Kitesurfing... hmmm?

Sint Maarten

18° 01.132 N
63° 02.453 W




Sint Maarten er stedet der er står døende hen, når ikke der er besøgende krydstogtskibe. Det er ikke hele øen, men stedet hvor de ankom til, var netop det sted, som er mest præget af amerikanske turisters spenderen. Det er ikke ment som nogen kritik eller at de er nedværdigende overfor den industri, for en ting der er sikkert er, at uden turismen ville denne og de fleste andre caribiske øer ikke kunne overleve.

Vi ankom netop en dag hvor alt lå stille hen. De kunne se, at byen og strandene var indrettet til at kunne husere mange mennesker, som dog ikke var at se nogle steder.

Dagen efter, var verden dog igen vendt på hovedet og med ét, var det tydeligt, hvad og hvordan hverdagen normalt så ud på Sint Maarten her ved Phillipsburg.... turister, velhavende i tusindvis. De var her for at besøge øen, men det de så var, havnefronten med alle dens indbydende luksusforretninger, souvenirbutikker og tax-free shops og ikke mindst smykke og diamantbutikker.



Ankerbugten, hvor Dania svagt kan ses i det fjerne højre hjørne.


St. Maarten/ St. Martin, skåret ud i marmor, midt i turistområdet.


Front Street, hvor der ruller mange penge igennem.


For at komme lidt væk fra det hele, og også for at opleve noget, som de har talt meget om, valgte Rasmus, Anders og Lasse , at gå ind til den lokale dykkerforretning. Vi forhørte 0s på priser og steder vi kunne dykke, samt hvornår det kunne lade sig gøre. Priserne var rimelige og næste dag om morgenen kl 8.30 tog vi ud for først at dykke på et sted kaldet ”Shark hotel” og dernæst et vrag kaldet ”White ghost”.

Dykkerbåden tog fra land og sejlede en lille halv time ud for kysten og bandt sig derefter til en lille mooringsbøje. Vi hoppede alle i vandet og dykkede ned på mellem 16-21 meter. Stedet vi dykkede på var et smukt rev og på en plet med sand mellem revene plejer andre dykkerforretninger at fodre hajerne, så derfor satte vi os på bunden og ventede. Den instruktør vi havde med fodrer ikke hajer, da han mener at det ikke er godt at hajerne associerer mennesker med mad- men alligevel er hajerne nysgerrige for om vi havde mad med til dem, og derfor kommer de ofte selvom man ikke fordrer dem. Vi ventede et par minutter på bunden uden held hvorefter instruktøren efterfulgt af Anders og Rasmus svømmede videre med Lasse bagerst. Pludselig kom en haj svømmende hen over stedet vi lige havde siddet på og Lasse fik øje på den, men de andre var for langt fremme til at han kunne nå at få deres opmærksomhed.....
Dog gik der ikke længe før vi så endnu en haj på revet, omkring 1,5 – 2 meter lang revhaj, og selv om vi vidste, at det ikke var en haj der var farlig for mennesker, så gippede det alligevel lidt i os, da hajen kom svømmende lige foran os.

Revet var meget smukt om rummede et væld af forskellige fisk, men alligevel blev det vores dyk nummer 2 på vraget ”White ghost” der var det bedste den dag. Vraget er af en Coaster fra 1995 og det ligger på dybder fra 22 meter og op efter. Sigten var enormt god, og vi kunne tydeligt se alt på skibet der pga. sin unge alder stadig var meget intakt. Vi tog chancen og tog Anders kamera med ned til omkring 14 meter (det skulle kunne klare 10m) for at tage et par billeder, men længere turde vi ikke, så det blev parkeret på forskibet inden vi dykkede videre (derfor har vi desværre ikke billeder af styrhuset).

