Velkommen til vores blog, der kun er forbeholdt vores rejsebeskrivelser. For jer der endnu ikke har været inde på vores hoved-hjemmeside, så kan vi fortælle dig, at der findes mange gode billeder, film, links og nærmere beskrivelse af S/Y Dania og dens besætning. Endvidere findes også på den omtalte hjemmeside, en beskrivelse af den rejse, som netop er påbegyndt d. 31 juli 2009, hvor venner, familie, kollegaer og kærester mødte op for at ønske en god og sikker tur.
Besætningen på S/Y Dania er kaptajn Lasse Lyngsøe Søndergaard, styrmand Anders Bohn Hjort samt styrmand Dennis Dybdal.
For at læse mere om besætningen, kan det findes her!
Vi vil se frem til at dele vores oplevelser med dig, gennem tekst, billeder og film.
Vi håber at kunne inspirere dig til at du også får realiseret dine drømme.
For 15 år siden, havde Lasse og Dennis en drøm, sammen med deres fælles ven Simon. Drømmen bestod i, at rejse til Gran Kanarie og fiske efter karper i en sø ved navn Embalse de Chira. Dengang gik de i 8 og 9 klasse og måske derfor, blev det ikke til noget eller måske det var andre omstændigheder, der var i spil.
I allefald... 15 år senere og ved tilfældighed, så er Dennis og Lasse kommet tæt på deres tidligere drøm og mål. Dennis havde af den grund undersøgt, hvilke muligheder der i dag var for at fiske i denne sø. Mange hjemmesider blev besøgt og drømmene begyndte på ny at blomstre. Lasse fangede med det samme drømmen og der gik ikke lang tid før end Anders velvilligt, kom med på idéen om at fiske i søen, når vi ankom til Gran Kanarie.
Dennis fik besøg af Marie og pigerne fra Danmark, så Lasse tog over og koordinerede alt med guiden, der arrangerede disse ture.
Det blev onsdag morgen, bilen blev lejet og halvanden times kørsel i bjergene stod foran os. Indkøbene til turen var overstået og begejstringen ved tanken om, hvad vi netop skulle bruge de næste par dage på, var tydelig at mærke. Det skal her siges, at Lasse og Dennis, samme dag som Dennis fik besøg, havde mulighed for at køre forbi søen, for at finde ud af hvor den lå. Dette gjorde de og i den forbindelse så de mange store fisk svømme i overfladen, hvilket, gjorde spændingen og begejstringen ekstra stor.
Vi ankom til søen, efter at have været inde at købe en oppustelig kajak/kano, som vi både ville få brug for ved søen, samt ville nyde stor gavn af fremover i Caribien. Keith, vores semi-guide, eller rettere sagt vores fiskegrejs-udlejer, ventede på os og udleverede vores grej og fortalte hvordan og hvor vi skulle fiske.
Hurtigt kom vi helt ned til søen, fik pakket ud og efter et par timer, var vi klar. Selvom vi var klar, var det som om fiskene (karperne) ikke helt var klar endnu til at blive fanget. Det var først hen mod aften, at den første fisk bed på. Herefter kom fiskene på stribe og den første aften/nat blev det til 6 fine fisk på land, som selvfølgelig også blev sat ud igen.
Dagen efter faldt temperaturen, og det påvirkede fiskeriet, hvilket resulterede i, at vi i det kommende døgn, ikke fangede mere end 1 fisk. Det gjorde dog ikke noget, for måske vigtigere end alt andet var, at vi var ude i naturen, med telt, bål, stilhed og hinanden.
Det blev i alt til to dejlige dage ved søen, som for Lasse og Dennis var mere end bare en fisketur... det var en barndoms drøm, der blev vækket til live og ført ud i livet.
Anders med hans første Karpe nogensinde og så endda på 8 kg.
Lasse med en flot fisk på 8 kg. fanget om natten.
Anders her med endnu en Karpe, på 6.5 kg.
Lasse har her en ny personlig rekord på hele 13,5 kg.
Vores udsigt over søen og bjergene.
De to telte vi boede i... Omgivelserne meget lig, dem vi ser i gamle cowboy film, hvilket skyldes, naturen på Gran Canaria, tidligere er blevet brugt til utallige spaghetti western film.
Lasse med en large-mouth bass, hvilket var en uventet fangst.
Anders er ude at sejle i den nye kajak/kano, som vi helt sikkert vil blive glade for. Den hvide linie på klipperne i baggrunden viser højden af vandstanden om fåråret...
