Den gamle koloni - Dansk Vestindiske Øer

BVI - Tortola

18° 25.310 N
64° 37.214 W



Torsdag var dagen hvor vi skulle videre mod Tortola, som er en af de Britiske Jomfruøer. Turen ville igen være for lang til at kunne tage i de lyse timer, så vi valgte at tage af sted om eftermiddagen så vi kunne være fremme næste morgen mens det var lyst.

Vi tog om eftermiddagen et smut forbi Dieselstanderen ved Bobbys marina, og fik fyldt op med billig diesel, og selvfølgelig vand, som denne gang var af rigtig god kvalitet- modsat Antigua hvor der var alle mulige små kryb og blade i vandet. De havde tørke på Antigua så vandet kom direkte fra en sø! Ufiltreret... Men her på Sint Maarten var det fint drikkevand....


Sejlturen mod Tortola bød på masser af vind, men i en perfekt retning- halvvind hele vejen så Dania fik sat første reb i storsejlet og afsted det gik med fart på mellem 7-8 knob i de store bølger der var kommet grundet den sidste uges hårde vind. Når der er store bølger og vi gør over 7 knob er det umuligt for os at have vinduerne i båden åbne, og derfor bliver det meget varmt nede i båden. Det kræver lige at man vænner sig til at sove i varmen, og det sker sjældent på ture der ikke varer mere end et par døgn. Alligevel lykkedes det os alle sammen at få sovet en del på turen.
Tidligt om morgenen da solen stod op, kom Lasse op til Anders der havde den tidlige morgenvagt. Vi sejlede igennem en lille passage mellem et par af de mange små øer der ligger rundt om Tortola og det var et meget smukt syn med de tidlige morgenstråler på de høje små grønne øer, og nå ja, så kom der også lige en delfin og bød os velkommen...

Da vi ankom til Road Town bay som var den bugt vi ville tjekke ind i, fandt vi en lille bugt ved siden af Village Cay Marina hvor vi smed ankeret ganske tæt ved de andre både der havde lagt sig i bugten. Resten af dagen blev brugt på afslapning.....

Lasse foreslog at vi skulle tage til en af de tidligere Dansk vestindiske øer, som ligger lidt syd for Tortola. De har siden 1917 været amerikanske og da amerikanerne er lidt ”paranoide” er det ganske besværligt for sejlere at besøge disse øer, da der er specielle regler om VISA for at komme ind på amerikansk land. Derimod er det relativt nemt at ankomme til øerne som ”normal” tourist og da der går flere færger dagligt, til blandt andet St. John og St. Thomas undersøgte Rasmus og Lasse mulighederne for at tage af sted til St. Thomas dagen efter.
Det viste sig ikke at være helt så nemt som bare at tage færgen, vi skulle alle først have et såkaldt Visa Waiver nummer udsted på nettet og medbringe det i papirform for at kunne købe færgebiletten. Det lykkedes at få en venlig hotelreceptionist inde ved marinaen til at skrive disse papirer ud for os sent om aftenen og derefter var vi klar til at komme på udflugt til den tidligere danske koloni...

Tidligt om morgenen kl 05.45 var Lasse, Rasmus og Dennis oppe af køjen og på vej ind til land, Anders havde valgt at tage en hjemmedag på båden. Efter en kort gåtur hen til færgen fik vi købt biletter til hurtig-færgen mod St. Thomas.
Inden vi kunne komme på færgen skulle vi lige igennem et ”security tjeck” så amerikanerne var sikre på at vi ikke medbragte våben og lignende, metaldetektor og det hele! Ikke en eneste gang på vores tur er vi før blevet tjekket for noget som helt, og aldrig har en tolder været ombord på vores båd. Men sådan er det jo når det er USA man skal til …..

Da vi ankom til St. Thomas bemærkede vi straks at denne ø eller nærmere byen ”Carlotte Amalie” ikke lignede nogen anden by vi havde besøgt. Bygningerne var ældre og det var tydeligt at der her engang for mange år siden havde været danskere. Gaderne har navne som ”Norre gade” ”Store tvaergade” ”Prindsensgade” ”Dronningens gade” og så videre. Det var sjovt at være et sted i verden som på så mange måder ikke ligner Danmark, og så se disse Danske navne overalt i byen.

Vi gik hen imod ”Fort Christian” som er den ældste bygning på Øen. Her modstod danskerne angreb fra Spanierne, Franskmændene, Englænderne og selvfølgelig også pirater i gammel tid. Da vi ankom til fortet var det desværre lukket for publikum, grundet renovering, som dog skulle have været færdig i 2008....


Foran fortet, der desværre var lukket, trods det at det skulle være genåbnet i 2008.


