Vand med en historie
>> søndag den 28. marts 2010
Antigua – English Harbour
Tirsdag d. 30 marts 2010
17°00.369 N
61°46.202 W
Allerførst, så skal vi begynde med at fortælle, at Anders gjorde noget, som både Anders og Dennis er dybt misundelige på. Han valgte at tage ud til Caribiens eneste faldskærmsudspringssted, for at springe faldskærm, med hele familien som tilskuer sikkert tilbage på jorden. Det var eftersigende den mest intense oplevelse han har haft og derfor ikke noget der kan beskrives, men derimod opleves.
Her ses Anders med hans instruktør og faldskærmsfører.
Anders´ søster ved siden af flyet, som de sprang ud fra.
Den første aften på Antigua bød på en lidt speciel og anderledes oplevelse - Dennis og Lasse gik ned på molen ved Nelsons Dockyard, og så at der var mødt en masse mennesker op. Vi så straks at der var nogle meget specielle robåde ved kajen, og for anker i bugten ud for. Det måtte være den ro konkurrence vi havde hørt om tidligere, og da vi snakkede med et par solbrune fyre med lagt skæg, fortalte de os at de havde roet deres båd fra Gomera ved De Kanariske øer, og tværs over Atlanterhavet her til Antigua! Vi blev straks fanget af at høre mere om disse skøre mennesker, og opdagede at den ene af roerne stod med et kæmpemæssig ”næb” fra en Marlin. Vi spurgte selvfølgelig til det, og fik at vide at de ude på havet havde set en stor stime tun under deres båd, og at de lige pludselig blev ramt af noget der løftede deres båd op med et brag! En stor marlin havde tilsyneladende jagtet tun og havde ved uheld ramt bunden af deres båd med så stor kraft, at spydet, eller næbet var gået igennem glasfiberen og brækkede af inde i båden- hullet efter uheldet fik de stoppet så de kunne sejle videre. Vi var temmelig forbavsede over historien, idet vi aldrig før har hørt om marlin der har lavet hul i i både!
Ganske kort tid efter faldt vi i snak med en kvinde der stor og ventede ved kajen, hun sagde at hun ventede på hendes datter der sammen med 3 veninder var på vej i deres robåd og snart ville være fremme- en spændt mor, men også en meget stolt mor kunne vi mærke! Pigerne ville når de kom ind have været på vandet i 74 døgn uden afbrydelse, og vi fik at vide at de lige nu lå uden for indsejlingen og fik mulighed for at tage et hurtigt bad i havet og få en ren t-shirt inden de kom ind til de ventende. Pludselig kunne vi høre nogle af bådene i bugten tude med deres horn og i det fjerne kunne vi se de 4 piger komme roende ind mod ventende familie og andre interesserede. Der blev tændt nødblus og folk heppede og klappede og tudede i tågehorn. Vi blev helt grebet af stemningen, hold da kæft hvor en præstation- ro over atlanten!
Pigerne kom ind til kajen og der blev åbent champagne som behørigt blev sprøjtet ud over dem. Da de trådte på land kunne de næsten ikke strække sig efter at have siddet ned og arbejdet i så mange dage- men glæden ved at have fuldført denne præstation var ikke til at skjule !
De fleste roere havde regnet med at bruge omkring 50 dage på at komme over, men grundet manglende passatvinde, og generelt dårlig vejr havde det taget mange over 70 dage, og en solo roer havde stadig over 40 dage tilbage, han var altså ikke engang halvvejs endnu!
De fire roere, dagen efter deres ankomst til Antigua.
En solo-roer, kort før ankomst til en glad forsamling venner og familie.
Mikkel og Anders ankom dagen efter fra Guadeloupe, hvor deres forældre og lillesøster var taget tilbage til Danmark. Mikkel skulle fortsætte med os i en uge og derefter tage hjem herfra Antigua. De ankom med taxa fra lufthavnen og mødtes med os på en restaurant og bar ikke mere end et stenkast fra vores båd. Vi fik alle noget at spise og der blev vist ”Blues Brothers” på storskærm- så det blev til et hyggeligt gensyn med de 2x Hjort.
