Azoerne

Onsdag d. 26 maj 2010

38° 31.950 N
28° 37.503 W




Efter at vi var tjekket ind i landet og fik et glædeligt gensyn med vores fællesven Tommy, som samtidig også er Lasses papbror, kunne vi endelig nyde at vi var fremme og i god behold.

Tommy havde efterhånden ventet på os i en uge og var derfor også glad for at vi endelig var ankommet. Dette skulle selvfølgelig fejres alt sammen, hvorfor vi tog op på den lokale og berømte bar ”Peters bar/ Café Sport”, som er langtursejlernes mødested. Derefter gik det hele lidt af sig selv og for at gøre en lang historie kort, så gik vi fælles hjem fra en fantastisk bat i byen kl. 8 om morgenen… så var det vist fejret!



Mange dage på havet!


Familien blev kontaktet ved første lejlighed.


Der var flere ting som skulle ordnes på båden, som vi undervejs over Atlanten havde lagt mærke til. Derfor brugte vi 2-3 dage på vedligehold og istandsættelse. Båden var nu atter i tip-top kondition, set i forhold til, at den netop har sejlet over 10.000 sømil det sidste års tid.



Marinaen... set fra masten.








Hvis i undrer jer over hvordan det ser ud fra toppen af vores mast, viser Dennis det her til jer.


Vi vidste allerede ved vores ankomst, at vi ikke ville have mange dage tilgængelig på Azoerne. Dette skyldtes, at vi skulle videre for at kunne nå hjem inden en bestemt dato. Det var vilkårene, så derfor kom arbejdet og klargøring til næste del af turen som første prioritet og dernæst afslapning og sight-seeing.

Dagen der var afsat til sight-seeing, begyndte med at Tommy, Lasse og Dennis lejede en bil. Øen blev kørt tynd, hvilket ikke siger så meget, da øen ikke er synderlig stor. Men hvad den ikke havde i størrelse, havde den i en naturskønhed, der slår meget af det vi tidligere har set på vores tur. Øen er også kendt for sin ene vulkan, som har et stort krater, der i dag er frodigt tilgroet. Krateret er mere end en kilometer i diameter og på toppen er der en udsigtsplatform, der gør det muligt at se hele skønheden. Dette ville vi selvsagt gerne se og kørte dertil, allerede tidligt på turen. Da vi ankom, var der dog overskyet og intet kunne vi se. Ned af bjerget kørte vi igen og valgte at køre op på nordsiden af øen. Denne del af øen består af høje tilgroede skrænter, der ender ud på strande med kulsort vulkansand.






To brødre... lykkelige over at have hinanden igen.








Fyrtårn på vestkysten.


En ny del af øen, skabt af en vulkan, som ikke har eksisteret i mange årtier.











Portugisiske orlogsmænd, der er skyllet op på stranden


En lille grissebasse.


Blomster fra en blomsterpark, som vi besøgte.





Nåletræ af en art.


Der var nu gået nogle timer siden vi var oppe på toppen af vulkanen, og vi håbede at skyerne nu var forsvundet, så sigtbarheden var blevet bedre. Vi kørte dertil med forventningerne i top… og atter engang blev vi skuffet. Ned af bjerget igen!

Aftenen nærmede sig og vi valgte at spise på en lille lokal café , der ligger placeret midt i Horta. Efter et godt billigt måltid, ville vi til at bevæge os tilbage til båden. Da vi kom udenfor kunne vi se at skyerne så ud til at være forsvundet. Der var stadig en time tilbage, inden solen ville gå ned. 3 gang måtte være lykkens gang, så ind i bilen igen, op på bjerget og forventningerne høje igen. Da vi kom derop, gik igennem tunnellen, der førte ud til udsigtsplatformen, kunne vi endelig løfte hænderne over hovedet af ren sejrsglæde. Det var muligt at se krateret… skyerne var der, men de var nok over os til, at vi kunne se. Og sikke et syn! Selvom det var en sejrens glæde, måtte vi hurtigt kapitulere for den ”bidende” kulde. 9 grader, blæsende… og i shorts! Nej vi måtte ned af bjerget igen. Nu kendte vi ruten ret godt og var alle tre stolte af vores ihærdighed og stædighed.