Vi gik videre til Norregade og fandt ”Frederiks kirken” som var den første danske kirke på øen. Kirken så meget scandinavisk ud, og inde i selve kirken kunne man læse mindetavler med med masser af danske navne indgraveret. Også i kirkens gæstebog kunne vi læse at der var rigtigt mange danskere der havde besøgt denne kirke. Den største forskel mellem denne kirke og en ”rigtig” dansk kirke var nok at der ved koret var sat ”steelpans” op – store trommer lavet af olietønder, et meget typisk instrument her i Caribien.



En af de mange mindetavler over danske missionærer i 1600 tallet.








Dronningen og Kronprinsen, havde også været på besøg her i kirken.





Lasse foran Government House, hvor det danske konsulat dengang i tidernes morgen, holdt møder. I dag er det hovedkvarter for de amerikanske jomfru øer.



Government building






Udsigt fra toppen af St. Thomas.









Lasse og Rasmus på vej ned at attraktionen "99 steps".






"99 Steps" set fra neden".

Generelt var byen utrolig smuk og meget mere hyggelig end mange andre byer vi har besøgt på turen. Her er de gamle bygninger bevaret og man fornemmer stadig tydeligt, at dette har været en gammel dansk koloni. Vi fortsatte vores tur gennem byen og sluttede til sidst af med noget meget Amerikansk. Nu solgte vi jo rent faktisk øerne til amerikanerne for næsten 100 år siden.
”Hooters”, den kendte sportsbar og restaurant hvor servitricerne er kendte for deres fortrin, stramme, T-shirts og hot-pants. Ja´ mere amerikansk bliver det nok ikke, og meget langt fra den Danske kolonitid..... Men burgerne er gode og betjeningen er høflig, så vi kan godt anbefale stedet. Og på hvilken anden restaurant kan du ellers sidde og se programmer om lystfiskeri mens du spiser?


Her ses den høflige betjening!


Det var ved at være eftermiddag og vi skulle tilbage for at tage den sidste færge til Tortola. Mødet med den gamle danske koloni, havde været spændende og vi undrer os alle over at vi dog kunne finde på at sælge disse dejlige øer i det Caribiske hav? Vi manglede måske penge efter krigen? Eller også er det sådan at når amerikanerne gerne vil købe noget så er det måske slet ikke et spørgsmål? Det kunne i hvert fald have været sjovt hvis vi kunne have sejlet til danske øer herover.......


For at komme frem og tilbage til USA, skal der udfyldes mange papirer.



Turen på færgen, blev af Dennis brugt på, at læse.


Vi ved at vi nu har omkring 5 dage tilbage, før end vi sejler mod Bermuda, som bliver sidste destination inden vi tager den lange tur over Atlanten. Bermuda er specielt for Dennis, et sted som han glæder sig til at besøge. Vi ved at det er meget dyrt og er kendt for at være det land i verden, som har største BNP per indbygger. Alligevel glæder han sig og hvorfor...? Det får i at vide senere.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Kitesurfing... hmmm?

Sint Maarten

18° 01.132 N
63° 02.453 W




Sint Maarten er stedet der er står døende hen, når ikke der er besøgende krydstogtskibe. Det er ikke hele øen, men stedet hvor de ankom til, var netop det sted, som er mest præget af amerikanske turisters spenderen. Det er ikke ment som nogen kritik eller at de er nedværdigende overfor den industri, for en ting der er sikkert er, at uden turismen ville denne og de fleste andre caribiske øer ikke kunne overleve.

Vi ankom netop en dag hvor alt lå stille hen. De kunne se, at byen og strandene var indrettet til at kunne husere mange mennesker, som dog ikke var at se nogle steder.

Dagen efter, var verden dog igen vendt på hovedet og med ét, var det tydeligt, hvad og hvordan hverdagen normalt så ud på Sint Maarten her ved Phillipsburg.... turister, velhavende i tusindvis. De var her for at besøge øen, men det de så var, havnefronten med alle dens indbydende luksusforretninger, souvenirbutikker og tax-free shops og ikke mindst smykke og diamantbutikker.



Ankerbugten, hvor Dania svagt kan ses i det fjerne højre hjørne.


St. Maarten/ St. Martin, skåret ud i marmor, midt i turistområdet.


Front Street, hvor der ruller mange penge igennem.


For at komme lidt væk fra det hele, og også for at opleve noget, som de har talt meget om, valgte Rasmus, Anders og Lasse , at gå ind til den lokale dykkerforretning. Vi forhørte 0s på priser og steder vi kunne dykke, samt hvornår det kunne lade sig gøre. Priserne var rimelige og næste dag om morgenen kl 8.30 tog vi ud for først at dykke på et sted kaldet ”Shark hotel” og dernæst et vrag kaldet ”White ghost”.

