Hvad er det der springer?

Low Bay, Barbuda
17° 39.332 N
61° 51.460 W


Tidlig morgen før afgang fra English Bay, Antigua.


Antigua har ikke været den mest spektakulære ø, hvis man ser det ud fra den lille mængde af seværdigheder, som vi har set på øen. Der hvor øen har gjort sit virkelige indtryk og derfor vil stå stærkt i vores hukommelse, skyldes hovedsageligt, det sociale miljø vi på meget kort tid fik skabt. Dette kunne for så vidt have været sket på hvilken som helst anden ø.... men nu var det på Antigua det skete og derfor er den i vores øjne noget helt specielt.

Samme dag som vi sagde farvel til Mega Yachten Tiara og dens besætning, samt vores nye ven Jens, ankom Anders´ læsekammerat fra medicinstudiet, Rasmus.
Allerede en time efter hans ankomst, sad vi på en smuk strand og nød solnedgangen og det stadig 31 grader varme vand! Vi mente det ville være en passende måde at sige velkommen til ham på.

Dagene efter gik med at Anders og Rasmus fik opfrisket tiden der er gået siden de sidst sås. Lasse blev fanget af bogen ”Flaskepost fra P”, som er skrevet af Jussi Adler Olsen. Denne forfatter vil vi varmt anbefale, såfremt i kan lide krimi thrillere eller bare thrillere.
Dennis brugte en del tid på at fiske de sidste par dage og havde endelig også heldet med sig. Det blev blandt andet til en ”Stingray”, nogle Barracudaer, en Jack og en fisk, der af de lokale kaldes en ”Springer”, men som vi ikke har fundet det rigtige navn på.



Den såkaldte "springer".


"Jack".


Vi havde efterhånden næsten brugt 14 dage på øen. Vidende at vi kun havde omkring 5 uger tilbage, før end vi skulle sejle til Bermuda, var det på tide, at vi kom videre til Antiguas søster Ø Barbuda.

For at det kunne ske, skulle vi gøre båden sejlklar, der skulle fyldes vand i tanken og der skulle handles ind. I forbindelse med klargøringen, fandt Anders og Rasmus ud af, at vores Dinghymotor ikke kørte optimalt for at sige det mildt. Den gik ud og ville ikke starte igen. Problemet havde eksisteret i en periode, men da vi regnede med at det handlede om at karburatoren skulle skilles ad og renses, og sidst Anders gjorde noget lignende, var da han havde en knallert i folkeskolen, havde vi ligesom ikke rigtig gjort noget ved det. Nu skulle det dog være og vi de fandt en god beskrivelse på, hvordan man skulle vedligeholde og rense en karburator på en Dinghymotor. Det lykkedes dem også at skille den ad og rense den godt. Midt i arbejdet, kom en lokal mand roende forbi, som spurgte til hvad de lavede. Efter et kort stykke tid, lugtede han til benzinen vi havde brugt til motoren og sagde derefter: ”This is not gazoline!” Rasmus og Anders testede derefter om det var benzin eller ej. De forsøgte at antænde det... og NEJ det kunne ikke brænde. Det kunne godt brænde hvis satte en væge ned i det, men ellers ville det ikke brænde. Dette betød altså, at vi ikke havde købt benzin, sidst vi fyldte vores 20 liters dunk, men derimod petroleum. Nu var fejlen fundet og hvordan denne misforståelse er sket... det kan kun guderne og sprogeksperter vide, da det misforståelsen med sikkerhed er sket på Guadeloupe.



Tidligt d. 1 april, før end solen helt var stået op, styrede vi stille og roligt ud af English Bay på Antigua. Det var et farvel en formidabel periode i vores liv... en lille periode já, men ikke desto mindre en formidabel lille periode.



Lasse er i færd med at sikre Dinghy og kajak inden afgang.





Turen til Berbuda, som distancemæssig var ca. 45-50 mil. var en tur udover det sædvanlige! Kort efter afgang, efter Dennis havde valgt at tage sig en lur, så Lasse og Anders pludselig en djævlerokke, der med fuldt udbredte ”vinger” sprang op ad vandet, for derefter at dykke ned igen. Rasmus så ikke dette ské, men få sekunder efter gjorde den selv samme rokke det samme igen. Et syn de ikke lige glemmer med det samme. Sidst vi så en sådan rokke og af samme størrelse, var da vi var på Granada.

