12 december 2009
Position:
Mellem Mindelo/Cap Verde – og Man Of War bay/ Tobago
13 – ½ døgn over Atlanterhavet
Solnedgang over Atlanterhavet.
Det er lørdag den 28 nov. og vi er ved at forberede det sidste på båden inden vi begiver os ud på vores hidtil længste stræk- turen over Atlanten. I går mødtes vi med en flok andre ”unge” sejlere på den lokale bar for at tage afsked med dem, og ønske dem go tur over ”dammen”. I over 10 dage har vi (Anders og Lasse) været i Mindelo på øen Sao Vincente som er en del af Cap Verde, og vi har efterhånden lært en del andre sejlere at kende, og modsat andre steder vi har besøgt på turen, har her været en hel del unge- specielt unge nordmænd (mænd og kvinder), der som os er på vej til Caribien eller endda jorden rundt.
Vi var nu nogenlunde afklaret med, at Dennis ikke kunne komme med over Atlanten og vi havde diskuteret om vi ville finde os en gast, som kunne tage med i stedet. Egentlig havde vi aftalt at det nok var nemmest at vi bare tog os to af sted, for hvad nu hvis man ikke svingede med personen man valgte og var tvunget til at være sammen med 24 timer i døgnet i over to uger??
Samme aften mødte vi en australier ved navn Gavin, 34 år og aktiv kapsejler i Sydney. Han søgte en båd til Brasilien hvor han skal mødes med sin kæreste til jul - vi skal jo ikke til Brasilien men Tobago nord for Venezuela. Alligevel var han interesseret, da han efterhånden ikke troede han kunne finde en båd der havde plads til ham i tide. Vi aftalte at vi ville tænke over det, og at han kunne komme ned på vores båd dagen efter så skulle vi nok have taget en beslutning. Gavin mødte op dagen efter og vi forklarede at vi gerne ville have ham med. Vi syntes han virkede som en rigtig sympatisk fyr - og det ville være rart med et par ekstra hænder over Atlanten. Problemet var bare at det var lørdag og derfor var immigrationskontoret ved politiet lukket, og han kunne derfor ikke tjekke ud af landet. Han mente at han nok skulle klare det, da han kendte en lokal politimand- han skulle bare lige finde ham….
2 timer før vores afgang vi havde aftalt til klokken 17.30 kom Gavin tilbage med stemplet pas og ekstra drikkevand og andre ting og sager han gerne ville bidrage med. Vi pakkede det sidste og var nu klar, og vi sagde hurtigt farvel til vores nye venner i marinæn. Forude var over 2100 sømil ca.- 16-18 dage ville vi regne med….
Vi var alle spændte over at skulle krydse Atlanten med var også ivrige over endeligt at skulle af sted…
Efter at vi kom ud fra marinaen blev sejlene sat og vi gjorde hurtigt en go fart mellem 7-8 kn. Der gik dog ikke lang tid før vinden totalt døde, og vi måtte tage sejlene ned og tænde motoren – Pis! Det er skú lidt tidligt at tænde for den - ikke godt for moralen ombord. Heldigvis gik der kun få timer før vi igen havde en stabil vind mellem 8-10 Sm ! Var det her passatvinden? Vi var nu helt fri af Cap Verde øerne og der var ikke længere land der kunne påvirke vinden….
Bølger i mørket.
Lasse holder "udsigt" fra spilerstagen.
Solnedgange bliver vi aldrig trætte af.
Rugbrødsbagning - Anders er mesteren!
En alternativ måde at tage et bad på.
Efter et par døgn var vinden stadig stabil og vi havde alle tre fået vores ”søben” på plads og livet ombord føltes nemt, og stemningen ombord var go helt fra starten. Vi havde helt fra start en go fornemmelse af Gavin, der straks beviste sine sejleregenskaber og indgik i vagterne fra dag 1. Han er fuld af energi og vi var straks glade for beslutningen om at tage ham med.