Dykkerbåden tog fra land og sejlede en lille halv time ud for kysten og bandt sig derefter til en lille mooringsbøje. Vi hoppede alle i vandet og dykkede ned på mellem 16-21 meter. Stedet vi dykkede på var et smukt rev og på en plet med sand mellem revene plejer andre dykkerforretninger at fodre hajerne, så derfor satte vi os på bunden og ventede. Den instruktør vi havde med fodrer ikke hajer, da han mener at det ikke er godt at hajerne associerer mennesker med mad- men alligevel er hajerne nysgerrige for om vi havde mad med til dem, og derfor kommer de ofte selvom man ikke fordrer dem. Vi ventede et par minutter på bunden uden held hvorefter instruktøren efterfulgt af Anders og Rasmus svømmede videre med Lasse bagerst. Pludselig kom en haj svømmende hen over stedet vi lige havde siddet på og Lasse fik øje på den, men de andre var for langt fremme til at han kunne nå at få deres opmærksomhed.....
Dog gik der ikke længe før vi så endnu en haj på revet, omkring 1,5 – 2 meter lang revhaj, og selv om vi vidste, at det ikke var en haj der var farlig for mennesker, så gippede det alligevel lidt i os, da hajen kom svømmende lige foran os.

Revet var meget smukt om rummede et væld af forskellige fisk, men alligevel blev det vores dyk nummer 2 på vraget ”White ghost” der var det bedste den dag. Vraget er af en Coaster fra 1995 og det ligger på dybder fra 22 meter og op efter. Sigten var enormt god, og vi kunne tydeligt se alt på skibet der pga. sin unge alder stadig var meget intakt. Vi tog chancen og tog Anders kamera med ned til omkring 14 meter (det skulle kunne klare 10m) for at tage et par billeder, men længere turde vi ikke, så det blev parkeret på forskibet inden vi dykkede videre (derfor har vi desværre ikke billeder af styrhuset).

Der var et væld af liv på vraget som står helt frit på et kæmpe område at hvidt sand. Det er tydeligt at fiskene og livet kun er her på grund af dette vrag. Henne ved styrhuset kunne vi dykke ind i det og kigge ud af vinduerne og se de rum der gemmer sig inde i styrhuset der var tre etager højt. Øverst oppe i styrehuset boede en stor hummer som man kunne se ved at stikke hovedet ind af en lille luge, og generelt havde fisk og andre dyr deres tydelige territorier og ”boliger” forskellige steder på vraget. Vi var alle meget betagede af at dykke igennem rummene på Coasteren, det virkede lidt som om man kunne svæve rundt i et hus uden hverken at røre lofter, vægge eller gulv. Alt kan betragtes uden at vi rørte ved noget som helst....

Tilbage på båden var stemningen entydigt, at vragdyk er alt for fedt, og vi var helt høje af vores oplevelser på dette fantastiske vrag med sin helt egen verden af flotte dyr rundt om det.... Det er helt sikker ikke sidste gang vi skal dykke på vrag ….














Dennis havde valgt ikke at tage med på dykkene, da det ville kræve at han skulle tage den grundlæggende dykkeruddannelse, der både krævede tid og kostede penge. I stedet brugte han mange timer på at udvikle hans færdigheder i forhold til redigering af billeder og yderligere udforske det grafiske univers og digitale medier. Dette betød faktisk at han i knap 3 dage, ikke var til at hive væk fra computeren, da han var dybt forgabt og fascineret i denne grafiske verden. Anders sagde så fint en af dagene, hvor Dennis henrykt havde fortalt om de nye muligheder og værktøjer han havde lært: ”Dennis... redigering af billeder, er også mulig når du kommer hjem... nu er du i Caribien og det er du ikke når du kommer hjem!” Men da vi nu har været afsted på eventyr i næsten 9 måneder har vi også brug for fordybelse hvad, enten det er en god bog, eller det at blive bedre til noget. Faktisk kan man vel sige at der kommer en form for hverdag når vi er på "ferie" i lang tid. Og nogle dage er det rart at "rive" sig lidt væk fra "eventyret" og gøre nogle af de ting vi også kunne finde på at gøre hvis vi havde været derhjemme. Det kan nogle gange være hårdt arbejde at skulle opleve hele tiden, og derfor har vi alle ombord af og til brug for en pause, og evt. lidt "alenetid"...

Vi lejede en bil i to dage, for at komme rundt og se øen. Vi begyndte turen med, at køre op for at hente Anders, hos Anne (som skal udtales fransk). Anne er en ung gadesanger og eventyrer, som Anders og Lasse mødte i Mindelo på Cap Verde øerne ud for Senegal (afrika). Undervejs på turen i Caribien, havde Anders udvekslet mails med hende og derved fundet ud af, at hun nu, ligesom os, var på Sint Maarten. Hun boede på et hotelværelse på den franske side af øen der hedder Saint Martin, og det var derfor at dagen begyndte med, at vi kørte op for at hente ham.