En karpe bliver her genudsat, efter en kort foto-session.
Dennis fik turens største og turens mindste... det her er den mindste, på godt 3-4 kg.
Søen er skabt ved hjælp af en dæmning, og karperne er udsat, for at holde søen ren for grøde og myggelarver. Her ses dæmningen der er cirka 15 m. høj. Der er ca 60 søer aff denne slags på Gran Canaria, og de anvendes primært som vandreservoir til landbrug og de mange gartnerier på øen. Derfor var vandstanden også meget lav her ved efteråret inden regnen begynder...
Nora (venstre) og Liva (højre) danser til lokal hit-parade-musik
Heldige asen! Ja Dennis var et heldigt asen, eftersom Marie og hendes to døtre Nora og Liva kom på besøg i 7 dage.
Eftersom børnene skulle med, kunne vi på båden se, at der ville være udfordringer med pladsen. Netop derfor havde Dennis booket en mindre lejlighed i den sydlige del af øen. Det blev til en perfekt ferie for Dennis, børnene og Marie. Selvom øen er enormt turistet, så er det for børnefamilier, et ideelt sted, da der er mange ting at give sig til.
Nu er det mig Dennis, der sidder og skriver dette... og jeg vil egentlig gerne med ord, beskrive vigtigheden af denne uge sammen med Marie og pigerne. Jeg kunne beskrive hvad vi har oplevet og hvilke gode stunder vi har haft sammen... også specielt de dage, hvor vi hyggede os sammen med Anders og Lasse.
Men i stedet for at beskrive disse oplevelser, vil jeg hellere fokusere på, hvilke tanker der efterfølgende er kommet ud af det.
Savn og sorg for den sags skyld, er noget der med tiden forsvinder, eller rettere sagt, så er det noget, som bliver erstattet af noget andet med tiden. Vores nærmeste derhjemme, har det sikkert på samme måde... out of sight out of mind! Nej det er at sætte det på spidsen, men alligevel er der nok noget om det. Grunden til at jeg tager dette op er, at jeg er overbevist om, at større savn ikke nødvendigvis er lig med større kærlighed... og modsat er mindre savn ikke lig med mindre kærlighed. Og hvor vil jeg så hen med det!?
Vi har valgt at bruge knap et år på denne rejse, hvilket betyder at vi væk-prioriterer vigtige relationer for en periode. Eller måske væk-prioriterer er et forkert ord. Vi omdefinerer måske bare rammerne for relationerne, hvilket vil sige, måden hvorpå de før har fungeret. Det er selvfølgelig noget uhåndgribeligt og måske endda lidt abstrakt og derfor vanskeligt at vide, hvad det så egentlig betyder for os på dag til dag basis. Men pointen er her, at ved at sætte sig et mål, som vi har gjort og valgt en drøm tíl, frem for at skubbe den væk, så betyder det at der er nogle konsekvenser forbundet med det. En af dem er relationerne derhjemme og for at det overhovedet kan lykkes for os, at være fuldt tilstede med hinanden på båden og på denne rejse, så kræver det, at vi bevidst, prøver at fokusere på det vi er i, og tilsidesætte savnet og minderne om hjemmets dejlige rammer og relationer.
Skal vi så, have dårlig samvittighed over det? Skal i derhjemme have dårlig samvittighed over, at i ikke tænker så meget på os eller ikke får skrevet til os? NEJ... det skal i eller vil vi ikke have! Det er som det er og vores forestillinger om og drømme om, hvordan det skulle være og ville være, og hvor ofte vi ville kommunikere sammen... var basseret ud fra vores antagelser og ikke virkeligheden. SÅ nu er det som det er... vi nyder vores rejse, vi nyder hinanden og vi tænker på jer derhjemme og savner jer til tider... nogen gange mere end andre.
Men nu har pigerne netop været her... og sikke en glæde der var forbundet med det. Det har samtidig også været eye-opener for mig. En reminder om, hvad vi siger fra til, ved at vælge denne tur til. Så når vi vælger noget fra, så vælger vi forhåbentlig også noget til, for ellers er det meningsløst hvad vi foretager os. Anders sagde så fint i dag, at det vanskeligste med dagene, var at finde et formål...! Se det er nok ikke det i læsere forventer at høre. Det er selvfølgelig min helt egen antagelse om jer, men jeg kunne forestille mig, at i måske havde en idé om, at fridag efter fridag efter fridag, måtte være lykken. Jeg tror dog, det er som alt andet... der er behov for et fælles og et individuelt formål, for at der kan skabes en mening med rejsen. Så til vores overraskelse, er det enten således, at det at rejse, ikke er at leve og derfor ikke er nok i sig selv, hvilket H.C. Andersen, nok vil være uenig med mig i, eller også er det som Karen BLixen citerer... "det er nødvendigt at sejle, ikke at leve". Hvilken af de to der er rigtige, ved jeg ikke og jeg er heller ikke sikker på, at hverken Anders eller Lasse nødvendigvis er enige med mig, H.C. Andersen eller Karen Blixen.
Min overordnede pointe, eller måske snarer min endelige refleksion er, at jeg føler et ansvar for de mennesker og det fællesskab, jeg har efterladt derhjemme for en periode. og i ansvarsfølelsen ligger der, at jeg føler mig forpligtet til at få det bedst tænkelige ud af denne rejse. Det vil simpelthen være forkert af mig og de andre for den sags skyld, ikke at bruge og udnytte hver eneste lejlighed, der er for en god oplevelse, eftersom det er et tilvalg og tiden derhjemme er et fravalg. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg er enig med selv lige her. Jeg mener ikke jeg, vi eller jer for den sags skyld, skal have den følelse. Men derimod acceptere den virkelighed vi er i og de konsekvenser der er, når der sker tilvalg og fravalg... og stå ved dem.
Så tak til Marie, Nora og Live, for ubevidst at have sat gang i tankerne.
Oven på denne længere smøre, er her nogle billeder fra ugen de var her. Vi håber i nyder dem.
Dagen i badeland... you never get to old for that!
Lasse, Marie og Nora, prøver her en af de største attraktioner.
Vores ankerplads uden for Las Palmas... stedet hvor ARC´en begynder !
Kokken er ca. 1 søndag morgen, det er buldermørkt da månen ikke er fremme på nattehimlen. Alt hvad vi kan se omkring os er hundredvis at lys i mange farver. Vi har netop for sejl passeret to store tankskibe for anker uden for indsejlingen til Las Palmas havn og marina. Så er vi næsten fremme ved Las Palmas - Gran Canaria…
Vi havde forinden vores afsked med Madeira beregnet at vi ville skulle bruge omkring 57 timer på sejladsen, da der var meldt meget svag vind fra nordligere retninger og at vi derfor nok skulle regne med at sejle for motor (dunkedyret) en del af vejen hvis ikke hele vejen. De 57 timer ville også betyde, at vi ville komme frem til Las Palmas når det var lyst, hvilket vi altid foretrækker, når vi skal ankre op et nyt sted, eller lægge til i en ny marina. Afskeden med Calheta på Madeira skete derfor sent om aftenen i roligt vejr og for motor. Det er fantastisk smukt at se bjergene med de mange lys fra gadelygter og huse om natten. Det ligner hundredvis af gyldne stjerner, der lyser op for os og viser, at her er der land. Det er en af de mange smukke syn vi, som sejlere, møder hver gang vi passerer land om natten. Ikke mere end to timer efter afgangen fra Calheta, begyndte vinden at vise sig, og i vores opstemthed, over måske ikke at skulle sejle for motor, satte vi hurtigt både storsejl og genua….
Dennis´ kæreste Marie og hendes to børn, Nora og Liva, ankommer til Las Palmas i morgen aften og derfor besluttede vi os for at tage af sted, til trods en melding om svag vind. Det viste sig at blive 2 døgn med den mest perfekte vind og vel nok én af de bedste sejladser på vores tur! Sådan kan man jo også blive positivt overrasket over vejrudsigten. Perfekt vind for os er, når vindretningen er vinkelret ind på båden (halvvind), eller lidt foran (foran for tværs) og ca. 7-8 m/s. Det er der vores båd synes at ligge mest roligt i de store Atlanterhavsdønninger, og det gør både søvn, madlavning og andre gøremål uendeligt meget nemmere… den mest ubehagelige sejlads for os er når der mangler vind, hellere for meget end for lidt.
Anders har her fanget en mindre tun.