Tunnellen, som fører ud til udsigtsplatformen.


Udsigt fra vulkanen ud over Horta.


Krateret!





En tradition, som vi har set flere steder i marinaerne undervejs, men som vi aldrig selv har støtte op omkring er, at efterlade et maleri et sted i marinaen. Horta marina er fyldt med disse malerier og vi vil skyde på at der er nogle tusinde af dem. Der er nogle kunstværker heriblandt og nu var tiden til at vi også ville lade et minde være tilbage. Lasse var hjernen og malermesteren bag projektet, Dennis var malersvend, Tommy... jaaaa han kiggede på og kommenterede hele processen.

















I morgen tidlig drager vi atter på langtur. Vi har 1300 sømil forude og forventer at det tager 10-11 dage Med på turen denne gang har vi Tommy. Det bliver hans hidtil længste stræk… og hvis jeg ikke tager meget fejl, så glæder han sig meget.

So long Azoeres… Hello Englang!



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Atlanten 2.0

Fredag d. 20 maj 2010





Dagen blev det, hvor vi nu alle sammen skulle krydse Atlanten. Ingen havde brækket et ben, så med alle helbred I behold drog vi ud på en rejse over det store åbne hav.

Vi havde kalkuleret med godt 14 dage, såfremt vi kunne sejle gennemsnitlig 5 knob. Det viste sig dog hurtigt, at denne tur over Atlanten, ikke vil blive lige så nem og bekvem, som den tidligere tur over Atlanten 5 måneder tidligere.
Allerede på 2. Dagen, blev vi nødt til at tænde motoren, eftersom vinden forsvandt. Det kan måske være lidt vanskeligt at forstå, at der på et ocean kan være vindstille og bølgerne små… men det er muligt og det kan vi alle 3 skrive under på. Udover at det er larmende at sejle for motor og at båden gynger og ruller, så er det største problem, at vi kun har en vis mængde diesel med, som skal holde hele vejen. At vi måtte bruge næsten 3 dage for motor allerede i begyndelsen af turen, var derfor en frustrerende oplevelse. Både havet og vinden bestemmer over os når vi ikke er i havn, hvorfor der ikke er andet at gøre end at være tålmodige og acceptere forholdene.

Vinden kom også igen og bølgerne ligeledes. Det er meget forskelligt hvordan bølgerne er derude. Det kan være lange og flade, lange og høje, korte og ukurante eller brusende og mørke. Havet derude er dog meget vekslende, eller rettere sagt, det var hvad vi oplevede. De første 7 dage var afvekslende! På 8 dagen kunne vi se på en vejrfil, at der var ved at komme en storm fra vest mod øst. Vi lå på daværende tidspunkt ved 36° nord og kunne derved se, at hvis vi blev der, ville vi opleve hårdt vejr. Anders kontaktede derfor Herb, der fører en vejrtjeneste der hedder ”Southbound”. Herb fik vores position og det første hans sagde var: ”Ohh dear!” Vinden var allerede taget godt til og vi sejlede stort set lige imod den, hvorfor sejladsen virkede noget rå. Da han så yderligere gav udtryk for, at vi ikke var et godt sted, set i forhold til det system der var på vej, fik vi alle sammen en lille nagende fornemmelse og måske følte vi også en smule ubehag ved situationen. Det blev heller ikke bedre af at han bad os stikke syd på, hvilket ville være vanskeligt at vinden ville dreje i syd-syd/vest. Såfremt vi ikke kom væk derfra, ville der være en risiko for at vi ville blive ramt af stormen og være tvunget til at sejle med den nord på, hvilket ville kunne betyde, at vi ville ramt af den næste storm, som der var på vej lige i halen på den første… ikke nok med det, så var nr. 2 storm kraftigere…
Med den viden, besluttede vi at sejle stik syd på, og da vindretningen ændrede sig, var dette ikke muligt at gøre for sejl. Derfor måtte vi ned med sejlene og tænde for motoren. Dette er normalt ikke det man har lyst til, at det giver en ubehagelig sejlads. Vi vidste at vi blev nødt til at acceptere, at vi ville komme til at sejle 90° fra vores mål, men der var ikke andet at gøre.
Vi brugte to dage på at sejle væk fra uvejret. Vi nåede 33° nord og fik nu en god halvvind på godt 25 knob. Resulterende i at vi fik en dejlig behagelig sejlads, from for at risikere en hård og mere risikabel omgang. Vi blev på de sydlige breddegrader helt frem til den 2. storm var kommet forbi os. Herefter kunne vi atter begynde at sejle nord/øst mod målet. Der er noget dejligt ved at se triptælleren bevæge sig, frem for 2 dage i streg at opleve, at vi sejler, sejler og sejler, men ikke kommer nærmere mod målet.