Der var et væld af liv på vraget som står helt frit på et kæmpe område at hvidt sand. Det er tydeligt at fiskene og livet kun er her på grund af dette vrag. Henne ved styrhuset kunne vi dykke ind i det og kigge ud af vinduerne og se de rum der gemmer sig inde i styrhuset der var tre etager højt. Øverst oppe i styrehuset boede en stor hummer som man kunne se ved at stikke hovedet ind af en lille luge, og generelt havde fisk og andre dyr deres tydelige territorier og ”boliger” forskellige steder på vraget. Vi var alle meget betagede af at dykke igennem rummene på Coasteren, det virkede lidt som om man kunne svæve rundt i et hus uden hverken at røre lofter, vægge eller gulv. Alt kan betragtes uden at vi rørte ved noget som helst....

Tilbage på båden var stemningen entydigt, at vragdyk er alt for fedt, og vi var helt høje af vores oplevelser på dette fantastiske vrag med sin helt egen verden af flotte dyr rundt om det.... Det er helt sikker ikke sidste gang vi skal dykke på vrag ….














Dennis havde valgt ikke at tage med på dykkene, da det ville kræve at han skulle tage den grundlæggende dykkeruddannelse, der både krævede tid og kostede penge. I stedet brugte han mange timer på at udvikle hans færdigheder i forhold til redigering af billeder og yderligere udforske det grafiske univers og digitale medier. Dette betød faktisk at han i knap 3 dage, ikke var til at hive væk fra computeren, da han var dybt forgabt og fascineret i denne grafiske verden. Anders sagde så fint en af dagene, hvor Dennis henrykt havde fortalt om de nye muligheder og værktøjer han havde lært: ”Dennis... redigering af billeder, er også mulig når du kommer hjem... nu er du i Caribien og det er du ikke når du kommer hjem!” Men da vi nu har været afsted på eventyr i næsten 9 måneder har vi også brug for fordybelse hvad, enten det er en god bog, eller det at blive bedre til noget. Faktisk kan man vel sige at der kommer en form for hverdag når vi er på "ferie" i lang tid. Og nogle dage er det rart at "rive" sig lidt væk fra "eventyret" og gøre nogle af de ting vi også kunne finde på at gøre hvis vi havde været derhjemme. Det kan nogle gange være hårdt arbejde at skulle opleve hele tiden, og derfor har vi alle ombord af og til brug for en pause, og evt. lidt "alenetid"...

Vi lejede en bil i to dage, for at komme rundt og se øen. Vi begyndte turen med, at køre op for at hente Anders, hos Anne (som skal udtales fransk). Anne er en ung gadesanger og eventyrer, som Anders og Lasse mødte i Mindelo på Cap Verde øerne ud for Senegal (afrika). Undervejs på turen i Caribien, havde Anders udvekslet mails med hende og derved fundet ud af, at hun nu, ligesom os, var på Sint Maarten. Hun boede på et hotelværelse på den franske side af øen der hedder Saint Martin, og det var derfor at dagen begyndte med, at vi kørte op for at hente ham.

Vi havde hørt om et strand, som skulle ligge for enden af start- og landingsbanen ved øens lufthavn. Vi havde også hørt, at det skulle være en stor oplevelse, at opleve de kræfter og den støj der kommer fra jetmotorene, nar de lettede og landende.

Vel ankommet til stranden, så vi der var en ledig plads midt i det hele og lige for enden af landingsbanen. Det eneste der adskilte stranden fra landingsbanen, var en 5 meter bred vej og et trådhegn.

Ikke lang tid efter vi havde lagt vores håndklæder og tasker til rette, landede det første fly. Ikke mere end 20-30 meter over os, så og hørte vi det buldrende monstrum som kom svævende ind over os. Gåsehuden viste sig på os alle og begejstringen var ikke til at skjule... mere! mere! mere! var hvad vi tænkte.

