Sidste oplevelser fra den Østlige side af Atlanten

27 november 2009

016° 53.245 N
024° 59.243 W


Sao Vincente ses i til venstre – Mindelo ligge lige bag bjergene

Vi har siden sidst, haft vældig travlt med at opleve og nyde Kap Verde. Det faktum, at Dennis er kommet så galt af sted, har givet Lasse og Anders en motivation til at få det bedste ud af tiden uden Dennis.

Vi havde hørt om Sao Nicolau at den var vældig frodig på den nordlige side hvor al regnen falder. Det viste sig at holde stik og det var helt overvældende at se forskellen når man kørte over bjergkammen. På sydsiden var der kun sparsom bevoksning og den samme golde natur vi var blevet vant til fra opholdet på Sal. Især naturen i en nationalpark på øens højeste bjerg var en stor oplevelse. Vi valgte at blive en ekstra dag på Sao Nicolau for at vandre i parken. Det blev en storslået tur til toppen af Monto Gordo hvor vi i 1400 m. højde havde en fantastisk udsigt til hele øen. Efter parken bestemte vi os for at vandre langs en dal til øens største by Ribiera Brava. Vejen vi tog er kun fremkommelig til fods. Øen var i august 2009 udsat for nogle meget kraftige regnskyl. Dette har sat sine tydelige spor hvor veje, huse og fodboldbaner er skyllet væk. Man var lige blevet færdig med vejen fra Tarrafal til Ribiera Brava da uvejret kom. Vandmasserne her mange steder undergravet vejen så asfalten hænger ned i store huller og slår sprækker. De lokale ved præcis hvor man kan køre og de farlige områder er markeret med små sten! Det virker uretfærdigt at en nation der lige er ved at komme på fode skal slås tilbage igen. Folk tager dog modgangen med ophøjet ro.


Børn ved ”floden” i Ribeira Brava på Tarafal. I august faldt så meget regn at huse og veje blev ødelagt og mennesker omkom – nu er der næsten ingen vand i floden.


Tæl dyrene…


”Bondegård” på skråningen af Monte Gordo


Anders under hvad vi tror er verdens største blomst…


Udsigt fra Monte Gordo der er Sao Nicolau´s højeste bjerg (set mod nord/øst)


Udsigt fra Monte Gordo der er Sao Nicolau´s højeste bjerg (set mod nord/øst)



De lokale var dog uden tvivl det bedste ved Sao Nicolau som helhed og Tarrafal i særdeleshed. Vi har hverken før eller siden oplevet så venlige og gæstfrie mennesker. En aften hvor vi var på udkig efter en bar og et par pils gik vi tilfældigt forbi en privat fest, der blev holdt på en tagterrasse. De lokale råbte at vi skulle komme op og det gjorde vi så. Det viste sig at være en to gange 26 års fødselsdagsfest. Vi blev budt på vin og grillmad. De lokale var vældig nysgerrige og ville gerne fortælle om deres liv. Senere tog de os med på byens eneste diskotek. Det var en stor lejlighed hvor alt inventaret og møblerne var fjernet. Technomusikken blev spillet for fuld udblæsning og de lokale stod rundt i hjørnerne af dansegulvet. Det blev temmelig sent så dagen efter gik med film på båden.

Tarrafal blev sejlet agterud og vi gik mod nye oplevelser. Turen var dog kort da vi kunne se de øer vi ville besøge fra vores ankerplads. Første nat på vej mod Mindelo blev brugt for anker ved Ilha branco, en lille ubeboet ø. Det er specielt, at vandre rundt og vide, at man er de eneste mennesker på en ø. Dagen efter var det endnu et kort hop videre til den ligeledes ubeboede ø Santa Luzia. Her blev der snorklet og det lykkedes Anders at harpunere en ca. 2 kg papegøjefisk, der endte som vores frokost.



Når vi ligger for anker må vand hentes i dunke i byen og sejles ud med gummibåden.


Fiskere i deres traditionelle fiskerbåd ud for Santa Luzia


Anders med papegøjefisk skudt med harpun. Smager godt ;-)


Ilha Branco – vores første ubeboede ø.


Midelo Marina – Dania ses i baggrunden



Nu ligger vi i Marina og gør klar til krydset over Atlanten. Vi har fået endelig besked fra Dennis at han ikke når herned i tid til, at vi kan holde vores aftale med kæresterne på Tobago. Det betyder at Anders og Lasse tager krydset alene. Det vil sige måske tager vi en Australsk fyr, Gavin med. Det er dog først kommet på tale i sidste øjeblik så han prøver nu at finde en politimand, der vil åbne kontoret så han kan blive få afgangs stempel i sit pas. Det er afgørende da han ellers vil blive nægtet indrejse på Tobago. Og vi gider altså ikke sejle ham tilbage igen.
Tiden i Mindelo på Sao Vincente har været noget af det bedste på hele turen. Der er her i marinaen kun både der skal krydse Atlanten. Dette giver en helt speciel stemning af forventning, der summer overalt. Folk smiler og hjælper hinanden med forberedelserne. Der er virkelig ”team spirit”. Desuden er der mange unge sejlere hernede. De har ellers været en mangelvare på turen hertil. Det har givet mange sene aftener med Erik og Cecilie fra Kaja, Kyre og Erik fra Havfrilla, Andy fra San Francisco, Anne fra Paris og mange andre dejlige mennesker. Der er blevet udvekslet kontaktinfo og vi håber at mødes med vores nye venner i Karibien.



Provianten gøres op inden indkøb


Erik og Cecilie drager af sted over Atlanten.


Hvis i skulle være i tvivl så kan vi informere om at Nordmænd ved hvordan man holder en fest. Kyre og Erik sejler på en 27 fods Albin Vega. Én aften lykkedes det os at pakke 20 mennesker ned i båden til en fest. Ellers er aftenerne blevet brugt på spillestedet ”Clube Nautico” hvor der hver aften har været live musik. Andy har jammet med bandet på sin minisaxofon, mundharmonika og tværfløjte.


Det lokale band på ”stambaren” og Andy.


Fra venstre mod højre – Nordmændene fra ”Havfrillen” Kyre og Erik, og Amerikaneren Andy.


Det norske kærestepar fra både Kaja - Erik og Cecilie.


Norske Erik spiller guitar på vores båd.



Det er svært at beskrive den stemning, der hersker ombord på Dania. En del af os er vildt spændte og forventningsfulde over at vi nu endelig skal over Atlanten. En anden del er triste over at forlade så godt et ”crew”. Det er bagsiden ved at møde dejlige mennesker. Men alle skal af sted og alle føler den samme ambivalens i følelserne. Men af sted skal vi…
Lasse er lige kommet tilbage fra sidste provianteringstunde. Kartofler, tomater, frugt og andet grønt har vi ventet til sidste øjeblik med at købe for at det kan holde sig længst muligt i varmen. Båden er ved at være fyldt, trimmet og tunet. Det resterende er i småtingsafdelingen. Vi er klar, båden er klar. Resten finder vi ud af undervejs.

I sidste øjeblik har Gavin fået ordnet sine papirer og han skal med. Alt lader til at være forberedt.

Vi sejler nu…


Venligst,
S/Y Dania