klart vand som i en svømmepøl. Mikkel og Anne havde på St. Vincent købt snorkleudstyr og Mikkel tog med os andre ud og snorkle på det nærliggende rev. Det viste sig at være ret befolket med farvestrålende fisk, og da Mikkel have medbragt Anders nye undervandskamera fra Danmark kunne vi denne gang også tage billeder af fiskene under vandet. Allerede nu kan vi godt råde andre sejlere at anskaffe sig et undervandskamera, da man virkeligt kan tage nogle fantastiske billeder i det klare vand. Kameraerne er nu heller ikke så dyre, ca. 2000 kr. og de kan tåle at gå ned til ca. 10 meters dybde. Mikkel var ret begejstret over sin første snorkletur nogensinde, og vi andre der efterhånden har gjort det en del synes stadig det er noget af det mest underholdende vi kan foretage os. Vandet er omkring de 30 grader så et par badebukser og snorkleudstyr er nok til at man kan befinde sig i vandet i over en time uden at komme til at fryse…..






































Efter strandturen tog Anne, Dennis og Lasse ind til byen ved bugten for at se hvad der her gemte sig. Vi fandt hurtigt en lille lokal bar og restaurant hvor vi slog os ned og fik et par af de obligatoriske rom/cola og nød den lokale stemning.
Aftenen nærmede sig og vi besluttede os at spise på stedet – Anders og Mikkel kom ind til os og da vi hørte at de havde skildpadde på menuen besluttede vi os for at prøve det. Til jer der ikke har prøvet det så smager det ganske godt og lidt hen i retningen af øksekød- men dog lidt svært med sikkerhed at sige da det var temmelig kraftigt krydret….








Lidt flere rom/cola kom under vesten og senere ville Anne gerne tilbage på båden og ligge på langs. Vi andre tog videre til en anden nærliggende bar, der havde livemusik og langt flere mennesker. Her var foruden lokale også mange andre sejlere og vi stødte på flere danskere, nordmænd og svenskere vi tidligere har mødt på vores tur. Det er altid sjovt at høre hvad de har oplevet på andre øer og hvor de har planer om at tage hen. Det påvirker ofte vores planer når vi snakker med andre og det er et godt alternativ til vores guidebøger.

Dagen efter besluttede vi at sejle med vores dinghy ud til et rev kaldet ”Devils table” efter at have fået et tip fra en dansker, dagen før, om at der var hummere derude. Han havde selv fanget en på 4 kg, et monster af en hummer! Dennis og Anders lave et par snarer af pinde og ståltråd så vi kunne fange dem når vi snorklede. Det viste sig at der rent faktisk var hummere derude. Anders fik en i snaren som var for lille til at beholde, og da Dennis stolt kom op med den anden hummer viste det sig at den ikke var ret stor hvilket han ellers bestemt synes under vandet- så den blev også udsat igen… så altså ingen hummer til aftensmad den dag…..














Vi har undervejs på turen set en del havskildpadder og da vi her på øen havde muligheden for at se et ”turtle sanctuary” – The old Hegg Sanctuary , et sted der tager små nyudklækkede havskildpadder på stranden og opfostrer dem til de er store nok til at overleve, var vi enige om at det skulle vi se ! Stedet ligger på den nordvestlige del af Bequia og er drevet af en Mand der for egne midler og sponsorater driver stedet. Det var en ret fantastisk oplevelse at se de helt små skildpadder på 5-10 cm og de store på op til en halv meter når de er 3-4 år. Efter omkring 4 år bliver skildpadderne udsat i havet og ser altså her for første gang deres naturlige levested. Grunden til alt dette arbejde er, at de som helt små har 1 ud af 1000 chance for at blive store og kønsmodne. Som små er de udsatte for angreb fra fugle og fisk/hajer og derfor prøver man altså at få bestanden op ved at passe på dem til de er store…. Det var enormt spændende at røre ved de tamme skildpadder der villigt kom hen til ens hånd når man stak den i vandet- om modsat hvad vi alle troede så kan de godt mærke når man klør dem på på det hårde skjold. Faktisk bliver det helt vilde og plasker rundt i vandet når man klør dem- og dyrepasseren forsikrede os at de var vilde med det…..
Oplevelsen på stedet og det at se de prægtige dyr gjorde, at vi næsten fik dårlig samvittighed over aftensmaden dagen før. Og vi er ret sikre på at vi nok aldrig mere skal smage disse krybdyr som kan blive op mod 200 år (hvis vi altså ikke spiser dem)!














Efter turen tog vi tilbage til byen, og Dennis og Lasse tog hen til et værksted hvor tre brødre er blevet kendte for deres modelbåde, som de sidder og laver i hånden på deres snedkerværksted. Bådene var enormt detaljerede og vi fattede næsten ikke at man kunne lave så flotte kopier/modeller af sejlbåde – prisen var dog også derefter, omkring 3500,- US dollars for nogle af de store på omkring 1,5 meter! Men hvis man virkelig gerne vil have en smuk kopi af sin båd er dette helt sikkert stedet….





Om aftenen tog vi alle ind til stranden for at grille vores medbragte kylling. Vi lavede bål på stranden og startede grillen op, og det varede ikke længe for en dansker der havde hørt os på VHF radioen spurgte om ham og hans ven måtte komme ind og få en øl med os senere. De måtte han selvfølgelig gerne så Kim der er bådbygger og hans Canadiske ven Frank, mødte op og gav et par øl og en rom. De var vel omkring 50-60 år og var hyggelige at snakke med. Kim der selv bor i Canada (og for øvrigt er kontaktperson for FTLF) havde savnet at snakke med danskere så han var glad for at mødes med os så han kunne snakke lidt dansk…. Da de skulle tilbage til både var deres dinghy væk – en af dønningerne havde taget den med til havs? Efter lidt søgen i mørket viste det sig dog at den var drevet hen af stranden og var blevet fyldt af vand. Sådan kan det gå når man parkerer sin gummibåd for tæt på havet, men heldigvis var den ikke drevet helt til havs….
Efter en dejlig aften på stranden hoppede vi selv i gummibåden og sejlede ud til vores båd i mørket blandt de mange andre ankerliggere….



Venligst,
S/Y Dania

0 kommentarer:

  © Blogger template Romantico by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP