Dansk opdatering

Fredag d. 4 december 2009.

Lidt over 4 uger er der gået siden mit uheld på øen Sal på Cap Verde. Siden jeg er kommet hjem til Danmark, har jeg henholdsvis boet i Hedensted og Silkeborg, afhængig af om jeg skulle til kontrol eller ej.

Da jeg var til min første kontrol og derved fik taget nye billeder, var der tale om, at de gerne så at bruddet skulle opereres. Dette skyldes at bruddet gabte 6-7 mm. hvilket er det dobbelte af hvad de normalt accepterer. Efter en smule snakken frem og tilbage, som bl.a. omhandlede min forsikring, blev vi enige om, at jeg fik en ny og mindre (gudske tak og lov for det) gips på og ville se bruddet an igen 7 dage senere. Såfremt buddet ikke havde rykket sig ugen efter, kunne vi undgå en operation. Jeg blev dog fortalt, at der kunne opstå komplikationer, såfremt det var bindevæv der blev dannet i bruddet, i stedet for knoglevæv. Dette vil kunne betyde smerter ved bruddet, som så senere ville skulle opereres. Han mente ikke det vil blive tilfældet, men skulle selvfølgelig informere mig herom.

Så ugen gik og endnu et besøg på ambulatorisk afdeling på Vejle sygehus. Jeg er imponeret over, hvor godt det danske sygehusvæsen fungerer... endda hvor utrolig servicemindede receptionen og sygeplejerskerne er. Jeg håber ikke i skal opleve det, da det vil betyde at noget er sket med jer... men hvis det sker...bank, bank, bank, så har i god service i udsigt.
Jeg fik taget nye billeder igen og heldigvis viste billederne, at bruddet stadig var som ugen før... så ingen operation denne gang. Så for at gøre en historie lidt kortere, så har jeg nu været til kontrol 4 gange, og netop i onsdags kunne de se, at mit brud er begyndt at vokse godt sammen. Derfor kunne jeg nu få såkaldt "walker" på. Denne walker er en stor afstivet støvle, der sikrer at mit ben ikke kan ende i en uheldig position. Jeg må med denne støvle, nu begynde at støtte forsigtigt på min fod, dog stadig med støtte af mine krykker. Vigtigst af alt var... at jeg nu kunne tage et helt bad og få begge fødder i et fodbad!

Status er nu, at jeg er i forhandlinger med min forsikring (Tryg, som har været utrolig gode og jeg vil endnu engang anbefale dem til andre der skal ud at rejse), og vi er ved at finde ud af, hvornår jeg skal af sted igen. Vi ved selvfølgelig, at jeg ikke skal tilbage til Cap Verde, men derimod til Trinidad i Carribean. Det bliver først efter d. 16 december, da jeg der skal jeg til min sidste kontrol og forhåbentlig være klar til at få min walker af.

Det har både været med glæde og sorg, at læse Anders´og Lasses rejsebeskrivelser. Det er egentlig også som jeg havde forventet. Jeg har været vred over det der skete og derfor vred på mig selv, selvom jeg ved det er en dybt irrationel møde at anskue situationen på. Mest af alt har denne opsplittelse mellem min venner, båden og eventyret og mig, været et vink med en vognstang for alle parter involveret. Det er lidt den klassiske situation, hvor man glemmer hvor godt man/ jeg egentlig har det i en given situation og netop først indser det, når noget pludseligt sker, der fører en væk fra de omstændigheder. Så hvorvidt vi har lært noget af det her eller ej, ja det må tiden vise... jeg tænker dog at det er jeg ret overbevist om vi har.


Jeg har oplevet utrolig meget støtte herhjemme. Der er specielt nogle få, som har gjort omstændigheder gode endda rigtig rigtig gode. De har rent praktisk hjulpet mig, hvilket har været essentielt, men de har også været gode til at hjælpe mig til at holde modet oppe. Endvidere har et familiemedlem, tilbudt sig selv i forhold til at ville hjælpe Anders og Lasse med at sejle over Atlanten... det var et fantastik tilbud. Anders og Lasse har også været gode til at støtte op omkring situationen og vi har haft en del skype samtaler, hvor vi løbende har kunne tage beslutninger, som har været nødvendige. Alt det her... har været gode oplevelser og en god bekræftelse om påmindelse af, at vi har utrolig meget støtte i vores omgivelser og, at denne støtte har været og er uundværlig. Så en stor tak til jer alle!


Venligst,
S/Y Dania