Undervejs lykkedes det os igen at fange fisk med vores gummiblæksprutter hængende efter båden. I alt fangede vi fire tun og en mahi mahi, og vi mistede også et par stykker. Desværre var de alle i den lille ende og vi har stadig de store fisk til gode - men nu bestemmer vi jo heller ikke selv om det er store eller små fisk der bider på. Nu vi er ved dyr, kan vi også nævne at vi undervejs også så en stor havskildpadde passere os, og så flyvefisk som vi tidligere har set. Og nå ja, så er der et lille firben der har taget bolig i vores salon, og den er ikke sådan at fange, så den får sikkert lov til at fortsætte turen med os…
Det er tydeligt at mærke på os, at vi er ved at have oparbejdet en hvis rutine med hensyn til at leve når vi sejler. Vi er alle ret enige om, at det måske lige kan tage op til et døgn før vi har fået ”søben” hver gang vi tager et nyt sted hen, men alting virker efterhånden nemmere for os specielt når vi sejler… Vi talte i går om, at vi egentligt ikke synes at det her langturssejlads er så svært, og at mange af de bekymringer og overvejelser vi gjorde os forinden turen ikke i praksis har vist sig at være problematisk (Vi tager her forbehold for Nemesis). Om det er fordi vi har forberedt os så grundigt forinden turen, at vi ikke finder det så svært, eller om det rent faktisk er nemt, er jo svært at sige, men vi vil nok ikke tøve med at sige til folk, at de bare skal springe ud i det - for det kan virkeligt gøres af alle, bare man har lyst til det…
Nu ligger vi som nævnt ved Las Palmas på Gran Canaria. Vi ligger ikke i marina da der er mulighed for at ligge for anker lige uden for den. Her ligger vel omkring 40 både omkring os og flere kommer hele tiden til – Marinaen er desuden reserveret sejlere der skal deltage i ”The ARC” – Arken som er en transatlantisk kapsejlads for langturssejlere. De tager starten her fra Las Palmas den 22. november og ender på Barbados i Caribien efter 14-21 dage. Omkring 220 både deltager i denne kapsejlads….
Vi deltager dog ikke i sejladsen og har desuden planer om at besøge Cap Verde øerne inden vi tager over Atlanten. Øerne ligger meget isoleret ude i Atlanterhavet ca. 800 sømil syd de Kanariske øer, så vores tur bliver ganske vidst noget længere af denne afstikker, men mange sejlere mener, at er det værd at besøge disse øer inden vi sejler over søen….
Endnu engang har vi mødt nogle sejlere, som vi tidligere har set i Spanien. Der er tale om Poul Erik og Jacob fra båden Dulcinea, som hører hjemme i Ballen på Fyn. Det er sjovt med gensyn af kendte ansigter undervejs og høre hvordan deres oplevelser har været på vej hertil. Vi mødtes med dem på ”Sailor Bar ”, som gæster mange af de langturssejlere, der er her fra hele verden og havde en rigtig hyggelig aften med dem. Trods en aldersforskel på nok 30+ virker det altid som et ligeværdigt samvær vi har med andre sejlere. ”Herude” betyder alder ingenting og det er den samme drøm vi udlever. Det er for os også en rigtig givende oplevelse.
Caféen (Sailors Bar) hvor vi i Las Palmas redigere vores hjemmeside og skyper hjem.
Dennis skyper her sammen med en af hans studerende fra KaosPiloterne.
Nye danske venner i deres cockpit på båden Dulcinea.
Dennis fortæller sikkert her en historie... sikker noget om fiskeri!
I morgen aften tager Dennis til lufthavnen og henter kæresten og børnene og har derefter det privilegium, (foruden gensynet med kæresten og børnene), at bo på hotel i en uge. En hel uge med både koldt og varmt vand, en stor seng, evt. aircondition, badeværelse med bruser (evt. karbad), morgenmadsbuffet i hotelrestauranten osv.…. Og det glæder han sig til!
Vi hører at vejret i Danmark begynder at vise sig fra sin koldere og mere golde side. Vanterne kommer snart frem og dagene bliver kortere. Husk på derhjemme... at naturen har sin måde at afslutte på og forberede til en ny begyndelse. Så se denne mulighed, dette efterår og denne vinter som en mulighed for at afslutte det, som i vil afslutte... og give mulighed for at påbegynde de nye drømme og ønsker, som ligger forud i tiden.
Onsdag d. 30 september 2009 32° 40.828 N 017° 05.755 W
Lad os begynde med at sige tak til Jan og Eli fra S/Y Jenny. Sejl sikkert og nyd det! Vi har nydt jeres bekendtskab og vil glæde os til gensyn i jeres skærgård.
Her er lidt billeder fra vores sidste aften med dem og deres familie.
Den norske familie sejles her ind til land, hvor vi ville nyde den sidste aften sammen.
Familien der besøgte Jan og Eli.
Anders spiller diablo.
Kort før solen går ned.
Maden bliver forberedt på stranden, sammen med en gin og tonic.
Single-hand både fra Transat race, der er fra Frankrig til Brasilien.
Nogle dage senere...
Vinden skiftede fra Nord til Syd - Syd/Vest. Dette havde vi ikke regnet eller håbet på, da dette betød, at vi ikke længere kunne ligge på vores ankerplads ved Funchal. Ændringen i vinden gjorde, at bølgerne kunne komme ind i ankerbugten og derved fik alle både området, til at vippe og gynge så meget, at det drev en til vandvid. Vi havde dog nået at ligge 3 dage for svej i Funchal og derfor var vi også klar til at sejle videre.
Ændringen i vejret skete inden for nogle timer og derfor endte det også med, at vi først valgte at sejle videre ved 6 tiden om aftenen. Vi havde set på et turist kort, at der skulle være en marina, Lugar de Baixo, 10 sømil vest for hvor vi var og derfor skulle vi kunne når frem inden det blev mørkt. Det vi ikke kunne lide var, at vi ikke kunne se marinaen på vores Max Sea søkort. Alligevel valgte vi at tage videre, da det var den eneste mulighed vi havde.
Turen dertil var fyldt med et stort og massivt regnskyl og tilhørende dis der kom inde fra øen. Vi sejlede godt ud for at undgå skær og for at undgå dønningerne, der blev betydeligt mindre jo´ dybere vand vi var på. Med kikkert kunne vi nu se, det der virkede som en indsejling til den marina, vi havde håbet på eksisterede... nu med egne øjne, kunne vi se at den var der. Det var selvfølgelig et glædeligt syn også selvom, vi kunne se, at indsejlingen var meget tæt på land og dønningerne, ikke var til vores fordel, på grund at vi ville få dem direkte fra siden under vores indsejling.
Tunge skyer hen over Madeira
Båden blev gjort klar med fortøjninger og fendere, Dennis i stævnen til at fortælle hvad han så, Lasse bag ved roret og Anders assisterede ved at videregive informationen fra Dennis til Lasse. Vi nærmede os land og var klar til at dreje ud af vores planlagte indsejlingsrute, såfremt vi kunne se nogle problemer. Dennis der stod i stævnen, kunne nu endelig se ind i sejlindløbet og konstatere at der var fri bane, trods dønningerne fra bagbordsside. Lasse drejede ind i den smalle indløb og mærkede med det samme, at dønningerne havde større kontrol over båden end beregnet og derfor blev båden skubbet i retningen af land, hvorfor Lasse hurtigt korrigerede kursen, så vi slap godt gennem indsejlingen.
På den anden side af indsejlingen, var vandet helt fri for dønninger og marinaen gjorde at der med et, var en kontrastfuld stilhed, i forhold til det vi netop kom fra. Stilheden var dog ikke det der skabte mest forbavselse... det var synet der forbavsede os! Marinaen var tom og forladt. Stor, flot og nybygget, med den smukkeste udsigt til et vandfald... hvad skete der her... eller rettere sagt... hvad var der sket her?
Vores plads i Lugar de Baixo Marina
Den ødelagte marina
Anders tjekker om morgenen om det er sikkert at sejle videre.
Tidligt om morgenen... flot sted og ærgerligt at vi skulle videre.
Fra Lugar de Baixo - Calheta
Fra Lugar de Baixo - Calheta
Vi sejlede videre ind i marinaen og var ret euforiske over, at have marinaen for os selv og i disse omgivelser. Euforien, var dog stadig mærket af vores forundring, men vi havde ikke så meget tid til at tænke, da vi skulle finde et sted at ligge til. Pladsen vi valgte blev nede i den inderste del af marinaen og skipper lagde flot til. Anders og Dennis hoppeda af båden og begyndte at fortøjre båden. Alt imens dette foregik, så vi en mand komme løbende ned til os. Efter et par minutter, var han nået ned til os og med armene fagtene over hovedet, udbrød han...: "This marina is closed... sorry you have to leave... the oxien (ocean) is dangerous... you have to leave!"
Vi tænkte alle i vores stille sind...: "aldrig i livet om vi ud at sejle igen!" Han fortsatte med at sige, at der kun var en halv time til næste marina og vi var nødt til at forlade marinaen med det samme. Efter en snak frem og tilbage med ham, lykkedes det os at forstå hvorfor marinaen var lukket og det lykkedes ham at forstå, at vi ikke kunne sejle ud af indsejlingen igen, da dønningerne var for store. Da han forstod dette, kunne vi se at han var presset og han løb atter sin vej, for at lave et opkald til marinaens ingeniør. Mindre end ti minutter senere kom han igen og fortalte, at vi kunne blive til i morgen, men vi var nødt til at flytte båden længere ind i havnen, da "oxien" var farlig. Vi smilte til ham, gav ham hånden og flyttede båden. Da vi atter lagde til, stod han sammen med ingeniøren til marinaen, som fortalte os, at vi endelig ikke måtte sejle ud af marinaen, før end vi var helt sikker på, at dønningerne ikke vil være for store til at sejle ud i. Dette lovede vi ham!
Historien med marinaen er, at der tilbage i 2006, hvor marinaen netop var blevet færdigbygget, var kommet en storm ind og havde ødelagt marinaen. Dette betød at politiet, havde lukket marinaen og sidenhen, havde den ligget ubeboet. Der var tilsyneladende store dele flydebroerne, som lå og flød rundt i havnebassinet og disse, kunne skade skibe, der sejlede ind. Endvidere var det selve beton konstruktionen, der havde lidt skade, så det må have været en stor og voldsom omgang, da stormen i 2006 hærgede. I kan se et videoklip fra dengang her under.
Havnemesteren tilbød os et brusebad og spurgte om vi ellers havde brug for nogen hjælp. Vi takkede ja til brusebaddet og fortalte at vi ikke havde brug for nogen anden hjælp. Han var ligepludselig meget venlig og sagde at vi endelig skule sige til, hvis vi havde brug for noget.
Næste morgen vågnede vi kl. 8 og gik med det samme hen, for at se om det var muligt at sejle. Dønningerne var nu mindre og vi kunne se, at vi kunne sejle videre. Halvanden time senere sejlede vi af sted og ingeniøren kom løbende med kamera og vinkede alt i mens vi sejlede ud at havneindløbet... sikke en positiv oplevelse... endnu engang har det portugisiske folk vist sig som fantastiske mennesker.
Dagens sejlads tog mindre end en time og endte i Calheta Marina. Vi har været her i 3 dage nu og vi må nok erkende, at vejret i Madeira, ikke er som vi havde håbet på eller regnet med. Det har regnet næsten uafbrudt. Vores tøj kan ikke tørre, på grund af den høje luftfugtighed, det er ikke til at vandre nogen steder hen, da regnen ikke er "dryp-regn" men "RIGTIG-regn". Vi har også nu mærket hvor meget vejret påvirker vores nattesøvn. Der er meget varmt og fugtigt om natten, myggene er kommet hertil og plager os i stor stil. Alt i alt elementer, som vi vidste vi ville støde på, men nok ikke havde set komme eller forberedt os på... måske det er nogle af de ting som vi ikke har kunne forberede os på?
Porto Muniz på Nord-siden af Madeira.
1818 meter oppe og udsigten var en sky!
Et af de mange mange firben, der er over alt.
Dennis og Lasse med udsigt ud over Atlanten.
En swimming-pool med havvand!
Vi har de sidste mange dage, følt os lidt indespærret her på øen. Vejret har som tidligere nævnt, ikke været udpræget godt, nærmest tvært imod. Vinden kommer fra Syd- Syd/Vest og derfor kan vi ikke sejle videre til de Kanariske Øer. Vi havde ikke regnet med det og måske dette er en god oplevelse for os. Vi er trætte af de forhold som der netop nu, men der er ikke noget at gøre ved det, andet end at acceptere det og få det bedste ud af det. Det nytter heller ikke noget at blive sure og tvære på hinanden, bare fordi vejret og forholdene er som de er. Derfor er det her en stor prøvelse for os og nok en prøvelse, som vi vil se tilbage på med splittede følelser og tanker omkring. Det at tage på langtur, handler ikke om at have ferie i et år, eller at være glad døgnet rundt. Det er en rejse i kultur, vaner, relationer, følelser, forventninger og meget meget mere. Der er personlige udfordringer, som kommer til udtryk i langt større grad, end derhjemme. Vi bliver trætte af hinandens dårlige vaner og selv små bagateller kan skabe frustrationer. Det er derfor et hårdt liv og ikke altid "happy happy joy joy" at leve sammen på båden. Tingene bliver ikke altid sagt på den bedste og mest konstruktive måde og vi kommer til at såre hinanden ubevidst. Men netop fordi pladsen er trang, og fordi vi bruger så meget tid sammen, og fordi vi allesammen har investeret så meget i denne tur på forskellige niveauer, og fordi vi alle tre betyder så meget for hinanden... ja så er båden en stor færge af emotioner... hele spektret af emotioner eksisterer og de kommer frem i tide og utide. OG HELDIGVIS FOR DET!!! For faktum er, at netop på grund af alt det ovennævnte, ja´ så er vi også hinandens bedste observatører, spejl og guider. Vi havde nok ikke tænkt på dette før end vi var kommet hertil, men dette aspekt, bidrager til en ekstra mening og måske den vigtigste mening af alle... vi lærer os selv bedre at kende, bliver konfronteret med vores gode og dårlige vaner og får fjernet det unødvendige og overfladiske i vores tilværelse og i vores relationer til hinanden. Det er så der hvor vi står nu... men hvor står vi om 30 dage, 60 dage eller når vi kommer hjem. Det må tiden vise og vi må aktivt gøre alt for, at skabe en tid sammen, som har bevæget os mere end bare 20.000 konkrete sømil!