Dania kan ses lige bag ved Anders, så det betyder at vi ikke ligger langt fra land.
Dagen efter ved middagstid gik vi igen over til robådene da Dennis og Lasse ville vise dem til Mikkel og Anders- Da vi kom derover så vi at de var ved at pakke ud af bådene og lave optælling. Der er tilsyneladende meget strenge regler for hvad de må have med, og alt blev lagt frem og talt.
Blandt andet 220 liter kildevand på 1,5 liters flasker var en del af oppakningen. Vandet måtte ikke drikkes med mindre deres watermaker (maskine der kan lave saltvand til ferskvand) gik i stykker - og i så tilfælde ville de være ude af konkurrencen. Vandet var altså reservevand som sikkerhed, men fungerede også som ballast i robåden. Lasse kiggede på alt vandet og tænkte om de mon ikke gerne ville sælge det billig, de havde jo selv købt det på den anden side i Europa hvor det var meget billigere ende herovre. Vi sejler selv med flaskevand på de lange stræk, da vi ikke kan være sikker på at vores tankvand er godt på hele turen.
Det viste sig, at de meget gerne ville sælge det til os, så vi aftalte en pris for hele stakken og hentede så vores dinghy som blev fyld til briste punktet med flaskevand. Så det vand der nu blev roet over atlanten, får nu lov til at blive sejlet tilbage over atlanten, forskellen er bare at vi har tænkt os at drikke det. Man kan vel sige at nu har vi ”vand med en historie” ombord!
200 liter drikkevand i dinghyen!
For at være effektive i forhold til at få læsset vandet over i dinghyen, fik vi hjælp af den lokale marinevagt.
Efterhånden er det blevet mere og mere tydeligt for os, at jo´ længere mod nord vi er kommet, des mere kræver det en bil for at komme rundt og se øernes seværdigheder. Vi foretrækker egentlig at køre med offentlig transport, da vi på den måde kommer til at mærke mere og se mere til kulturen og befolkningen. Den offentlige transport er dog blevet mindre imponerende med tiden, eftersom systemet mere og mere begynder at ligne hjemlige forhold, hvor der er specifikke afgangstidspunkter og stoppesteder, hvilket betyder at vi som rejsende skal planlægge og sætte os ind i disse forhold. Modsat var forholdene syd på, hvor transportsystemet var mere kaotisk bygget op, hvilket gjorde det mere fleksibelt og dynamisk... og billigere.
Men da det nu engang er som det er, så blev vi enige om at vi ville leje en bil i 2 dage, for at have bedst mulighed for at opleve Antigua. Lasse og Mikkel tog derfor af sted for at finde den billigste bil der kunne opstøves. Valget faldt endnu engang på en lille firhjulstrækker, som vi desværre allerede 15 minutter senere måtte aflevere tilbage, da den ene sikkerhedssele ikke virkede. Ansvarlighed frem for alt ikke sandt kærester og mødre?!
Mikkel nyder her en bog og bygger videre på kuløren.
Billedet taler vist helt for sig selv her!
En første prioritet for turen var at blive vasket. Selvom vi ligger i en skøn ankerbugt der er rolig og blæsende, så er ulempen, at vandet omkring båden ikke just er noget der er godt at bade i. Derfor tog det heller ikke lang tid for os at holde ind ved den fantastiske strand DarkWood Beach. Udover at vandet var klart og lyseblåt og stranden var kridhvid, så var sandet perfekt til at skrubbe snavs, skidt og døde hudceller væk med. Både Lasse og Dennis blev derfor genfødt, efter at have skrubbet, gnubbet og vasket sig i 15 minutter. De følte sig som fabriksnye, men havde ikke helt gennemtænkt, at snavset nok havde haft en god og beskyttende virkning i forhold til solen. Så nu var huden ekstra sårbar og dagen efter fik de også begge effekten at mærke, da deres næser og pander blev godt røde og ømme.
