Farvel Caribien og Goddag Bermuda …. 7 dage senere

Fra Jost Van Dyke og 850 sømil stik nord til Bermuda

32°22.847 N
64°40.593 W




Vejrudsigten havde lovet godt og blandet, fra alle retninger. Så vi tænkte ”ingen decideret storm, bare bøvlet vejr” så vi kunne godt tage af sted. Rasmus skal med fly fra Bermuda den 5 Maj og vores egen tidsplan hjem er også lidt stram, så vi tænkte at turen nok blev lidt længere end beregnet men at det var bedre at komme af sted for ikke at komme for sent….


Musik i ørene og en bog i hånden... så er 850 sømil en drøm.


Turen startede med en go gang bidevind (vind imod os), og det har Dania ikke det fjerneste imod, men det gør dog sejladsen noget mere ubehagelig, da det er imod bølger og båden banker noget. Men af sted var vi og det var fedt at være af sted igen….
Allerede på anden- dagen fik vi et godt solidt hug på den ene stag, og Lasse der styrede råbe på de andre og Anders kom op og halede fisken ind- turens største Baracuda og hurtigt blev den forvandlet til en omgang Nigiri og Makiruller (sushi). Og vi kunne konkludere at Baracuda som sushi fungerer godt!









Efter et par dage var vi alle også igen ved at få vores søben og søvnen ombord blev bedre og bedre, som den altid plejer på de lange stræk…

Vinden ændrede hele tiden retning og for det meste ikke til vores fordel, også vindstyken ændrede sig konstant, og vi rebede storsejlet mange gange for igen mange gange at fjerne rebet igen- Men det gav da noget at lave for den som var på vagt….
Turen bød også på næsten totalt vindstille, så motoren måtte køre et halvt døgns tid, hvilket vi ikke er så glade for da, båden gynger ret meget når vi ikke har vid i sejlene som holder båden stabil- men det er jo ikke alt vi selv kan bestemme, og slet ikke vejret.

Meget passende, efter at Baracudaen var fortæret efter 2 dage, fik vi endnu et hug på en af gummiblæksprutterne og denne gang var det en endnu større fisk, så båden måtte lige bremses i den kraftige vind der var på det tidspunkt. Dennis fightede fisken og efter en kamp på 10-15 minutter så vi den smukke grøn/ guld farve, af en stor Mahimahi, en han eller ”bull” som man kalder dem. Anders tog fat i linen og Lasse gaffede den store fisk og vi fik den op i båden. Hold da kæft hvor en kleppert! Fisken var ikke glad for at komme op og spællede rundt i cockittet, men hurtigt fik vi givet den en slat sprit i gællerne og så var den godt rolig så den kunne få et slag af hammeren! Vægten blev fundet frem og viste 10,5 kg- så var der i hvert fald igen prima fisk til flere dage….









Stykkerne på denne Mahi Mahi, var meget store i forhold til hvad vi har været vandt til.


Turen bød også på en ”Squall” en god vind og regnbyge med torden i det fjerne. Rasmus var på vagt og blev fanget af den hurtigt skiftende vind. Lasse og Anders rendte op til ham for at give en hånd med sejlføringen og alt i alt mens vi alle stod der i underhylere piskede regn og vind ind fra alle sider og snart frøs vi alle som vi sjældent har gjort det! Dennis fandt sejlertøjet frem, som ikke har været rigtigt brugt siden Europa, men nu var det åbenbart tiden igen…..
Havtemperaturen var droppet fra 31 grader i Caribien til sølle 22 grader da vi nåede tæt ved Bermuda. Også på nattevagterne begyndte vi at tage varmt tøj og nogle gange sejlertøj på- vi kan godt mærke at vi er på vej hjem…..

Efter 7 døgn på havet ankom vi til Bermuda tidligt om morgenen og sejlede ind gennem den lille passage til ”indsøen” ved St. George hvor man skal indklarere…
30 sømil fra land, have vi som vi skulle kontaktet myndighederne over radio, men det var ført da vi var omkring 15 sm fra land vi fik en god forbindelse. Lasse talte med ”manden i land” og de skulle have alt at vide fra; nummeret på vores Epirb, hvilken redningsflåde vi havde, hvor mange vi var ombord, vores mmsi nummer også videre og så videre- Det har vi aldrig prøvet før, der er ganske meget kontrol på Bermuda, men det foregik på en meget venlig og professionel måde.