Herfra ønsker vi jer alle en rigtig god dag og smil på læben.
Søndag d. 27 september 2009. 32° 38.415 N 16° 54.280 W
Det var så det... ikke mere fastland indtil vi igen er i Danmark. Indtil da vil vi kun sejle blandt øer i store mængder. Det er en af de mange ting, som går op for os undervejs, men som vi ikke har tænkt over inden vi tog af sted. Det betyder umiddelbart ikke noget for os, men alligevel er det en lidt underlig tanke for os.
Klik, klik KLRRRRRRRRRRR………
Sådan lyder det når en fisk begår sit livs fejltagelse og bider på en af vores to gumiblæksprutter, der bliver slæbt efter båden. Lyden frembringes af knarren på fiskehjulet hvor linen nu løber af i hastigt tempo. ”FISK, der er FISK!” råber Dennis. Anders, der lige er vågnet vælter desorienteret op fra salonen iført underbukser. Nu gælder det om at få fisken ombord inden den render med alle 400m line på hjulet. Først skal den anden line rulles ind så vi ikke får dem kludret sammen. Dernæst søger vi at få farten af båden ved at sejle op i vinden så sejlene blafrer. Nu er Lasse også vågnet af larmen fra sejlene og vores ophidsede råben. Spændingen er stor for hvad er der for enden af linen? Vi ved at vi nu befinder os i farvand hvor de virkelige store fisk findes. 600 pund er den gennemsnitlige vægt for blå marlin, fanget på stang, her omkring. Desuden findes gul- og blåfinnet tun, storøjet tun, langfinnet tun, wahoo, sort marlin, sejlfisk og sværdfisk. Alle fisk der potentielt kan tømme hjulet for line på et splitsekund.
Da farten nu er sænket fra 7,5 til 2,5 knob, kan Dennis begynde at rulle fisken ind. Det står med det samme klart at det ikke er en 600 punds marlin eller en af de andre kæmper, der er tale om. Guld og blågrønne refleksioner fra fisken afslører at vi har fanget en mahi mahi. Den viser sig at være af mindre proportioner end først antaget (fantasien fejler ikke noget), men da den ligger i bunden af cockpittet formindsker dette ikke glæden. Mahi mahi er en fremragende spisefisk og efter de obligatoriske jubelscener og rundhåndet udeling af ”high-fives” ekspederes fisken hurtigt med et par slag fra køkkenrulleholderen.
Kort tid efter nyder besætningen frisk sushi i cockpittet, mens vindroret styrer båden. De 500g filet anvendt til sushi passer perfekt til tre sultne sejlere. Under planlægningsfasen til turen var netop denne situation genstand for mange drømme for især Dennis og Anders – og nu sidder vi her… Aftenen forinden havde vi fanget en lille tun, der lige kunne levere kød til en gang sashimi til forret. Fantastisk at vores noget tvivlsomt udseende gummiblæksprutter kan levere varen. Det bliver kun bedre af at fiskene bliver større jo længere sydpå vi kommer.
Den ene stang er rigget til og klar til forbipasserende fisk.
Sushi lavet af Mahi Mahi (guldmakrel).
Anders er ved at filetere en af de 4 Mahi Mahi, der blev fanget.
Dog-tooth tuna fanget af Anders.
