Den gamle koloni - Dansk Vestindiske Øer

>> søndag den 18. april 2010

BVI - Tortola

18° 25.310 N
64° 37.214 W




Torsdag var dagen hvor vi skulle videre mod Tortola, som er en af de Britiske Jomfruøer. Turen ville igen være for lang til at kunne tage i de lyse timer, så vi valgte at tage af sted om eftermiddagen så vi kunne være fremme næste morgen mens det var lyst.

Vi tog om eftermiddagen et smut forbi Dieselstanderen ved Bobbys marina, og fik fyldt op med billig diesel, og selvfølgelig vand, som denne gang var af rigtig god kvalitet- modsat Antigua hvor der var alle mulige små kryb og blade i vandet. De havde tørke på Antigua så vandet kom direkte fra en sø! Ufiltreret... Men her på Sint Maarten var det fint drikkevand....


Sejlturen mod Tortola bød på masser af vind, men i en perfekt retning- halvvind hele vejen så Dania fik sat første reb i storsejlet og afsted det gik med fart på mellem 7-8 knob i de store bølger der var kommet grundet den sidste uges hårde vind. Når der er store bølger og vi gør over 7 knob er det umuligt for os at have vinduerne i båden åbne, og derfor bliver det meget varmt nede i båden. Det kræver lige at man vænner sig til at sove i varmen, og det sker sjældent på ture der ikke varer mere end et par døgn. Alligevel lykkedes det os alle sammen at få sovet en del på turen.
Tidligt om morgenen da solen stod op, kom Lasse op til Anders der havde den tidlige morgenvagt. Vi sejlede igennem en lille passage mellem et par af de mange små øer der ligger rundt om Tortola og det var et meget smukt syn med de tidlige morgenstråler på de høje små grønne øer, og nå ja, så kom der også lige en delfin og bød os velkommen...

Da vi ankom til Road Town bay som var den bugt vi ville tjekke ind i, fandt vi en lille bugt ved siden af Village Cay Marina hvor vi smed ankeret ganske tæt ved de andre både der havde lagt sig i bugten. Resten af dagen blev brugt på afslapning.....

Lasse foreslog at vi skulle tage til en af de tidligere Dansk vestindiske øer, som ligger lidt syd for Tortola. De har siden 1917 været amerikanske og da amerikanerne er lidt ”paranoide” er det ganske besværligt for sejlere at besøge disse øer, da der er specielle regler om VISA for at komme ind på amerikansk land. Derimod er det relativt nemt at ankomme til øerne som ”normal” tourist og da der går flere færger dagligt, til blandt andet St. John og St. Thomas undersøgte Rasmus og Lasse mulighederne for at tage af sted til St. Thomas dagen efter.
Det viste sig ikke at være helt så nemt som bare at tage færgen, vi skulle alle først have et såkaldt Visa Waiver nummer udsted på nettet og medbringe det i papirform for at kunne købe færgebiletten. Det lykkedes at få en venlig hotelreceptionist inde ved marinaen til at skrive disse papirer ud for os sent om aftenen og derefter var vi klar til at komme på udflugt til den tidligere danske koloni...

Tidligt om morgenen kl 05.45 var Lasse, Rasmus og Dennis oppe af køjen og på vej ind til land, Anders havde valgt at tage en hjemmedag på båden. Efter en kort gåtur hen til færgen fik vi købt biletter til hurtig-færgen mod St. Thomas.
Inden vi kunne komme på færgen skulle vi lige igennem et ”security tjeck” så amerikanerne var sikre på at vi ikke medbragte våben og lignende, metaldetektor og det hele! Ikke en eneste gang på vores tur er vi før blevet tjekket for noget som helt, og aldrig har en tolder været ombord på vores båd. Men sådan er det jo når det er USA man skal til …..