Turen fortsatte op til Jolly Harbour, som er et kæmpe Resort område og marina i et. Målet var at finde ud af, om det var et sted som vi havde lyst til at ligge for anker, samt at finde ud af, om det var så godt et sted for fiskeri, som vi havde læst på nettet. Vi fandt hurtig ud af, at det var et turistområde og ikke meget andet end det. På nuværende tidspunkt må vi derfor nok erkende, at den caribiske autenticitet, stille og rolig bliver mindre og mindre udbredt. Igen noget som er ærgerligt, men som der ikke er noget at gøre ved, andet end at acceptere det. Så angående Jolly Harbour, så er det stadig uvist om vi tager dertil eller ej.
En enkelt strandtur mere på nordøen, blev det til inden aftenen gik på held. Pizza på vejen hjem, pool, bordfodbold, fiskeri tilbage på båden, en enkelt rom, en god bog og så godnat! Det havde været en god dag!
Dagen efter var vi atter i gang igen. Devils Bridge, Half Moon Bay, Rendezvous Beach samt øens højeste punkt, skulle findes og opleves! Til trods for, at det er et af de større naturlige seværdigheder på øen, så var det ikke just nemt at finde. Al skiltning på øen, er nærmest ikke-eksisterende, hvorfor daglige ekskursioner automatisk bliver længere end beregnet.
Vi fandt 2 af de 4 steder som vi ville besøge og valgte at tilføje en ekstra strand på hjemvejen. Igen var stranden en mulighed for at blive vasket og for at spille strandtennis. Dagens køretur kunne ikke være alt for lang, da vi om aftenen havde en aftale med Jens og Anna. Vi skulle derfor hurtig hjem igen og gøre os klar, alt imens Mikkel pakkede hans kufferter til hjemturen dagen efter.
Devils Bridge, hvor slaver i tidernes morgen blev kastet i vandet, som straf og for at gøre et eksempel, således at alle andre slavere vidste hvad der ville ske, hvis de ikke gjorde som de blev fortalt.
Om søndagen ville vi gerne på en bytur og da det nu var søndag, forhørte vi os og fik anbefalet Shirley Heighs, et privat område og spillested med udsigt over hele English harbour. Vi tog en taxa derop og ud over liveband og masser af mennesker var der også stillet store grille og madboder op, perfekt når vi nu ikke lige havde nået aftensmaden. Stedet lukkede allerede kl 22 så vi tog igen en taxa tilbage til English Harbour hvor vi stødte ind i to svenske på vores egen alder, Jens og Anna. Anna viste sig at kende alle barer og restauranter her i området og sagde at hun lige kendte stedet som ville værd at besøge og søndagen efter at Shirley Highs havde lukket. Det blev til en af de mindste barer vi har besøgt men, med masser af lokal stemning og mennesker....
Her på Antigua findes der en hel kultur af mennesker der arbejder på Superyachts, altså meget store og dyre lystbåde. Anna er en af disse, hun er oprindeligt fra Göteborg i sverige men i en alder af 20 år rejste hun til Israel med 100 Euro på lommen – og for at gøre en lang og interressant historie kort, så har hun været rundt i verden og jobbet på forskellige både, og nu altså på en 165 fods sejlbåd kaldet ”Tiara” som er ejet af Stifteren af cirkusset ”Cirque du Soleil”
Et spørgsmål der pressede sig på, ud over dem som passede ind i samtalen, når man snakkede med Anna og Jens, der er hendes gode kammerat fra Sverige var - ”Må vi ikke nok se båden?” Og Anna aftalte med Lasse, at hun ville snakke med hendes kaptajn og høre om vi måtte komme ombord en dag og se den....
Jens ringede om fredagen og sagde at han mente at Anna havde fået lov til at invitere os ombord på ”Tiara”, så vi kunne mødes med ham ved Yachtklubben kl. 17 og derefter få en rundvisning inden det blev mørkt.
Det er måske svært at forklare vores begejstring for at se denne Megayacht, men måske billederne forklarer facinationen og forhåbentligt størelsen af alting ombord! Vi mødtes med Jens i baren, og han sagde at vi bare skulle gå ned til ”Tiara” og ringe på? Vi gik derned og trykkede på på det samtaleanlæg der var for enden af landgangsbroen – Anna svarede og kort efter kom hun op på dækket og inviterede os ombord....