Portugisisk Orlogsmand - En gobbel der krydser havet, ved at bruge "finnen", som den har foroven som et sejl.


Da den anden storm havde passeret os, fik vi en mail fra vores ven Rasmus, som igen var kommet tilbage til Danmark, efter at have sejlet med os i 5 uger. Han kunne fortælle os, at vores sejlerven Henrik Elmer, som vi mødte i Caribien, var blevet fanget i begge storme og var blevet reddet af den canadiske coastguard. I kan se mere om deres oplevelse på www.waverunner.dk. Vi kunne kun forestille os, hvordan det måtte være at forlade sit skib og se det drive ud på havet, alt i mens man i sikkerhed sidder i en redningsbåd. Dennis havde tidligere besøgt Waverunner, som var en fantastisk flot og solid båd.

Vi oplevede også nogle fantastiske sejldage, hvor vi gennemsnitligt sejlede mellem 8-9 knob, med høj solskin. Båden er som skabt til oceansejlads og dette blev tydeligt for os på denne tur.
Delfiner så vi flere gange hver dag og hver nat. Enkelte hvalsprøjt i horisonten blev det også til. Flere kontainerskibe passerede også vores rute, og endda var der en enkelt, som kun var 200 meter fra os på bagbordsside.
På turen fik vi ikke fisket så meget, som vi havde regnet med. Derfor var madrationen også lav da vi nåede nærmere vores destination. Maden på turen blev også anderledes, end det vi havde været vandt til de sidste mange måneder i varmen. Temperaturen dalede ned til 15-20 grader undervejs og derfor var det varme tunge retter, som blev favoritterne. Risengrød var det helt store hit…



Vulkanen PICO







Langt om længe nåede vi land. Det var på den 17 dag om morgenen, at vi endelig kunne anløbe Horta marina på Faial. Synet var fantastisk, ikke kun på grund af det faktum, at vi kunne se land, men specielt fordi øen virkede utrolig frodig, grøn og viste sine høje vulkaner i morgen disen. Det kunne ikke være bedre!

Endelig langt om længe, lykkedes det for hele besætningen at krydse Atlanten sammen. En drøm var gået i opfyldelse.



Venligst,
S/Y Dania

Read more...

Farvel Caribien og Goddag Bermuda …. 7 dage senere

Fra Jost Van Dyke og 850 sømil stik nord til Bermuda

32°22.847 N
64°40.593 W




Vejrudsigten havde lovet godt og blandet, fra alle retninger. Så vi tænkte ”ingen decideret storm, bare bøvlet vejr” så vi kunne godt tage af sted. Rasmus skal med fly fra Bermuda den 5 Maj og vores egen tidsplan hjem er også lidt stram, så vi tænkte at turen nok blev lidt længere end beregnet men at det var bedre at komme af sted for ikke at komme for sent….


Musik i ørene og en bog i hånden... så er 850 sømil en drøm.