Helt fra starten af turen har vi fanget Mahi Mahi på vores gummiblæksprutter vi har hængende 30 meter efter båden, så vores primære kilde til kød har været fisk fra havet. Vi har vel opfundet omkring 8-10 forskellige retter med MahiMahi – kanon spisefisk. Også et par Wahoo har vi fanget og de blev straks forvandlet til et kæmpe måltid sushi med ris, wasabi og soya sauce.
Dagene på havet kan når man ser tilbage på dem godt flyde sammen og det er svært at forklare et kronologisk forløb – og sikkert også unødvendigt. Det er en skøn oplevelse og lidt tankevækkende at befinde sig i en båd midt ude på Atlanterhavet, og vide at man ikke bare kan stå af hvis man ikke gider mere. Ja, vi ved ikke engang hvornår vi er i land igen… Det kan være alt fra 2 -3 uger afhængig af vinden og båden - og selvfølgelig hvordan man sejler den. Vi er en stor del af turen så langt væk fra land at vi ikke bare kan kalde på hjælp, herude kan helikoptere ikke komme og hjælpe os hvis vi er i nød, kun andre både kan hjælpe en. Man får en bedre fornemmelse af hvor store vores have egentlig er når man sådan sejler i mange dage på dem uden at se ret meget andet end vand! – det er som om at verden bliver lidt mere imponerende og lidt smukkere og man føler omgående en ydmyghed overfor ”moder jord”
Dette giver et billede af bølgernes størrelse på Atlanterhavet. Og tjek også lige den søulk!
Om natten er månen klar og tydelig. Den lyser havet op og gør en stor forskel på nattevagterne.
Om dagen skinner solen for det meste og vi kan sidde i shorts og bar mave og nyde udsigten af Atlanterhav 360 grader rundt - om natten er det bælgmørkt indtil månen kommer frem og lyser op for os under nattevagterne. Det er sjældent vi ser andre både på vagterne men det sker af og til. Når det sker kan vi kalde båden vi ser på vores VHF radio og høre hvordan der går dem. Hver dag kl. 10 UTC kan vi også på en aftalt frekvens på SSB radioen snakke med andre både på vej over Atlanten- vi ved at der er 3 andre både bag os og de vil kunne fortælle os om der er dårligt vejr på vej mod os fra øst. Foruden vejrinformationer er det også rart at høre fra andre herude, og vide hvor de er, og de ved hvor vi er - vi holder øje med hinanden herude. Vi hørte på netværket at der er en båd fra kapsejladsen fra Gran Canaria til Barbados der driver rundt herude. Besætningen har forladt den da riggen var blevet ødelagt og de havde fået tov i propellen. Heldigvis er den estimeret til at ligge nordøst for os, så vi kommer ikke til at møde den.
En gang om dagen henter vi også en vejrudsigt på SSB radioen så vi kan holde øje med vejret undervejs. Desuden sender vi en e-mail til familie, kærester og venner med vores position så de ved at vi er okay herude. Lasses kæreste Bente fyldte 30 år den 5. dec. Så der var rart for ham (og sikkert også hende) at han trods alt kunne sende en e-mail på hendes fødselsdag, når man nu ikke kan ringe sammen.
På så lang en passage som Atlanterhavet er, så oplever vi faktisk en form for dagligdag- og vores søben er bedre en nogensinde. Vi bruger nu en masse tid nede i båden selv og den, gynger og ruller i bølgerne - det har vi tidligere ikke været vant til. Søsyge har der ikke været skyggen af for nogen af os…
Sproget ombord foregår på engelsk af hensyn til Gavin, og det fungerer helt fint. Vi nyder meget at snakke med ham, og høre hans mange historier - han er en go historiefortæller og han har mange af dem.