Vi havde hørt om et strand, som skulle ligge for enden af start- og landingsbanen ved øens lufthavn. Vi havde også hørt, at det skulle være en stor oplevelse, at opleve de kræfter og den støj der kommer fra jetmotorene, nar de lettede og landende.

Vel ankommet til stranden, så vi der var en ledig plads midt i det hele og lige for enden af landingsbanen. Det eneste der adskilte stranden fra landingsbanen, var en 5 meter bred vej og et trådhegn.

Ikke lang tid efter vi havde lagt vores håndklæder og tasker til rette, landede det første fly. Ikke mere end 20-30 meter over os, så og hørte vi det buldrende monstrum som kom svævende ind over os. Gåsehuden viste sig på os alle og begejstringen var ikke til at skjule... mere! mere! mere! var hvad vi tænkte.

Ikke lang tid gik der, før end vi hørte et fly gøre klar til at nærme sig startbanen. Spændte så vi flyet nærme sig og så at drejede rundt, så jetmotorene vendte badud i vores retning. Dennis havde kameraet klar og de andre stod og var ligeså klar til at opleve kraften fra disse jetmotorer. Vi stod, ligesom enkelte andre, ikke mere end ca. 75 meter bag ved flyet og mærkede så, motoren komme op i omdrejninger. Selvom det var varmt den dag, så kunne vi med ét mærke at varmen blev yderligere intens, samtidig at vinden tog til i en styrke, som selv store orkaner ville være imponeret over. Overrasket over styrken, valgte vi at løbe 10-15 ud til siden, for at komme væk fra jetstrømmen. Kun få sekunder efter, så Lasse at alle vores ting blæste ned af stranden og ned i vandet. Lasse der stort set er ligeså hurtig som en gepard, nåede netop at gribe Dennis´ kamerataske, så den kun lige nåede at ramme vandkanten. De der ikke var ligeså heldige at have en ”Lasse” med, fik både tasker, håndklæder, tøj samt en guitar blæst ud i vandet. Sidstnævnte, nåede næsten 50 meter ud i vandet, men heldigvis lå guitaren i en taske, der holdt den oven vande.


Dennis har lavet en lille kort film fra dagen ved stranden. På forhånd tak til MacGyver for lån af deres fede soundtrack!





Da alt igen var i orden og vi var kommet over vores overraskelse, så vi at andre havde moret sig over situationen... tilsyneladende er det en begynderfejl, som mange laver hver dag på stranden.

Vi flyttede vores ting i sikkerhed og kunne derefter, med mere erfaring, se på yderligere nyankomne, og more os over deres fejltagelser. Det skal siges, at der ikke skete nogen noget hele dagen og dét, er selvfølgelig er et succeskriterium, for at kunne have det sjovt. Vi så dog en enkelt lave en ”ubevidst” baglæns saltomortale, grundet den kraftige jetstrøm.



Første fly lander!





Det var ikke kun store fly der lettede og landede.

















Efter at have set flere fly lette og lande, og efter at have fået nok sol, valgte vi at tage i biografen. Det var ikke siden Danmark at vi havde gjort dette, så derfor var det en fornøjelse at sidde i aircondition, gode stole og se en rigtig action film. Selv de små glæder er vigtige!


Da dagen endnu ikke var omme, kombineret med, at Anders gerne ville op til Anne igen, valgte vi alle fire at tage op for at høre Anne spille ude fora en restaurant. Hun er jo´ gadesanger og hun spillede franske sange, og sange af andre store kendte sing-a-song writere.



Anne spiller et fantastisk nummer.


Anders og Anne fik tilbragt meget tid med hinanden og bla. også på stranden.





Dagen efter valgte vi at tage op til det sted, som skulle være det bedste Kite Surfing sted på øen. Det lå tæt ved Orient beach på den franske side af øen. Det viste sig senere at være turens indtil videre bedste kitesurfingsted. Dennis valgte i stedet for at Kite Surfe, at drage lidt nord på, hvor der skulle være en Naturist strand, som skulle være meget besøgt af naturister fra hele verden. Det der kan siges fra hans oplevelse er, at ældre mennesker ikke kun køber et kolinihavehus eller går til bridge, nej tilsyneladende er der mange skabsnaturister, der flere gange om året, rejser ud i verden og lejer sig ind på resorts, som specialiserer sig naturister... eller som disse resorts selv siger det... Clothing optional!