Senere på turen, efter Dennis var stået op og Anders og Rasmus havde valgt at det var deres tur til at slumre lidt, så Lasse og Dennis nogle plask i horisonten. Vi kunne se på ekkoloddet, at der ikke var mere end 15 meter dybt og bunden kunne tydeligt ses. Derfor tænkte det, som det første, at det nok igen var en djævlerokke. Der gik dog ikke lang tid før end de kunne se, at der var tale om ikke kun en men to hvaler. De kaldte på det sovende mandskab og atter var alle fire på dæk, med kikkert og Dennis fremme i stævnen med sit kamera og store zoom-linse.
Det lykkedes os at komme indenfor 50 meter af dem. Vi kunne se deres hvide bug og også se, at der var tale om en mor og dens kalv, og efter vores viden måtte det være pukkelhvaler. Derefter svømmede de væk i en stor fart og vi skulle sejle næsten 2 mil, før end vi så dem igen. Denne gang lykkedes det os ikke at komme særlig tæt på dem, men tydeligt var det alligevel hver gang den ene af dem sprang højt til vejrs og lavede et kæmpe plask når den landede igen.
































Vi indså, at deres svømmefart var os langt overlegen og derfor valgte vi at vende snuden i den rigtige retning, således vi ville nå ankerpladsen før mørkets frembrud. Alt farvand omkring Barbuda er meget lavt og mange steder fyldt med rev. Derfor stod Anders og Dennis i stævnen for at være ekstra navigatører for Lasse, der styrede båden. 

Ligesom vi var kommet ind på den anden side af revet og havde smidt ankeret, så vi en stor skildpadde dukke op over overfladen for at trække luft. I horisonten kunne vi se en stor og flot skyformation, der havde tre store skypumper på en og samme gang. Det var et flot syn, da vi med kikkerten kunne se, at skypumperne sugede vand op. Det var imponerende og ikke noget der var skræmmende, da de var langt væk.

Sidst men ikke mindst, så vi i overfladen 5-10 meter fra båden, en stor Eagel ray, som roligt svømmede i kreds, så vi havde masser af tid til at beundre den.

Nårh ja... som om alle disse oplevelser ikke var nok, så befandt vi os nu 100 meter fra en 11 mil. lang lyserød strand... nu var det vist tid til et lille glas Whiskey og nyde solnedgangen.



Udsigt fra ankerpladsen på Barbuda lige før solen går ned.





Rasmus havde taget en rigtig god 17 års Whiskey med... smagen af fiskekutter og trawlnet, var tydelig, som Lasse ville beskrive den.





Dagen efter ville Dennis ind at fluefiske ved strandkanten, mens de andre tog dinghyen ud til et rev for at snorkle. Dennis havde fangede ingen fisk, men bebrejdede dønningerne ved strandkanten. De andre derimod, havde haft en god snorkletur, hvor de blandt andet havde fundet levende konkyljer. Dem tog de med tilbage til båden, da de skulle smage fortræffeligt.



Stingray vi mødte på revet... samme art som Dennis fangede en sen aften på Antigua.





Rasmus´ første snorkletur, siden han er ankommet til Caribien.


Anders viser her stolt konkyljen frem.





Straks, efter at have læst i vores fiskebog om hvordan man åbner den, gik de i gang med det, der efterfølgende viste sig at være hårdt arbejde. Efter en lang kamp, med stemmejern, hammer og kniv... samt et knækket skærebræt, kunne de med stolthed trække, det underlige udseende væsen ud af skallen.
Efterfølgende blev der kogt en god og sund konkyljesuppe, der smagte ”trés bien”.



Inden arbejdet med at få kræet ud af skallen.


Hvor der er vilje er der vej!


Umiddelbart ikke noget kønt syn, men smagen var bedre end dens udseende.


Sneglen i konkylien, har en protein "himstergims", der gør et eller andet. Den skulle helbrede alt og samtidig styrke din libido. Den er den i ser Anders har i munden. Det eneste Dennis og Anders ville fortælle om den sag er, at den smager af salt...


Inden aftenen gik på held, valgte Rasmus og Anders at bruge den sidste tid på stranden, hvor de nød det sidste af solen, samt flere spil strandtennis... efterfølgende kunne de berette, at der måtte have været mange myg på stranden, for Rasmus´ ryg, var fyldt med store myggestik.



Dagen efter tog vi i land, hvorefter vi skulle bære dinghyen over et smalt stykke strand, for derefter at sejle over en 2 mil stor indsø, for endelig at nå frem til landsbyen. Først og vigtigst var, at uddeklarere. Det tog os noget tid at finde de to steder hvor det skulle ske, men lykkedes det gjorde det, som det hidtil altid har gjort.

Der var ikke så meget andet at give sig til i landsbyen og al transport, var nærmest dyrt ud over det sædvanlige. Derfor valgte vi at tage os en hurtig og billig frokost i vejkanten, hvor menuen stod på grillet marineret kylling og dumblins.



På vej hen over den store indsø, der tog 20 minutter at krydse.


Valgplaket, med en flot kronhjort... Vi forstår dog ikke helt dens symbolik.