Turen startede med en go gang bidevind (vind imod os), og det har Dania ikke det fjerneste imod, men det gør dog sejladsen noget mere ubehagelig, da det er imod bølger og båden banker noget. Men af sted var vi og det var fedt at være af sted igen….
Allerede på anden- dagen fik vi et godt solidt hug på den ene stag, og Lasse der styrede råbe på de andre og Anders kom op og halede fisken ind- turens største Baracuda og hurtigt blev den forvandlet til en omgang Nigiri og Makiruller (sushi). Og vi kunne konkludere at Baracuda som sushi fungerer godt!









Efter et par dage var vi alle også igen ved at få vores søben og søvnen ombord blev bedre og bedre, som den altid plejer på de lange stræk…

Vinden ændrede hele tiden retning og for det meste ikke til vores fordel, også vindstyken ændrede sig konstant, og vi rebede storsejlet mange gange for igen mange gange at fjerne rebet igen- Men det gav da noget at lave for den som var på vagt….
Turen bød også på næsten totalt vindstille, så motoren måtte køre et halvt døgns tid, hvilket vi ikke er så glade for da, båden gynger ret meget når vi ikke har vid i sejlene som holder båden stabil- men det er jo ikke alt vi selv kan bestemme, og slet ikke vejret.

Meget passende, efter at Baracudaen var fortæret efter 2 dage, fik vi endnu et hug på en af gummiblæksprutterne og denne gang var det en endnu større fisk, så båden måtte lige bremses i den kraftige vind der var på det tidspunkt. Dennis fightede fisken og efter en kamp på 10-15 minutter så vi den smukke grøn/ guld farve, af en stor Mahimahi, en han eller ”bull” som man kalder dem. Anders tog fat i linen og Lasse gaffede den store fisk og vi fik den op i båden. Hold da kæft hvor en kleppert! Fisken var ikke glad for at komme op og spællede rundt i cockittet, men hurtigt fik vi givet den en slat sprit i gællerne og så var den godt rolig så den kunne få et slag af hammeren! Vægten blev fundet frem og viste 10,5 kg- så var der i hvert fald igen prima fisk til flere dage….









Stykkerne på denne Mahi Mahi, var meget store i forhold til hvad vi har været vandt til.


Turen bød også på en ”Squall” en god vind og regnbyge med torden i det fjerne. Rasmus var på vagt og blev fanget af den hurtigt skiftende vind. Lasse og Anders rendte op til ham for at give en hånd med sejlføringen og alt i alt mens vi alle stod der i underhylere piskede regn og vind ind fra alle sider og snart frøs vi alle som vi sjældent har gjort det! Dennis fandt sejlertøjet frem, som ikke har været rigtigt brugt siden Europa, men nu var det åbenbart tiden igen…..
Havtemperaturen var droppet fra 31 grader i Caribien til sølle 22 grader da vi nåede tæt ved Bermuda. Også på nattevagterne begyndte vi at tage varmt tøj og nogle gange sejlertøj på- vi kan godt mærke at vi er på vej hjem…..

Efter 7 døgn på havet ankom vi til Bermuda tidligt om morgenen og sejlede ind gennem den lille passage til ”indsøen” ved St. George hvor man skal indklarere…
30 sømil fra land, have vi som vi skulle kontaktet myndighederne over radio, men det var ført da vi var omkring 15 sm fra land vi fik en god forbindelse. Lasse talte med ”manden i land” og de skulle have alt at vide fra; nummeret på vores Epirb, hvilken redningsflåde vi havde, hvor mange vi var ombord, vores mmsi nummer også videre og så videre- Det har vi aldrig prøvet før, der er ganske meget kontrol på Bermuda, men det foregik på en meget venlig og professionel måde.

Da vi kom helt tæt på indsejlingen kontaktede vi igen ”Bermuda Harbour Radio” som sagde at vi bare kunne sejle ind. Som sagt så gjort, og vi fandt hurtigt et sted at smide ankeret. 2 minutter efter dette var gjort blev vi kaldt over radion og blev bedt om at tage ankeret op og lægge til kaj ved tolderne? Hmm… den information glemte de nok lige at give os, eller også stod det et sted i vore ”pilot” vi ikke lige havde set?