Dennis syntes det kunne være morsomt at se hvordan disse steder fungerer og hvilke mennesker der kommer på sådan nogle ture. Aldersgruppen er primært mellem 45-60 år og mænd og kvinder har et dejligt frit forhold til deres krop og det at være nøgen. På mange måder var det meget mere afslappende, end at være på andre strande. Folk var imødekommende og ... naturlige. En lille sjov information, til jer derude, der aldrig har været på sådan en strande er, at mænd og kvinder på disse strande, ikke kun har huller i ørene... hvis i kan forstå sådan en lille en ; )


Nå, men Anders og Lasse havde godt med vind til deres største medbragte drager. Anders og Lasse pakkede grejet ud og surfede med de andre 15-20 kitesurfere, som var mødt op denne dag. Det blev til en dejlig dag i bugten der lå beskyttet af atlanterhavsbølgerne bag et rev. Sidst på dagen underviste Anders, Rasmus i at styre dragen ude i vandet. Rasmus der havde prøvet kitesurfing på et kursus før, viste talent for at styre den store drage. Rasmus skulle som en videre øvelse, trække sig rundt i bugten, alt imens Anders holdt fast i ham. Desværre skar Rasmus sin fod på en skarp sten eller lignende, da de var ved at nå stranden på den anden side af bugten. Det gjorde ondt og blodet rendte fra såret. Heldigvis kom den under kyndig behandling på stranden, og da Dennis kom hen til dem senere på dagen, hørte han som det første, at der igen var sket et kitesurfinguheld... heldigvis var det ikke nær så slemt, som sidst der var tale om et sådant uheld (red. Dennis brækkede bentidligere på turen).
Senere den dag tilbage på båden, blev foden bedøvet og renset... og så skulle kroppens immunforsvar bare gøre resten.


Følgende billeder er ikke for sarte sjæle! Så det er på eget ansvar.

















Ligesom Rasmus, så kan i efter at have set billederne, dulme nerverne med en god gang rom.


Dagene gik hurtigt på Sint Maarten. Vi fik ordnet båden og købt ind til den sidste del af turen. Alt er toldfrit på øen og derfor vidste vi, at det ville blive det billigste sted at handle mad og vand ind, inden vi skal over Atlanten. Vi fik købt mere end 200 liter flaskevand og købt dåsemad og lavet henkogt kød på vores trykkoger... Vi nærmer os snart Atlanten igen og derfor skal vi allerede nu begynde at forholde os til den forhåbentlig spændende og gode 4500 sømil (9000 km) lange tur hjem.



Stor-indkøb og stuvning af båden.




En morgen, kom der en dansker hen til vores båd i hans Dinghy. Vi havde talt flere gange med Henrik, som han hed og han ejer båden ”Waverunner”. Han pegede ud for enden af bugten hvor vi kunne se en strandet sejlbåd og sagde at han lige havde været derude for at se hvad der var sket. Båden var gået på grund om natten i de store dønninger, hvor det havde ramt nogle skær og derved slået læk og drevet yderligere ind på skærene. Der var ikke nogen ombord så vedkommende måtte være kommet i land gik han ud fra. Den information fik han senere bekræftet af nogle mennesker han talte med i land. Altså ingen tilskadekomne....

Dennis tog dinghyen og sejlede ud, for at se hvad der var sket og for at tage nogle billeder. Det var et helt nyt skib og heldigvis var der kun sket materiel skade.

Dagen efter, trak et lokalt dykkerfirma båden ind til havnen, men ikke uden problemer. De trak den lige forbi os, hvilket gjorde det muligt, atter at tage billeder af den forliste båd. Vi kunne se på vores lod at vi lå på 3 meter vand, og den båd de trak var 49 fod og måtte stikke 2 meter plus den ekstra meter den stak, da den lå så lavt i vandet, så selvfølgelig gik den på grund igen flere gange på vej ind til havnen....






På båden, er de to ejere, der er i færd med at redde hvad reddes kan.


Båd... eller måske ubåd!


Dagen hvor vi skulle videre fra øen, blev også der, hvor vi og specielt Anders skulle sige farvel til Anne og hendes tjekkiske veninde Marie. Forinden da, skulle der købes billigt rom ind og båden skulle gøres sejlklar og fyldes med diesel, vand og benzin.

Da vi forlod kajen på Sint Maarten, var det med et flot farvel fra Anne og Marie. Det er altid dejligt og specielt at sige farvel. Vi ser det som noget godt, da det betyder, at vi har skabt nye relationer, frem for ikke at have skabt nogen.



Lasse og jeg sidder og filosoferer over, at vi faktisk har oplevet større nærhed og mere kommunikation med familie og venner, på den rejse end vi normalt oplever derhjemme. Det er specielt de relationer fra familiemedlemmer, som vi måske ikke så ofte taler med, som på denne tur har vist sig, at være dejlige at blive genforenet med. Vi har oplevet enorm opbakning og begejstring fra mange mennesker... og igen er det med til få os til at fokusere på, hvilken nydelse det er at sejle, samt at vi skal blive ved med at nyde det. Dette er yderligere en gave ved at rejse, som vi er dybt taknemmelige for.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Hvad er det der springer?