På vej hen for at uddeklarere.





Stadig geder overalt hvor vi færdes.


Barbudas toldvæsen, er lidt mindre formelt end i Danmark.





Læg mærke til, at denne frisør, kun klipper personer over 50 år.





Vejkøkkenet, der serverede fabelagtig grillet marineret kylling.


Tilbage på båden, forberedte Anders og Dennis en pose med godter i til de fisk der nu kunne have lyst til at blive fanget. Det kaldes i fiskeverdenen for Chum. Indholdet i posen bestod af sardiner i olie, kværnet frossen fisk, havregryn og grahamsmel. Ud af dette blev der lavet en stor kugle, der så blev placeret i et net, der skulle hænge ud over siden på båden nede i vandet. På den måde ville duften stille og roligt sive ud i vandet og forhåbentlig tiltrække nogle fisk... det var i hvert fald teorien.



Netop færdige med at lave Chum.





Ikke længe efter De begyndte at fiske, mistede Anders to fisk, som vi efterfølgende ser skyldtes at han krog var for stor. Dennis derimod havde en mindre krog på og tyndere line. Han mistede derfor to fisk, der knækkede hans line. Så kom han en kraftigere line og inden for kort tid, havde han landet to flotte bonefish, som er noget vi længe har ville prøve at fange. Disse fisk betaler mange fiskere gladelig $300 om dagen for at fiske med en guide, så det var en stor glæde at endelig lykkedes med fiskeriet og samtidig se, at vores forberedelser havde gjort gavn.



Den første af to Bonefish.


Den anden og sidste Bonefish.





Dagen efter stod Dennis op for at fiske kl. 05.30. Det var ikke nemt at stå op på denne tid, da han havde siddet til et godt stykke ud på natten for at redigere billeder. Anders havde registreret at Dennis havde slået vækkeuret fra, og venligt prikkede Anders til Dennis: ”Dennis du skal op at fange tarpon”. Uden dette var han nok ikke kommet op.
Der blev ikke fanget nogen fisk den morgen, men solopgangen var utrolig smuk og desuden gav det ham mulighed for at lave en stor omelet til de andre, så den var klar til når de stod op.



Solopgang med den 11 mil lange strand i baggrunden.


Lasse var ihærdig med at gøre båden klar til sejlads og efter et stykke tid var vi alle i gang. Vi skulle videre til Sint Maarten, som er den hollandske del af øen st. Martin der er delt i en fransk og en hollandsk del. Turen ville være omkring 70-80 mil, hvorfor vi var nødt til at sejle om natten, for ikke at komme frem i mørke. Vi drog af sted ved 17 tiden og nu var det første gang for Rasmus, at han skulle sejle om natten. Han havde derfor sine vagter sammen med Anders, for at han kunne vænne sig til at være på vagt på Dania.
Sidst vi sejlede om natten, var da vi sejlede mod Grenada fra Tobago. Derfor var det noget vi alle glædede os til.



Mod syd - Stranden og havet til højre, og indsøen til venstre.


Mod nord - Indsøen til højre, og stranden og havet til venstre. Helt i baggrunden til venstre i billedet, kan man ane Dania.


Vi er nu ankommet til Sint Maarten og der er en morsom historie om hvordan Frankrig og Holland i tidernes morgen opdelte landet imellem sig. Den lyder sådan her:

Den 23. marts 1648, blev Frankrig og den Hollandske Republik enige om at opdele øen mellem de to nationer, så de underskrev traktaten Concordia.

Da Frankrig og den Hollandske Republik, begge mente at de var civiliserede og derfor ikke ville bekrige hinanden I forhold til opdelingen af øen, besluttede de derfor at udvælge to der skulle vandre. En fra det fransk-dominerede samfund og den anden fra det hollandsk-domineret samfund. De blev hver især placeret i hver sin ende af øen og skulle så vandre i retning mod hinanden. Der hvor de så ville mødes, ville blive grænsen mellem den Hollandske republik og Frankrig. Hver af de to der skulle vandre, skulle have noget at drikke med på turen. Den franske valgte vin og den hollandske valgte gin. Som så resulterede i at den franske person sikrede Frankrig 54 km2 og den hollandske kun 32 km2.

Hvor vidt denne historie er sand eller om det handlede om, at franskmanden løb dele af turen, vides ikke helt... men denne version er også lidt mere morsom. Egentlig minder den vel lidt om dengang hvor vi sagde farvel til al olien i Nordsøen, altså den del Norge fik.


Nok om det! Nu er vi ankommet til den hollandske del af øen og skal forhåbentlig de næste par dage fiske, opleve og dykke med hajer.

Derhjemme håber vi at i nyder foråret.



Venligst,
S/Y Dania