Da vi kom helt tæt på indsejlingen kontaktede vi igen ”Bermuda Harbour Radio” som sagde at vi bare kunne sejle ind. Som sagt så gjort, og vi fandt hurtigt et sted at smide ankeret. 2 minutter efter dette var gjort blev vi kaldt over radion og blev bedt om at tage ankeret op og lægge til kaj ved tolderne? Hmm… den information glemte de nok lige at give os, eller også stod det et sted i vore ”pilot” vi ikke lige havde set?

Nå men op med ankeret og ind til kajen ved tolderne. Også her blev vi budt venligt velkommen og gik alle op til kontoret for at tjekke ind. En masse papirarbejde blev udfyldt, meget grundigere end noget andet sted, og Anders der har en Harpun blev bedt om at deponere den ved tolderne til vi igen skulle af sted, da det betegnes som et våben….
Tolderen ønskede os velkommen til Bermuda og gav os brochurer og informationer omkring øen og dens seværdigheder – sikken service, ingen sure toldere her, bare meget grundigt arbejde!

I stedet for at sejle ud og lægge anker valgte vi at lægge til i den hyggelige havn lige ved St. George, for at kunne nyde bare at kunne træde i land når vi har lyst- det er en ganske stor luksus når vi er vant til at ligge for.
































En af de store missioner på Bermuda, var at komme ud at lede. Mere specifikt lede efter dele af fortiden og dele det med nutiden...

Tilbage i årene 1983-84 var en del af Dennis´ familie involveret i store byggeprojekter på Bermuda. Dennis´ farfar Svend Dybdal, ejede produktionsvirksomheden Harbjerg, som producerede betonelementer og havde indgået en stor aftale med den Bermudianske entreprenør virksomhed U-Universal Construction. Bermudas tidligere regering, havde som mål at ville udvikle boligmarkedet og skabe mere interesse blandt mulige udenlandske boliginvestorer, således at turismen ville blive større. Derfor valgte regeringen at arbejde sammen med U-Universal Construction, der var ejet af Mr. Robinson.

I den forbindelse aftalen mellem Harbjerg og U-Universal Construction, sendte Svend Dybdal en gruppe af danske håndværkere til Bermuda, der skulle bygge mere end 300 lejligheder og huse. En af personerne var Dennis´ far Johnny.




Og nu vil jeg gå over i jeg-fortælling! Da jeg var omkring 3-4 år gammel, husker jeg at min var væk i nogle længere perioder af gangen. Når han endelig kom hjem igen, havde han en god kulør og vigtigst af alt... en rigtig god orange metalboks med chokolade indeni.

Da jeg blev lidt ældre, efter min far døde, fandt jeg ud af hvor an havde været henne og hvorfor. Senere har jeg også set billeder fra en rejse, hvor min mor var over at besøge ham. I mange år, har Bermuda eventyret for familien Dybdal, været lidt af en ”skat” for mig og min bror... som vi ikke havde fundet endnu, men vidste eksisterede. Min bror, der dengang var 10-11 år gammel, blev dengang tilbudt at komme med min mor til Bermuda. Jeg var ikke særlig gammel, og min bror mente at det var synd, at jeg helt alene skulle passes hos min farmor. Derfor takkede han pænt nej, for at kunne være sammen med mig i stedet... nok ikke det valg jeg havde truffet hvis jeg var ham, men han skal da have nogle point for at ville være en god storebror.... tak Bruderhertz!


I forbindelse med at vi på denne rejse, begyndte at nærme os Bermuda, talte jeg med min mor, samt min onkel Karl Christian, der kunne hjælpe mig med at finde nogle af de steder hvor min far havde været med til at bygge. Han sendte mig også nogle billeder, der kunne hjælpe mig med at lokalisere arkitekturen af husene og lejlighederne. Med den viden i hænde, lejede jeg sammen Lasse en scooter og begyndte så at lede efter adresserne.