Low Bay, Barbuda
17° 39.332 N
61° 51.460 W


Tidlig morgen før afgang fra English Bay, Antigua.


Antigua har ikke været den mest spektakulære ø, hvis man ser det ud fra den lille mængde af seværdigheder, som vi har set på øen. Der hvor øen har gjort sit virkelige indtryk og derfor vil stå stærkt i vores hukommelse, skyldes hovedsageligt, det sociale miljø vi på meget kort tid fik skabt. Dette kunne for så vidt have været sket på hvilken som helst anden ø.... men nu var det på Antigua det skete og derfor er den i vores øjne noget helt specielt.

Samme dag som vi sagde farvel til Mega Yachten Tiara og dens besætning, samt vores nye ven Jens, ankom Anders´ læsekammerat fra medicinstudiet, Rasmus.
Allerede en time efter hans ankomst, sad vi på en smuk strand og nød solnedgangen og det stadig 31 grader varme vand! Vi mente det ville være en passende måde at sige velkommen til ham på.

Dagene efter gik med at Anders og Rasmus fik opfrisket tiden der er gået siden de sidst sås. Lasse blev fanget af bogen ”Flaskepost fra P”, som er skrevet af Jussi Adler Olsen. Denne forfatter vil vi varmt anbefale, såfremt i kan lide krimi thrillere eller bare thrillere.
Dennis brugte en del tid på at fiske de sidste par dage og havde endelig også heldet med sig. Det blev blandt andet til en ”Stingray”, nogle Barracudaer, en Jack og en fisk, der af de lokale kaldes en ”Springer”, men som vi ikke har fundet det rigtige navn på.



Den såkaldte "springer".


"Jack".


Vi havde efterhånden næsten brugt 14 dage på øen. Vidende at vi kun havde omkring 5 uger tilbage, før end vi skulle sejle til Bermuda, var det på tide, at vi kom videre til Antiguas søster Ø Barbuda.

For at det kunne ske, skulle vi gøre båden sejlklar, der skulle fyldes vand i tanken og der skulle handles ind. I forbindelse med klargøringen, fandt Anders og Rasmus ud af, at vores Dinghymotor ikke kørte optimalt for at sige det mildt. Den gik ud og ville ikke starte igen. Problemet havde eksisteret i en periode, men da vi regnede med at det handlede om at karburatoren skulle skilles ad og renses, og sidst Anders gjorde noget lignende, var da han havde en knallert i folkeskolen, havde vi ligesom ikke rigtig gjort noget ved det. Nu skulle det dog være og vi de fandt en god beskrivelse på, hvordan man skulle vedligeholde og rense en karburator på en Dinghymotor. Det lykkedes dem også at skille den ad og rense den godt. Midt i arbejdet, kom en lokal mand roende forbi, som spurgte til hvad de lavede. Efter et kort stykke tid, lugtede han til benzinen vi havde brugt til motoren og sagde derefter: ”This is not gazoline!” Rasmus og Anders testede derefter om det var benzin eller ej. De forsøgte at antænde det... og NEJ det kunne ikke brænde. Det kunne godt brænde hvis satte en væge ned i det, men ellers ville det ikke brænde. Dette betød altså, at vi ikke havde købt benzin, sidst vi fyldte vores 20 liters dunk, men derimod petroleum. Nu var fejlen fundet og hvordan denne misforståelse er sket... det kan kun guderne og sprogeksperter vide, da det misforståelsen med sikkerhed er sket på Guadeloupe.



Tidligt d. 1 april, før end solen helt var stået op, styrede vi stille og roligt ud af English Bay på Antigua. Det var et farvel en formidabel periode i vores liv... en lille periode já, men ikke desto mindre en formidabel lille periode.



Lasse er i færd med at sikre Dinghy og kajak inden afgang.





Turen til Berbuda, som distancemæssig var ca. 45-50 mil. var en tur udover det sædvanlige! Kort efter afgang, efter Dennis havde valgt at tage sig en lur, så Lasse og Anders pludselig en djævlerokke, der med fuldt udbredte ”vinger” sprang op ad vandet, for derefter at dykke ned igen. Rasmus så ikke dette ské, men få sekunder efter gjorde den selv samme rokke det samme igen. Et syn de ikke lige glemmer med det samme. Sidst vi så en sådan rokke og af samme størrelse, var da vi var på Granada.