Det er underligt ikke at have Dennis med, og vi taler meget om ham, Gavin har sagt at han nærmest føler han burde købe en kæmpe gave til ham, fordi han fik muligheden for at tage Dennis plads. Nu glæder vi os efterhånden rigtigt, rigtigt meget til at se ham igen – og også til at se Marie (Dennis kæreste) og Lasses kæreste Bente som han ikke har set i 5 måneder. De kommer alle til Tobago den 20 dec.
Selv om det er et stort hav vi sejler på og dønningerne ofte er hørere end vi kan se over dem, så virker det trygt og rart på Dania- hun er et stærkt skib og vi har stor tiltro til hende. Vores vindror styrer hele tilden så for det meste sejler hun helt af sig selv. Det er meget tydeligt at det er det her hun er bygget til.
Halvvejs over Atlanten havde vi vores ”halfway party” og åbnede gaver vi havde fået af venner inden vi tog af sted. Det var rigtigt dejligt at kunne få lidt derhjemmefra, her midt ude på Atanten. Gavin havde også medbragt en flaske rom og nogle colaer- så vi fik iskolde drinks i bagende solskin og roligt vejr.
Når vinden er god, sejler Dania stærkt.
Endnu engang har vores Aries vindror, gjort et godt stykke arbejde.
En af dagene havde vi skiftet fra Genoa til fok og sat et reb i storsejlet da vinden konstant var over 10 sm. Samme aften/ nat da Gavin havde vagt kom han ned og vækkede Lasse da det var blæst kraftigt op. En squall havde besøgt os og båden gjorde konstant 10-11 knob og det var når bølgerne ikke skubbede os! Lasse kom hurtigt ud af sengen og hørte i det samme en lyd, som og at en havde taget en spand vand og smidt i hovedet på Anders ude i forkahytten ! Dania havde dykket stævnen i en bølge og Anders havde skylightet på klem og fik en ordentlig del af bølgen i i sin køje- Lasse kunne godt høre på ham at han ikke var særligt tilfreds med at blive vækket på den måde.
Gavin og Lasse stod i cokpittet og aftalte hvad vi skulle gøre hvis vinden tog mere til. Lasse stillede sig bag roret i tilfælde af at vindroret skulle miste styringen og i det samme gav det sig til at styrtregne…. På mindre en 2 minutter var Lasse gennemblødt af regn og frøs faktisk også lidt da temperaturen faldt markant under bygen. Faktisk helt rart for engang skyld at fryse lidt – der er noget tid siden det er sket.
Vinden stilnede af hen under natten og næste dag var den igen helt stabil på ca. 10-11 sm. Det var den første squall vi mødte på turen, men undervejs har vi mødt flere - altid med masser af vind og regn. Som regel varer de ikke længe og om dagen er det nemt at se dem inden de kommer så vi kan forberede os på det.
Anders i færd med endnu en af sine kreationer "Tun a´la ?"
Det er næsten for meget af det gode, med alt den fine tun.
Anders med en flot tun, der også er hans hidtil største.
Lasse med en lang Wahoo... ikke just dens tænder man vil bides af.
Da vi var nået ca. 2/3 af turen fik vi kraftige hug på begge stænger – Dania susede af sted med 7-8 kn. og Gavin der havde vagten styrede hurtigt båden op i vinden så vi kunne ”fighte fiskene” efter 10-15 min viste Lasses fisk sig i overfladen – en Tun, som hurtigt blev gaffet og løftet op i båden. Lidt efter viste Anders fisk sig, en endnu større tun, som vi genudsatte efter at have fotograferet den. Tunen vi beholdte vejede omkring 6 kg og den anden vurderede vi til at være ca. 8 kg.