Vi sejler netop sydpå nu. Sydvest for at være præcis. Cascais og Lissabon er sejlet agterud og vi er nu på vores hidtil længste passage. 474 sømil til næste waypoint meddelte GPS’en da vi stod ud. At vi er kommet længere sydpå bevidnes også af temperaturen. Undervejs er vandtemperaturen steget fra 18 til 25 grader. Dagene forgår iført shorts og om natten er sejlerjakken nu lagt.
Nattevagterne er noget helt specielt. I skrivende stund er klokken 02:30. Der blæser en let brise ind agtenfra og vi gør ca. 5 knob i en rolig sø. Vindroret klarer styringen til perfektion og det eneste vagthavende skal gøre er, at holde øje med skibe og vores kurs fra tid til anden. Det eneste lys kommer fra et massivt tæppe af stjerner, der fylder hele himlen. Af og til skærer et stjerneskud over himlen. Det er utrolig smukt og ofte kommer man ned fra vagt uden at have læst en side i sin bog, men i stedet med ondt i nakken af at kigge op. Den ro man oplever på en nat som denne er fantastisk, men utrolig svær at beskrive med ord.
Natten inden ankomst til Madeira havde Dennis og Anders en meget speciel oplevelse. Natten var som beskrevet ovenfor. Hertil var havet fyldt med morild så bølgerne fra stævnen lyste op. Anders havde egentlig fri, men fordi det var nødvendigt at lave en vending var han vækket for at assistere Dennis. Pludselig så de to trætte sejlere flere streger af lys skyde gennem vandet hen mod Dania. Havde det været under anden verdenskrig ville de nok have troet det var torpedoer fra en fjendtlig ubåd. Pustelyde afslørede dog at det var delfiner… De blev ved båden i 30 min og legede frem og tilbage under båden – så tæt på at man hvert øjeblik forventede at mærke sammenstødet i båden. Grundet morilden kunne Dennis og Anders se dem hele tiden. Når de sprang, forsvandt sporet et øjeblik for at komme igen 5 meter længere fremme. Fantastisk!
På den tekniske side kan vi fortælle at der er blevet mere stille ombord. Vi har kastet 200 euro efter nogle smarte nye blade til vores støjende vindmølle og de har virkelig hjulpet. Støjen, der før var temmelig belastende, er nu reduceret så meget at vi kan sove om natten.
Vores kryds til Madeira tog i alt 3,5 døgn. Vi havde lidt travlt med at komme herned da Jan og Eli fra S/Y-Jenny, skulle af sted natten til tirsdag d. 29 for at undgå modvind på vejen til de kanariske øer. Deres tidsplan er noget mere presset end vores og det betyder desværre at de er nød til at sejle fra os nu. Det har været helt fantastisk at lære dem at kende og vi har tilbragt mange dejlige aftener med dem på Jenny, med god mad og drikke. Vi nåede dem heldigvis og tilbragte endnu en hyggelig aften med happy-hour på stranden efterfulgt af middag på Jenny. Da de stod ud fra ankerbugten blæste vi i tågehornet og lyste med projektøren som afsked. Gensyn var det nok for vi har allerede aftalt at mødes med dem igen. Om det bliver i Stillehavet, ved New Zealand eller i Bergen vides ikke…
Dennis med turens største karpe på 14,5 kg.
Anders med hans første Karpe nogensinde og så endda på 8 kg.
Lasse med en flot fisk på 8 kg. fanget om natten.
Anders her med endnu en Karpe, på 6.5 kg.
Lasse har her en ny personlig rekord på hele 13,5 kg.
Vores udsigt over søen og bjergene.
De to telte vi boede i... Omgivelserne meget lig, dem vi ser i gamle cowboy film, hvilket skyldes, naturen på Gran Canaria, tidligere er blevet brugt til utallige spaghetti western film.
Lasse med en large-mouth bass, hvilket var en uventet fangst.
Anders er ude at sejle i den nye kajak/kano, som vi helt sikkert vil blive glade for. Den hvide linie på klipperne i baggrunden viser højden af vandstanden om fåråret...
En karpe bliver her genudsat, efter en kort foto-session.
Dennis fik turens største og turens mindste... det her er den mindste, på godt 3-4 kg.
Søen er skabt ved hjælp af en dæmning, og karperne er udsat, for at holde søen ren for grøde og myggelarver. Her ses dæmningen der er cirka 15 m. høj. Der er ca 60 søer aff denne slags på Gran Canaria, og de anvendes primært som vandreservoir til landbrug og de mange gartnerier på øen. Derfor var vandstanden også meget lav her ved efteråret inden regnen begynder...