Senere på turen, efter Dennis var stået op og Anders og Rasmus havde valgt at det var deres tur til at slumre lidt, så Lasse og Dennis nogle plask i horisonten. Vi kunne se på ekkoloddet, at der ikke var mere end 15 meter dybt og bunden kunne tydeligt ses. Derfor tænkte det, som det første, at det nok igen var en djævlerokke. Der gik dog ikke lang tid før end de kunne se, at der var tale om ikke kun en men to hvaler. De kaldte på det sovende mandskab og atter var alle fire på dæk, med kikkert og Dennis fremme i stævnen med sit kamera og store zoom-linse.
Det lykkedes os at komme indenfor 50 meter af dem. Vi kunne se deres hvide bug og også se, at der var tale om en mor og dens kalv, og efter vores viden måtte det være pukkelhvaler. Derefter svømmede de væk i en stor fart og vi skulle sejle næsten 2 mil, før end vi så dem igen. Denne gang lykkedes det os ikke at komme særlig tæt på dem, men tydeligt var det alligevel hver gang den ene af dem sprang højt til vejrs og lavede et kæmpe plask når den landede igen.
































Vi indså, at deres svømmefart var os langt overlegen og derfor valgte vi at vende snuden i den rigtige retning, således vi ville nå ankerpladsen før mørkets frembrud. Alt farvand omkring Barbuda er meget lavt og mange steder fyldt med rev. Derfor stod Anders og Dennis i stævnen for at være ekstra navigatører for Lasse, der styrede båden. 

Ligesom vi var kommet ind på den anden side af revet og havde smidt ankeret, så vi en stor skildpadde dukke op over overfladen for at trække luft. I horisonten kunne vi se en stor og flot skyformation, der havde tre store skypumper på en og samme gang. Det var et flot syn, da vi med kikkerten kunne se, at skypumperne sugede vand op. Det var imponerende og ikke noget der var skræmmende, da de var langt væk.

Sidst men ikke mindst, så vi i overfladen 5-10 meter fra båden, en stor Eagel ray, som roligt svømmede i kreds, så vi havde masser af tid til at beundre den.

Nårh ja... som om alle disse oplevelser ikke var nok, så befandt vi os nu 100 meter fra en 11 mil. lang lyserød strand... nu var det vist tid til et lille glas Whiskey og nyde solnedgangen.



Udsigt fra ankerpladsen på Barbuda lige før solen går ned.





Rasmus havde taget en rigtig god 17 års Whiskey med... smagen af fiskekutter og trawlnet, var tydelig, som Lasse ville beskrive den.





Dagen efter ville Dennis ind at fluefiske ved strandkanten, mens de andre tog dinghyen ud til et rev for at snorkle. Dennis havde fangede ingen fisk, men bebrejdede dønningerne ved strandkanten. De andre derimod, havde haft en god snorkletur, hvor de blandt andet havde fundet levende konkyljer. Dem tog de med tilbage til båden, da de skulle smage fortræffeligt.



Stingray vi mødte på revet... samme art som Dennis fangede en sen aften på Antigua.





Rasmus´ første snorkletur, siden han er ankommet til Caribien.


Anders viser her stolt konkyljen frem.





Straks, efter at have læst i vores fiskebog om hvordan man åbner den, gik de i gang med det, der efterfølgende viste sig at være hårdt arbejde. Efter en lang kamp, med stemmejern, hammer og kniv... samt et knækket skærebræt, kunne de med stolthed trække, det underlige udseende væsen ud af skallen.
Efterfølgende blev der kogt en god og sund konkyljesuppe, der smagte ”trés bien”.



Inden arbejdet med at få kræet ud af skallen.


Hvor der er vilje er der vej!


Umiddelbart ikke noget kønt syn, men smagen var bedre end dens udseende.


Sneglen i konkylien, har en protein "himstergims", der gør et eller andet. Den skulle helbrede alt og samtidig styrke din libido. Den er den i ser Anders har i munden. Det eneste Dennis og Anders ville fortælle om den sag er, at den smager af salt...


Inden aftenen gik på held, valgte Rasmus og Anders at bruge den sidste tid på stranden, hvor de nød det sidste af solen, samt flere spil strandtennis... efterfølgende kunne de berette, at der måtte have været mange myg på stranden, for Rasmus´ ryg, var fyldt med store myggestik.



Dagen efter tog vi i land, hvorefter vi skulle bære dinghyen over et smalt stykke strand, for derefter at sejle over en 2 mil stor indsø, for endelig at nå frem til landsbyen. Først og vigtigst var, at uddeklarere. Det tog os noget tid at finde de to steder hvor det skulle ske, men lykkedes det gjorde det, som det hidtil altid har gjort.

Der var ikke så meget andet at give sig til i landsbyen og al transport, var nærmest dyrt ud over det sædvanlige. Derfor valgte vi at tage os en hurtig og billig frokost i vejkanten, hvor menuen stod på grillet marineret kylling og dumblins.



På vej hen over den store indsø, der tog 20 minutter at krydse.