Ikke lang tid gik der, før end vi hørte et fly gøre klar til at nærme sig startbanen. Spændte så vi flyet nærme sig og så at drejede rundt, så jetmotorene vendte badud i vores retning. Dennis havde kameraet klar og de andre stod og var ligeså klar til at opleve kraften fra disse jetmotorer. Vi stod, ligesom enkelte andre, ikke mere end ca. 75 meter bag ved flyet og mærkede så, motoren komme op i omdrejninger. Selvom det var varmt den dag, så kunne vi med ét mærke at varmen blev yderligere intens, samtidig at vinden tog til i en styrke, som selv store orkaner ville være imponeret over. Overrasket over styrken, valgte vi at løbe 10-15 ud til siden, for at komme væk fra jetstrømmen. Kun få sekunder efter, så Lasse at alle vores ting blæste ned af stranden og ned i vandet. Lasse der stort set er ligeså hurtig som en gepard, nåede netop at gribe Dennis´ kamerataske, så den kun lige nåede at ramme vandkanten. De der ikke var ligeså heldige at have en ”Lasse” med, fik både tasker, håndklæder, tøj samt en guitar blæst ud i vandet. Sidstnævnte, nåede næsten 50 meter ud i vandet, men heldigvis lå guitaren i en taske, der holdt den oven vande.


Dennis har lavet en lille kort film fra dagen ved stranden. På forhånd tak til MacGyver for lån af deres fede soundtrack!





Da alt igen var i orden og vi var kommet over vores overraskelse, så vi at andre havde moret sig over situationen... tilsyneladende er det en begynderfejl, som mange laver hver dag på stranden.

Vi flyttede vores ting i sikkerhed og kunne derefter, med mere erfaring, se på yderligere nyankomne, og more os over deres fejltagelser. Det skal siges, at der ikke skete nogen noget hele dagen og dét, er selvfølgelig er et succeskriterium, for at kunne have det sjovt. Vi så dog en enkelt lave en ”ubevidst” baglæns saltomortale, grundet den kraftige jetstrøm.



Første fly lander!





Det var ikke kun store fly der lettede og landede.

















Efter at have set flere fly lette og lande, og efter at have fået nok sol, valgte vi at tage i biografen. Det var ikke siden Danmark at vi havde gjort dette, så derfor var det en fornøjelse at sidde i aircondition, gode stole og se en rigtig action film. Selv de små glæder er vigtige!


Da dagen endnu ikke var omme, kombineret med, at Anders gerne ville op til Anne igen, valgte vi alle fire at tage op for at høre Anne spille ude fora en restaurant. Hun er jo´ gadesanger og hun spillede franske sange, og sange af andre store kendte sing-a-song writere.



Anne spiller et fantastisk nummer.


Anders og Anne fik tilbragt meget tid med hinanden og bla. også på stranden.





Dagen efter valgte vi at tage op til det sted, som skulle være det bedste Kite Surfing sted på øen. Det lå tæt ved Orient beach på den franske side af øen. Det viste sig senere at være turens indtil videre bedste kitesurfingsted. Dennis valgte i stedet for at Kite Surfe, at drage lidt nord på, hvor der skulle være en Naturist strand, som skulle være meget besøgt af naturister fra hele verden. Det der kan siges fra hans oplevelse er, at ældre mennesker ikke kun køber et kolinihavehus eller går til bridge, nej tilsyneladende er der mange skabsnaturister, der flere gange om året, rejser ud i verden og lejer sig ind på resorts, som specialiserer sig naturister... eller som disse resorts selv siger det... Clothing optional!

Dennis syntes det kunne være morsomt at se hvordan disse steder fungerer og hvilke mennesker der kommer på sådan nogle ture. Aldersgruppen er primært mellem 45-60 år og mænd og kvinder har et dejligt frit forhold til deres krop og det at være nøgen. På mange måder var det meget mere afslappende, end at være på andre strande. Folk var imødekommende og ... naturlige. En lille sjov information, til jer derude, der aldrig har været på sådan en strande er, at mænd og kvinder på disse strande, ikke kun har huller i ørene... hvis i kan forstå sådan en lille en ; )