Hele øen blev undersøgt på kryds og tværs og resultatet blev derfor også godt. Fra 8 morgen til 10 aften, fandt vi 6 af de områder vi ledte efter. Nedenfor er er mange billeder, der viser hvordan de forskellige boligområder ser ud i dag. De havde dengang alle hvide vægge og sorte tage, men for nogle få år siden, blev der givet tilladelse til at ejerne af husene og lejlighederne, måtte male dem i en anden farve hvis de ønskede det.

Vi mødte enkelte af beboerne, der have boet der i mange år. En enkelt af dem, var søn til en kvinde der havde boet der siden begyndelsen. Han kunne fortælle os, at Mr. Robinson, der ejede U-Universal Construction, senere blev kendt som ”Risky Robinson”, eftersom han tog mange store chancer som forretningsmand.


Jeg har mange flere indtryk jeg kan og vil dele, men jeg tænker at det nok primært er Fam. Dybdal, der vil finde dem interessante : )


Her er mange billeder af alle de huse vi så på vores færd... Mange!



Convict Bay.


Vi så denne flise ved Convict Bay og kunne skimte at nogen havde skrevet deres navne på flisen. Vi tænkte at det måske var nogen af arbejdsfolkene fra dengang.


Cedarpark/ Cedar Chrest


Cedarpark/ Cedar Chrest


Cedarpark/ Cedar Chrest


39 lejligheder/ huse.


Duck´s Puddle.


Duck´s Puddle.





Fenton´s Drive


Fentons Drive.


Nogle huse vi fandt på øst delen af øen.






Lasse og jeg havde også til at gå på søfarts og national museum. Bermuda har en historie med mere end 200 år med slaveri. Det er også en ø med afsindig mange vrag rundt om ved kysten... blandt sømænd bliver den kaldt ”Devils Island!” Bermuda transporterede og mange fanger til Australien, hvor de havde designet specielle både, der mest af alt ligner ”Noahs Ark”, der kunne op mod 600 fanger. Ligesom slaverne blev transporteret nøgne rundt og tætpakket, ligeledes skete det for deres fanger.



Det store national Museum.





En af seværdighederne på museet, var en flok af delfiner. Her er en lille unge.







Vi havde også lidt tid til at vandre rundt i Hamilton, så vi kunne se Front street og de andre seværdigheder byen havde at byde på.



Front Street.


Front Street.


City Hall and Arts Center.


Hamilton set ude fra.


Indsejlingen til St. George.





Hvis i ser på taget her, kan i se at det er lavet sådan, at vandet kan rende rundt og blive samlet. Ligesom vi har tagrender. Taget er hvidt, eftersom det skulle være med til at holde regnvandet rent. Vandet løber ned i store beholdere, som de har under eller uden for huset. De er nødt til at opsamle vandet, eftersom der forekommer tørke på Bermuda. 95 % af alle husene på Bermuda, har disse tage.


Med scooterhjelmene på, lignede vi, syntes vi selv, nogle barske politibetjente.


Inden dagen var helt omme, slog vi et smut forbi Hamilton, som er hovedstaden. Vi fandt den ældste pub i byen, som var fra 1838. Vi spurgte bartenderen, hvordan baren havde været dengang i 80´erne. Han mente at det var stedet hvor arbejdsfolk og håndværkere kom og drak elefantøl. Så i mine tanker, så har farmand sikkert også siddet der med en kold elefant i hånden.

Efter en enkelt øl, tog vi en tur i biografen. En perfekt måde at slutte en rigtig god dag af på.












Dagen efter tog Rasmus og Anders af sted rundt på øen. Hvor de shoppede lidt i Hamilton og ellers fik kørt øen tynd. De sidder på en restaurant et eller andet sted og nyder tilværelsen, nu hvor det er Rasmus´ anden sidste dag inden han skal med flyet hjem,

I overmorgen, d. 5 maj, begynder vi krydsningen af Atlanten. Vi regner med at gøre det på omkring 12 dage, hvilket vil sige at vi er fremme på øen Horta, ved Azoerne omkring d. 16-17 maj.


Vi glæder os til at kunne dele vores oplevelser over Atlanten med jer! Indtil da til alle derude... ha´ det fantastisk og husk at smil : )



venligst,
S/Y Dania