Playa del Tourisme

21 oktober 2009


Nora (venstre) og Liva (højre) danser til lokal hit-parade-musik


Heldige asen! Ja Dennis var et heldigt asen, eftersom Marie og hendes to døtre Nora og Liva kom på besøg i 7 dage.

Eftersom børnene skulle med, kunne vi på båden se, at der ville være udfordringer med pladsen. Netop derfor havde Dennis booket en mindre lejlighed i den sydlige del af øen. Det blev til en perfekt ferie for Dennis, børnene og Marie. Selvom øen er enormt turistet, så er det for børnefamilier, et ideelt sted, da der er mange ting at give sig til.

Nu er det mig Dennis, der sidder og skriver dette... og jeg vil egentlig gerne med ord, beskrive vigtigheden af denne uge sammen med Marie og pigerne. Jeg kunne beskrive hvad vi har oplevet og hvilke gode stunder vi har haft sammen... også specielt de dage, hvor vi hyggede os sammen med Anders og Lasse.

Men i stedet for at beskrive disse oplevelser, vil jeg hellere fokusere på, hvilke tanker der efterfølgende er kommet ud af det.

Savn og sorg for den sags skyld, er noget der med tiden forsvinder, eller rettere sagt, så er det noget, som bliver erstattet af noget andet med tiden. Vores nærmeste derhjemme, har det sikkert på samme måde... out of sight out of mind! Nej det er at sætte det på spidsen, men alligevel er der nok noget om det. Grunden til at jeg tager dette op er, at jeg er overbevist om, at større savn ikke nødvendigvis er lig med større kærlighed... og modsat er mindre savn ikke lig med mindre kærlighed. Og hvor vil jeg så hen med det!?

Vi har valgt at bruge knap et år på denne rejse, hvilket betyder at vi væk-prioriterer vigtige relationer for en periode. Eller måske væk-prioriterer er et forkert ord. Vi omdefinerer måske bare rammerne for relationerne, hvilket vil sige, måden hvorpå de før har fungeret. Det er selvfølgelig noget uhåndgribeligt og måske endda lidt abstrakt og derfor vanskeligt at vide, hvad det så egentlig betyder for os på dag til dag basis. Men pointen er her, at ved at sætte sig et mål, som vi har gjort og valgt en drøm tíl, frem for at skubbe den væk, så betyder det at der er nogle konsekvenser forbundet med det. En af dem er relationerne derhjemme og for at det overhovedet kan lykkes for os, at være fuldt tilstede med hinanden på båden og på denne rejse, så kræver det, at vi bevidst, prøver at fokusere på det vi er i, og tilsidesætte savnet og minderne om hjemmets dejlige rammer og relationer.

Skal vi så, have dårlig samvittighed over det? Skal i derhjemme have dårlig samvittighed over, at i ikke tænker så meget på os eller ikke får skrevet til os? NEJ... det skal i eller vil vi ikke have! Det er som det er og vores forestillinger om og drømme om, hvordan det skulle være og ville være, og hvor ofte vi ville kommunikere sammen... var basseret ud fra vores antagelser og ikke virkeligheden. SÅ nu er det som det er... vi nyder vores rejse, vi nyder hinanden og vi tænker på jer derhjemme og savner jer til tider... nogen gange mere end andre.

Men nu har pigerne netop været her... og sikke en glæde der var forbundet med det. Det har samtidig også været eye-opener for mig. En reminder om, hvad vi siger fra til, ved at vælge denne tur til. Så når vi vælger noget fra, så vælger vi forhåbentlig også noget til, for ellers er det meningsløst hvad vi foretager os. Anders sagde så fint i dag, at det vanskeligste med dagene, var at finde et formål...! Se det er nok ikke det i læsere forventer at høre. Det er selvfølgelig min helt egen antagelse om jer, men jeg kunne forestille mig, at i måske havde en idé om, at fridag efter fridag efter fridag, måtte være lykken. Jeg tror dog, det er som alt andet... der er behov for et fælles og et individuelt formål, for at der kan skabes en mening med rejsen. Så til vores overraskelse, er det enten således, at det at rejse, ikke er at leve og derfor ikke er nok i sig selv, hvilket H.C. Andersen, nok vil være uenig med mig i, eller også er det som Karen BLixen citerer... "det er nødvendigt at sejle, ikke at leve". Hvilken af de to der er rigtige, ved jeg ikke og jeg er heller ikke sikker på, at hverken Anders eller Lasse nødvendigvis er enige med mig, H.C. Andersen eller Karen Blixen.

Min overordnede pointe, eller måske snarer min endelige refleksion er, at jeg føler et ansvar for de mennesker og det fællesskab, jeg har efterladt derhjemme for en periode. og i ansvarsfølelsen ligger der, at jeg føler mig forpligtet til at få det bedst tænkelige ud af denne rejse. Det vil simpelthen være forkert af mig og de andre for den sags skyld, ikke at bruge og udnytte hver eneste lejlighed, der er for en god oplevelse, eftersom det er et tilvalg og tiden derhjemme er et fravalg. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg er enig med selv lige her. Jeg mener ikke jeg, vi eller jer for den sags skyld, skal have den følelse. Men derimod acceptere den virkelighed vi er i og de konsekvenser der er, når der sker tilvalg og fravalg... og stå ved dem.

Så tak til Marie, Nora og Live, for ubevidst at have sat gang i tankerne.

Oven på denne længere smøre, er her nogle billeder fra ugen de var her. Vi håber i nyder dem.


Dagen i badeland... you never get to old for that!


Lasse, Marie og Nora, prøver her en af de største attraktioner.


En dejlig tidlig morgen sammen med Marie og Liva.



Venligst,
S/Y Dania