Nå, men Anders og Lasse havde godt med vind til deres største medbragte drager. Anders og Lasse pakkede grejet ud og surfede med de andre 15-20 kitesurfere, som var mødt op denne dag. Det blev til en dejlig dag i bugten der lå beskyttet af atlanterhavsbølgerne bag et rev. Sidst på dagen underviste Anders, Rasmus i at styre dragen ude i vandet. Rasmus der havde prøvet kitesurfing på et kursus før, viste talent for at styre den store drage. Rasmus skulle som en videre øvelse, trække sig rundt i bugten, alt imens Anders holdt fast i ham. Desværre skar Rasmus sin fod på en skarp sten eller lignende, da de var ved at nå stranden på den anden side af bugten. Det gjorde ondt og blodet rendte fra såret. Heldigvis kom den under kyndig behandling på stranden, og da Dennis kom hen til dem senere på dagen, hørte han som det første, at der igen var sket et kitesurfinguheld... heldigvis var det ikke nær så slemt, som sidst der var tale om et sådant uheld (red. Dennis brækkede bentidligere på turen).
Senere den dag tilbage på båden, blev foden bedøvet og renset... og så skulle kroppens immunforsvar bare gøre resten.


Følgende billeder er ikke for sarte sjæle! Så det er på eget ansvar.

















Ligesom Rasmus, så kan i efter at have set billederne, dulme nerverne med en god gang rom.


Dagene gik hurtigt på Sint Maarten. Vi fik ordnet båden og købt ind til den sidste del af turen. Alt er toldfrit på øen og derfor vidste vi, at det ville blive det billigste sted at handle mad og vand ind, inden vi skal over Atlanten. Vi fik købt mere end 200 liter flaskevand og købt dåsemad og lavet henkogt kød på vores trykkoger... Vi nærmer os snart Atlanten igen og derfor skal vi allerede nu begynde at forholde os til den forhåbentlig spændende og gode 4500 sømil (9000 km) lange tur hjem.



Stor-indkøb og stuvning af båden.




En morgen, kom der en dansker hen til vores båd i hans Dinghy. Vi havde talt flere gange med Henrik, som han hed og han ejer båden ”Waverunner”. Han pegede ud for enden af bugten hvor vi kunne se en strandet sejlbåd og sagde at han lige havde været derude for at se hvad der var sket. Båden var gået på grund om natten i de store dønninger, hvor det havde ramt nogle skær og derved slået læk og drevet yderligere ind på skærene. Der var ikke nogen ombord så vedkommende måtte være kommet i land gik han ud fra. Den information fik han senere bekræftet af nogle mennesker han talte med i land. Altså ingen tilskadekomne....

Dennis tog dinghyen og sejlede ud, for at se hvad der var sket og for at tage nogle billeder. Det var et helt nyt skib og heldigvis var der kun sket materiel skade.

Dagen efter, trak et lokalt dykkerfirma båden ind til havnen, men ikke uden problemer. De trak den lige forbi os, hvilket gjorde det muligt, atter at tage billeder af den forliste båd. Vi kunne se på vores lod at vi lå på 3 meter vand, og den båd de trak var 49 fod og måtte stikke 2 meter plus den ekstra meter den stak, da den lå så lavt i vandet, så selvfølgelig gik den på grund igen flere gange på vej ind til havnen....






På båden, er de to ejere, der er i færd med at redde hvad reddes kan.


Båd... eller måske ubåd!


Dagen hvor vi skulle videre fra øen, blev også der, hvor vi og specielt Anders skulle sige farvel til Anne og hendes tjekkiske veninde Marie. Forinden da, skulle der købes billigt rom ind og båden skulle gøres sejlklar og fyldes med diesel, vand og benzin.

Da vi forlod kajen på Sint Maarten, var det med et flot farvel fra Anne og Marie. Det er altid dejligt og specielt at sige farvel. Vi ser det som noget godt, da det betyder, at vi har skabt nye relationer, frem for ikke at have skabt nogen.



Lasse og jeg sidder og filosoferer over, at vi faktisk har oplevet større nærhed og mere kommunikation med familie og venner, på den rejse end vi normalt oplever derhjemme. Det er specielt de relationer fra familiemedlemmer, som vi måske ikke så ofte taler med, som på denne tur har vist sig, at være dejlige at blive genforenet med. Vi har oplevet enorm opbakning og begejstring fra mange mennesker... og igen er det med til få os til at fokusere på, hvilken nydelse det er at sejle, samt at vi skal blive ved med at nyde det. Dette er yderligere en gave ved at rejse, som vi er dybt taknemmelige for.



Venligst,
S/Y Dania