Tunen blev omgående drænet for blod og renset/fileteret. Samme aften fik vi igen Sushi og Sashimi- men denne gang med friskfanget tun! Det er godt nok luksus at være langturssejler hvis man fisker (og fanger noget).. Gavin er også ved at være ret imponeret over madens standard her på Dania. Fiskeriet blev indstillet til vi igen ville få brugt for fisk om et par dage…
Med kun 420 sømil tilbage kunne vores forventning om at være fremme godt mærkes, men humøret var stadigt højt. Hvis der fortsatte som indtil nu ville turen tage under 13 og et halvt døgn hvilket er mindre en vi havde regnet med. Selv om passagen indtil nu har været helt fantastisk, så glæder vi os altså til at komme til en rolig ankerbugt, tage en svømmetur, måske et rigtigt bad, og ikke mindst gå en tur – man ligger og sidder ned ufatteligt meget på sådan en tur og man kommer hurtigt til at savne at kunne røre sig..
Under 300 sømil tilbage – Anders råber oppe fra cokpittet ” fish !!!” Gavin og Lasse løber op for at se hvad der sker. Lasse er først oppe og der er fisk på begge stænger - udløbet lyder vildest på stangen i bagbord side, og vi har lovet Gavin en stor fisk på turen, så Lasse siger at han hurtigt skal tage denne stang. Lasse tager fat i den anden stang men fisken taber krogen- han haler hurtigt ind igen og fisken bider igen og springer helt fri af vandet ! ”Fuck! Thats a big fish” Lasse synes det ligner en sejlfisk eller noget lignende og siger at den nok var 1,5 meter eller noget. Gavin og Anders så det ikke, og lød ikke helt som om de troede på det. Fisken mistede igen krogen og slaget var tabt for Lasse….. Gavin derimod kæmpede stadig vildt med hans fisk vi endnu ikke havde set. Den var slæbt af sted med en masse line og var nu et godt stykke over 300 meter efter båden, selv om vi nu lå næsten helt stille. Hjulet skreg i takt med at der blev flået mere line af selv om Gavin havde bremset sat hårdt og holdt godt imod. Efter 30 min viste fisken sig 30 meter fra båden ! ”It´s a Marlin Gavin” Det var en Black Marlin der var i den anden ende og den var nu ved at være ligeså træt som Gavin. Vi fik den halt hen på siden af båden og fik med handsker fat i næbbet så Gavin kunne få taget et billede med den. Omtrent to meter målte fisken !! Vi fik taget en masse billeder og fisken blev forsigtigt genudsat. Det er den første Marlin vi har fanget på turen, og stemningen over fangsten nåede næsten uanede højder! Gavin var dybt taknemmelig for at måtte fighte fisken, og det var en stor fornøjelse at se hvor stolt og glad han var….
Den fantastiske Black Marlin inden den bliver hevet ombord.
Det krævede armkræfter og vilje, for at få fisken ombord.
I skrivende stund 12/12 kl 14:30 lokaltid, sidder vi på en netcafe/dykkerbutik – vi ankom i nat klokken 02:30 til ankerbugten ”Man of War bay”. Da vi ankom kunne vi ingenting se da månen ikke var kommet frem endnu, men ved hjælp af projektør fik vi fundet en god plads ved de 6-7 andre både i bugten og vi kunne tydeligt fornemme duften af våd skov, men kunne intet se. Dagen efter vågnede vi op til den mest fantastiske bugt med høje bjerge og regnskov hele bugten rundt. Det her er ren paradis ! Til Dennis, Marie og Bente kan vi kun sige ”glæd jer helt vildt meget” her er helt fantastisk ! Vi glæder os helt vildt til at se jer !
Vores nye ankerplads - Man of War bay - Tobago.
Venligst,
S/Y Dania
Read more...
Gavin med bådens til dato største fisk - Black Marlin på ca. 30-40 kg.
Gavin under den lange fight, med hans Black Marlin. Samme fisk der omtales i Manden og Havet.
Gavin og Lasse åbner her gaven fra sejlervennerne Ditte og Michael - Tak til jer for gaven.
Gavin og Anders i færd med at indtage en stor gang Sashimi.