Valgplaket, med en flot kronhjort... Vi forstår dog ikke helt dens symbolik.





På vej hen for at uddeklarere.





Stadig geder overalt hvor vi færdes.


Barbudas toldvæsen, er lidt mindre formelt end i Danmark.





Læg mærke til, at denne frisør, kun klipper personer over 50 år.





Vejkøkkenet, der serverede fabelagtig grillet marineret kylling.


Tilbage på båden, forberedte Anders og Dennis en pose med godter i til de fisk der nu kunne have lyst til at blive fanget. Det kaldes i fiskeverdenen for Chum. Indholdet i posen bestod af sardiner i olie, kværnet frossen fisk, havregryn og grahamsmel. Ud af dette blev der lavet en stor kugle, der så blev placeret i et net, der skulle hænge ud over siden på båden nede i vandet. På den måde ville duften stille og roligt sive ud i vandet og forhåbentlig tiltrække nogle fisk... det var i hvert fald teorien.



Netop færdige med at lave Chum.





Ikke længe efter De begyndte at fiske, mistede Anders to fisk, som vi efterfølgende ser skyldtes at han krog var for stor. Dennis derimod havde en mindre krog på og tyndere line. Han mistede derfor to fisk, der knækkede hans line. Så kom han en kraftigere line og inden for kort tid, havde han landet to flotte bonefish, som er noget vi længe har ville prøve at fange. Disse fisk betaler mange fiskere gladelig $300 om dagen for at fiske med en guide, så det var en stor glæde at endelig lykkedes med fiskeriet og samtidig se, at vores forberedelser havde gjort gavn.



Den første af to Bonefish.


Den anden og sidste Bonefish.





Dagen efter stod Dennis op for at fiske kl. 05.30. Det var ikke nemt at stå op på denne tid, da han havde siddet til et godt stykke ud på natten for at redigere billeder. Anders havde registreret at Dennis havde slået vækkeuret fra, og venligt prikkede Anders til Dennis: ”Dennis du skal op at fange tarpon”. Uden dette var han nok ikke kommet op.
Der blev ikke fanget nogen fisk den morgen, men solopgangen var utrolig smuk og desuden gav det ham mulighed for at lave en stor omelet til de andre, så den var klar til når de stod op.



Solopgang med den 11 mil lange strand i baggrunden.


Lasse var ihærdig med at gøre båden klar til sejlads og efter et stykke tid var vi alle i gang. Vi skulle videre til Sint Maarten, som er den hollandske del af øen st. Martin der er delt i en fransk og en hollandsk del. Turen ville være omkring 70-80 mil, hvorfor vi var nødt til at sejle om natten, for ikke at komme frem i mørke. Vi drog af sted ved 17 tiden og nu var det første gang for Rasmus, at han skulle sejle om natten. Han havde derfor sine vagter sammen med Anders, for at han kunne vænne sig til at være på vagt på Dania.
Sidst vi sejlede om natten, var da vi sejlede mod Grenada fra Tobago. Derfor var det noget vi alle glædede os til.



Mod syd - Stranden og havet til højre, og indsøen til venstre.


Mod nord - Indsøen til højre, og stranden og havet til venstre. Helt i baggrunden til venstre i billedet, kan man ane Dania.


Vi er nu ankommet til Sint Maarten og der er en morsom historie om hvordan Frankrig og Holland i tidernes morgen opdelte landet imellem sig. Den lyder sådan her:

Den 23. marts 1648, blev Frankrig og den Hollandske Republik enige om at opdele øen mellem de to nationer, så de underskrev traktaten Concordia.

Da Frankrig og den Hollandske Republik, begge mente at de var civiliserede og derfor ikke ville bekrige hinanden I forhold til opdelingen af øen, besluttede de derfor at udvælge to der skulle vandre. En fra det fransk-dominerede samfund og den anden fra det hollandsk-domineret samfund. De blev hver især placeret i hver sin ende af øen og skulle så vandre i retning mod hinanden. Der hvor de så ville mødes, ville blive grænsen mellem den Hollandske republik og Frankrig. Hver af de to der skulle vandre, skulle have noget at drikke med på turen. Den franske valgte vin og den hollandske valgte gin. Som så resulterede i at den franske person sikrede Frankrig 54 km2 og den hollandske kun 32 km2.

Hvor vidt denne historie er sand eller om det handlede om, at franskmanden løb dele af turen, vides ikke helt... men denne version er også lidt mere morsom. Egentlig minder den vel lidt om dengang hvor vi sagde farvel til al olien i Nordsøen, altså den del Norge fik.


Nok om det! Nu er vi ankommet til den hollandske del af øen og skal forhåbentlig de næste par dage fiske, opleve og dykke med hajer.

Derhjemme håber vi at i nyder foråret.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...