Nå men op med ankeret og ind til kajen ved tolderne. Også her blev vi budt venligt velkommen og gik alle op til kontoret for at tjekke ind. En masse papirarbejde blev udfyldt, meget grundigere end noget andet sted, og Anders der har en Harpun blev bedt om at deponere den ved tolderne til vi igen skulle af sted, da det betegnes som et våben….
Tolderen ønskede os velkommen til Bermuda og gav os brochurer og informationer omkring øen og dens seværdigheder – sikken service, ingen sure toldere her, bare meget grundigt arbejde!

I stedet for at sejle ud og lægge anker valgte vi at lægge til i den hyggelige havn lige ved St. George, for at kunne nyde bare at kunne træde i land når vi har lyst- det er en ganske stor luksus når vi er vant til at ligge for.
































En af de store missioner på Bermuda, var at komme ud at lede. Mere specifikt lede efter dele af fortiden og dele det med nutiden...

Tilbage i årene 1983-84 var en del af Dennis´ familie involveret i store byggeprojekter på Bermuda. Dennis´ farfar Svend Dybdal, ejede produktionsvirksomheden Harbjerg, som producerede betonelementer og havde indgået en stor aftale med den Bermudianske entreprenør virksomhed U-Universal Construction. Bermudas tidligere regering, havde som mål at ville udvikle boligmarkedet og skabe mere interesse blandt mulige udenlandske boliginvestorer, således at turismen ville blive større. Derfor valgte regeringen at arbejde sammen med U-Universal Construction, der var ejet af Mr. Robinson.

I den forbindelse aftalen mellem Harbjerg og U-Universal Construction, sendte Svend Dybdal en gruppe af danske håndværkere til Bermuda, der skulle bygge mere end 300 lejligheder og huse. En af personerne var Dennis´ far Johnny.




Og nu vil jeg gå over i jeg-fortælling! Da jeg var omkring 3-4 år gammel, husker jeg at min var væk i nogle længere perioder af gangen. Når han endelig kom hjem igen, havde han en god kulør og vigtigst af alt... en rigtig god orange metalboks med chokolade indeni.

Da jeg blev lidt ældre, efter min far døde, fandt jeg ud af hvor an havde været henne og hvorfor. Senere har jeg også set billeder fra en rejse, hvor min mor var over at besøge ham. I mange år, har Bermuda eventyret for familien Dybdal, været lidt af en ”skat” for mig og min bror... som vi ikke havde fundet endnu, men vidste eksisterede. Min bror, der dengang var 10-11 år gammel, blev dengang tilbudt at komme med min mor til Bermuda. Jeg var ikke særlig gammel, og min bror mente at det var synd, at jeg helt alene skulle passes hos min farmor. Derfor takkede han pænt nej, for at kunne være sammen med mig i stedet... nok ikke det valg jeg havde truffet hvis jeg var ham, men han skal da have nogle point for at ville være en god storebror.... tak Bruderhertz!


I forbindelse med at vi på denne rejse, begyndte at nærme os Bermuda, talte jeg med min mor, samt min onkel Karl Christian, der kunne hjælpe mig med at finde nogle af de steder hvor min far havde været med til at bygge. Han sendte mig også nogle billeder, der kunne hjælpe mig med at lokalisere arkitekturen af husene og lejlighederne. Med den viden i hænde, lejede jeg sammen Lasse en scooter og begyndte så at lede efter adresserne.

Hele øen blev undersøgt på kryds og tværs og resultatet blev derfor også godt. Fra 8 morgen til 10 aften, fandt vi 6 af de områder vi ledte efter. Nedenfor er er mange billeder, der viser hvordan de forskellige boligområder ser ud i dag. De havde dengang alle hvide vægge og sorte tage, men for nogle få år siden, blev der givet tilladelse til at ejerne af husene og lejlighederne, måtte male dem i en anden farve hvis de ønskede det.