Da vi ankom til St. Thomas bemærkede vi straks at denne ø eller nærmere byen ”Carlotte Amalie” ikke lignede nogen anden by vi havde besøgt. Bygningerne var ældre og det var tydeligt at der her engang for mange år siden havde været danskere. Gaderne har navne som ”Norre gade” ”Store tvaergade” ”Prindsensgade” ”Dronningens gade” og så videre. Det var sjovt at være et sted i verden som på så mange måder ikke ligner Danmark, og så se disse Danske navne overalt i byen.

Vi gik hen imod ”Fort Christian” som er den ældste bygning på Øen. Her modstod danskerne angreb fra Spanierne, Franskmændene, Englænderne og selvfølgelig også pirater i gammel tid. Da vi ankom til fortet var det desværre lukket for publikum, grundet renovering, som dog skulle have været færdig i 2008....


Foran fortet, der desværre var lukket, trods det at det skulle være genåbnet i 2008.


Vi gik videre til Norregade og fandt ”Frederiks kirken” som var den første danske kirke på øen. Kirken så meget scandinavisk ud, og inde i selve kirken kunne man læse mindetavler med med masser af danske navne indgraveret. Også i kirkens gæstebog kunne vi læse at der var rigtigt mange danskere der havde besøgt denne kirke. Den største forskel mellem denne kirke og en ”rigtig” dansk kirke var nok at der ved koret var sat ”steelpans” op – store trommer lavet af olietønder, et meget typisk instrument her i Caribien.



En af de mange mindetavler over danske missionærer i 1600 tallet.








Dronningen og Kronprinsen, havde også været på besøg her i kirken.





Lasse foran Government House, hvor det danske konsulat dengang i tidernes morgen, holdt møder. I dag er det hovedkvarter for de amerikanske jomfru øer.



Government building






Udsigt fra toppen af St. Thomas.









Lasse og Rasmus på vej ned at attraktionen "99 steps".






"99 Steps" set fra neden".

Generelt var byen utrolig smuk og meget mere hyggelig end mange andre byer vi har besøgt på turen. Her er de gamle bygninger bevaret og man fornemmer stadig tydeligt, at dette har været en gammel dansk koloni. Vi fortsatte vores tur gennem byen og sluttede til sidst af med noget meget Amerikansk. Nu solgte vi jo rent faktisk øerne til amerikanerne for næsten 100 år siden.
”Hooters”, den kendte sportsbar og restaurant hvor servitricerne er kendte for deres fortrin, stramme, T-shirts og hot-pants. Ja´ mere amerikansk bliver det nok ikke, og meget langt fra den Danske kolonitid..... Men burgerne er gode og betjeningen er høflig, så vi kan godt anbefale stedet. Og på hvilken anden restaurant kan du ellers sidde og se programmer om lystfiskeri mens du spiser?


Her ses den høflige betjening!


Det var ved at være eftermiddag og vi skulle tilbage for at tage den sidste færge til Tortola. Mødet med den gamle danske koloni, havde været spændende og vi undrer os alle over at vi dog kunne finde på at sælge disse dejlige øer i det Caribiske hav? Vi manglede måske penge efter krigen? Eller også er det sådan at når amerikanerne gerne vil købe noget så er det måske slet ikke et spørgsmål? Det kunne i hvert fald have været sjovt hvis vi kunne have sejlet til danske øer herover.......


For at komme frem og tilbage til USA, skal der udfyldes mange papirer.



Turen på færgen, blev af Dennis brugt på, at læse.


Vi ved at vi nu har omkring 5 dage tilbage, før end vi sejler mod Bermuda, som bliver sidste destination inden vi tager den lange tur over Atlanten. Bermuda er specielt for Dennis, et sted som han glæder sig til at besøge. Vi ved at det er meget dyrt og er kendt for at være det land i verden, som har største BNP per indbygger. Alligevel glæder han sig og hvorfor...? Det får i at vide senere.



Venligst,
S/Y Dania

0 kommentarer:

  © Blogger template Romantico by Ourblogtemplates.com 2008

Back to TOP