Vores facination var svær at skjule, og det vil være umuligt at beskrive båden på denne blog, så det er kun udpluk af gennemgangen der tog over 1 og en halv time! I agterbrønden var der hvad Anna kaldte ”Boys toys” omkring 20 komplette sæt dykkergrej, masser af kisurfingudstyr og meget andet, på fordækket var der parkeret 2 stk, jetski og en speedbåd. På fordækket var der også mulighed for at fylde den nedsænkede svømmebasin og boblebad med ferskvand. Størelsen af masten var helt ufattelig og sejlbåden vejer for øvrigt over 450 tons. Vanter og stag var uhyggelig kraftige, ja selv skøderne til forsejlene var næsten for tykke til at holde om og derfor er alt styret hydraulisk ved hjælp af joystiks. Der var en mixerpult til DJ udendørs og et bord der kunne klappes sammen og ud kom to stk. løbebånd – bare lige for at nævne noget af det luksus der var udendørs...
Der er ansat 16 mennesker til at tage sig af båden og der er konstant 10 ombord incl. 2 ingeniører. Vi gik igennem de ansattes kahytter som deles af to med eget bad og selvfølge aircondition. De ansatte har deres eget køkken som ligner et ganske alm. flot køkken der kunne være i et hus - der var skærme i køkkenet så de ved hjælp af kameraer kunne holde øje med om der kom uventede gæster ombord- de kunne sågar zoome helt ind på barene i land!
Da vi gik videre rundt på skibet mistede man totalt orienteringen, der var masser af værelser med dobbeltsenge og store badeværelser med marmor på gulve og vægge- alt i meget luxuriøse materialer, Der var et conferencerum, opholdsstuer med storskærm, underholdningsrum og endda en åben pejs ! På en sejlbåd?? Anna sagde dog også at den aldrig blev brugt...
Vi fik vist en LCD skærm som stod mange steder i båden, de kunne betjene stort set alt fra Lanterner til musik rundt omkring- så uanset hvor man var på dette monster af en sejlbåd kunne man styre alting. Broen på sejlbåden lignede noget der hørte til på en færge, det var et ret stort rum spækket med elektronik og andet udstyr. Endda motorrummet blev vist frem og det var slet ikke til at fatte at det var en sejlbåd da vi stod i det store rum, med aircondition anlæg, generatorer og hovedmotor. Brændstoftanken er 40.000 liter ! Og igen, husk at dette er en sejlbåd !..
Aldrig før har vi set rigdom på en sådan måde, men ud over selve facinationen over at noget menneske vil bruge 400 millioner kr. på en båd så var båden et sandt showroom for bådbyggeres, og ingeniøres kunnen. Det stod helt uden for vores forståelse at man overhovedet kan bygge en 165 fod (55meter) sejlbåd på over 450 tons, der rummer så meget og endda eftersigende sejler godt...
Såfremt i er interresseret i at leje båden så koster den omkring 1,5 mill kr Pr. uge + besætning- Værsko!
Disse billeder er taget fra nettet. De viser enkelte dele af båden.
Efter rundvisningen og med måbende ansigtsudtryk på os alle- gik vi tilbage til Jens og sad og snakkede sammen med flere andre der arbejde på andre både. Vi var blevet sultne så vi tog en bus over til en hyggelig Italiensk restaurant der ligge lige ned til vandet i English Harbour bare på den modsatte side af bugten. Og vi udvekslede sejlerhistorier og andet godt fra posen og det blev en hyggelig aften i selvskab med nogle rigtigt dejlige nye svenske venner....
Dagen efter skulle Mikkel med hans flyver tilbage til Danmark, og som vi tidligere har set det ved andre besøgende, så ville han egentlig gerne have været he i længere tid – men sådan er det jo ofte med ferier, de er bare ikke lange nok! Vi fik taget afsked med ham og Lasse kørte ham de 30 min til lufthavnen og afleverede derefter vores lejebil... Tak for besøget Mikkel ! - som forventet var det dejligt at være sammen med dig og dele vores oplevelser med dig....
Venligst,
S/Y Dania