Vi mødte enkelte af beboerne, der have boet der i mange år. En enkelt af dem, var søn til en kvinde der havde boet der siden begyndelsen. Han kunne fortælle os, at Mr. Robinson, der ejede U-Universal Construction, senere blev kendt som ”Risky Robinson”, eftersom han tog mange store chancer som forretningsmand.


Jeg har mange flere indtryk jeg kan og vil dele, men jeg tænker at det nok primært er Fam. Dybdal, der vil finde dem interessante : )


Her er mange billeder af alle de huse vi så på vores færd... Mange!



Convict Bay.


Vi så denne flise ved Convict Bay og kunne skimte at nogen havde skrevet deres navne på flisen. Vi tænkte at det måske var nogen af arbejdsfolkene fra dengang.


Cedarpark/ Cedar Chrest


Cedarpark/ Cedar Chrest


Cedarpark/ Cedar Chrest


39 lejligheder/ huse.


Duck´s Puddle.


Duck´s Puddle.





Fenton´s Drive


Fentons Drive.


Nogle huse vi fandt på øst delen af øen.






Lasse og jeg havde også til at gå på søfarts og national museum. Bermuda har en historie med mere end 200 år med slaveri. Det er også en ø med afsindig mange vrag rundt om ved kysten... blandt sømænd bliver den kaldt ”Devils Island!” Bermuda transporterede og mange fanger til Australien, hvor de havde designet specielle både, der mest af alt ligner ”Noahs Ark”, der kunne op mod 600 fanger. Ligesom slaverne blev transporteret nøgne rundt og tætpakket, ligeledes skete det for deres fanger.



Det store national Museum.





En af seværdighederne på museet, var en flok af delfiner. Her er en lille unge.







Vi havde også lidt tid til at vandre rundt i Hamilton, så vi kunne se Front street og de andre seværdigheder byen havde at byde på.



Front Street.


Front Street.


City Hall and Arts Center.


Hamilton set ude fra.


Indsejlingen til St. George.





Hvis i ser på taget her, kan i se at det er lavet sådan, at vandet kan rende rundt og blive samlet. Ligesom vi har tagrender. Taget er hvidt, eftersom det skulle være med til at holde regnvandet rent. Vandet løber ned i store beholdere, som de har under eller uden for huset. De er nødt til at opsamle vandet, eftersom der forekommer tørke på Bermuda. 95 % af alle husene på Bermuda, har disse tage.


Med scooterhjelmene på, lignede vi, syntes vi selv, nogle barske politibetjente.


Inden dagen var helt omme, slog vi et smut forbi Hamilton, som er hovedstaden. Vi fandt den ældste pub i byen, som var fra 1838. Vi spurgte bartenderen, hvordan baren havde været dengang i 80´erne. Han mente at det var stedet hvor arbejdsfolk og håndværkere kom og drak elefantøl. Så i mine tanker, så har farmand sikkert også siddet der med en kold elefant i hånden.

Efter en enkelt øl, tog vi en tur i biografen. En perfekt måde at slutte en rigtig god dag af på.












Dagen efter tog Rasmus og Anders af sted rundt på øen. Hvor de shoppede lidt i Hamilton og ellers fik kørt øen tynd. De sidder på en restaurant et eller andet sted og nyder tilværelsen, nu hvor det er Rasmus´ anden sidste dag inden han skal med flyet hjem,

I overmorgen, d. 5 maj, begynder vi krydsningen af Atlanten. Vi regner med at gøre det på omkring 12 dage, hvilket vil sige at vi er fremme på øen Horta, ved Azoerne omkring d. 16-17 maj.


Vi glæder os til at kunne dele vores oplevelser over Atlanten med jer! Indtil da til alle derude... ha´ det fantastisk og husk at smil : )



venligst,
S/Y Dania

Read more...