Atlanten 2.0

Fredag d. 20 maj 2010





Dagen blev det, hvor vi nu alle sammen skulle krydse Atlanten. Ingen havde brækket et ben, så med alle helbred I behold drog vi ud på en rejse over det store åbne hav.

Vi havde kalkuleret med godt 14 dage, såfremt vi kunne sejle gennemsnitlig 5 knob. Det viste sig dog hurtigt, at denne tur over Atlanten, ikke vil blive lige så nem og bekvem, som den tidligere tur over Atlanten 5 måneder tidligere.
Allerede på 2. Dagen, blev vi nødt til at tænde motoren, eftersom vinden forsvandt. Det kan måske være lidt vanskeligt at forstå, at der på et ocean kan være vindstille og bølgerne små… men det er muligt og det kan vi alle 3 skrive under på. Udover at det er larmende at sejle for motor og at båden gynger og ruller, så er det største problem, at vi kun har en vis mængde diesel med, som skal holde hele vejen. At vi måtte bruge næsten 3 dage for motor allerede i begyndelsen af turen, var derfor en frustrerende oplevelse. Både havet og vinden bestemmer over os når vi ikke er i havn, hvorfor der ikke er andet at gøre end at være tålmodige og acceptere forholdene.

Vinden kom også igen og bølgerne ligeledes. Det er meget forskelligt hvordan bølgerne er derude. Det kan være lange og flade, lange og høje, korte og ukurante eller brusende og mørke. Havet derude er dog meget vekslende, eller rettere sagt, det var hvad vi oplevede. De første 7 dage var afvekslende! På 8 dagen kunne vi se på en vejrfil, at der var ved at komme en storm fra vest mod øst. Vi lå på daværende tidspunkt ved 36° nord og kunne derved se, at hvis vi blev der, ville vi opleve hårdt vejr. Anders kontaktede derfor Herb, der fører en vejrtjeneste der hedder ”Southbound”. Herb fik vores position og det første hans sagde var: ”Ohh dear!” Vinden var allerede taget godt til og vi sejlede stort set lige imod den, hvorfor sejladsen virkede noget rå. Da han så yderligere gav udtryk for, at vi ikke var et godt sted, set i forhold til det system der var på vej, fik vi alle sammen en lille nagende fornemmelse og måske følte vi også en smule ubehag ved situationen. Det blev heller ikke bedre af at han bad os stikke syd på, hvilket ville være vanskeligt at vinden ville dreje i syd-syd/vest. Såfremt vi ikke kom væk derfra, ville der være en risiko for at vi ville blive ramt af stormen og være tvunget til at sejle med den nord på, hvilket ville kunne betyde, at vi ville ramt af den næste storm, som der var på vej lige i halen på den første… ikke nok med det, så var nr. 2 storm kraftigere…
Med den viden, besluttede vi at sejle stik syd på, og da vindretningen ændrede sig, var dette ikke muligt at gøre for sejl. Derfor måtte vi ned med sejlene og tænde for motoren. Dette er normalt ikke det man har lyst til, at det giver en ubehagelig sejlads. Vi vidste at vi blev nødt til at acceptere, at vi ville komme til at sejle 90° fra vores mål, men der var ikke andet at gøre.
Vi brugte to dage på at sejle væk fra uvejret. Vi nåede 33° nord og fik nu en god halvvind på godt 25 knob. Resulterende i at vi fik en dejlig behagelig sejlads, from for at risikere en hård og mere risikabel omgang. Vi blev på de sydlige breddegrader helt frem til den 2. storm var kommet forbi os. Herefter kunne vi atter begynde at sejle nord/øst mod målet. Der er noget dejligt ved at se triptælleren bevæge sig, frem for 2 dage i streg at opleve, at vi sejler, sejler og sejler, men ikke kommer nærmere mod målet.









Portugisisk Orlogsmand - En gobbel der krydser havet, ved at bruge "finnen", som den har foroven som et sejl.


Da den anden storm havde passeret os, fik vi en mail fra vores ven Rasmus, som igen var kommet tilbage til Danmark, efter at have sejlet med os i 5 uger. Han kunne fortælle os, at vores sejlerven Henrik Elmer, som vi mødte i Caribien, var blevet fanget i begge storme og var blevet reddet af den canadiske coastguard. I kan se mere om deres oplevelse på www.waverunner.dk. Vi kunne kun forestille os, hvordan det måtte være at forlade sit skib og se det drive ud på havet, alt i mens man i sikkerhed sidder i en redningsbåd. Dennis havde tidligere besøgt Waverunner, som var en fantastisk flot og solid båd.

Vi oplevede også nogle fantastiske sejldage, hvor vi gennemsnitligt sejlede mellem 8-9 knob, med høj solskin. Båden er som skabt til oceansejlads og dette blev tydeligt for os på denne tur.
Delfiner så vi flere gange hver dag og hver nat. Enkelte hvalsprøjt i horisonten blev det også til. Flere kontainerskibe passerede også vores rute, og endda var der en enkelt, som kun var 200 meter fra os på bagbordsside.
På turen fik vi ikke fisket så meget, som vi havde regnet med. Derfor var madrationen også lav da vi nåede nærmere vores destination. Maden på turen blev også anderledes, end det vi havde været vandt til de sidste mange måneder i varmen. Temperaturen dalede ned til 15-20 grader undervejs og derfor var det varme tunge retter, som blev favoritterne. Risengrød var det helt store hit…



Vulkanen PICO







Langt om længe nåede vi land. Det var på den 17 dag om morgenen, at vi endelig kunne anløbe Horta marina på Faial. Synet var fantastisk, ikke kun på grund af det faktum, at vi kunne se land, men specielt fordi øen virkede utrolig frodig, grøn og viste sine høje vulkaner i morgen disen. Det kunne ikke være bedre!

Endelig langt om længe, lykkedes det for hele besætningen at krydse Atlanten sammen. En drøm var gået i opfyldelse.



Venligst,
S/Y Dania