Positionsrapport 11
>> torsdag den 10. december 2009
Kære Alle.
Jeg vil begynde denne mail med et undskyld til Dennis... Undskyld. Jeg ved at dette bliver hårdt for dig at læse.
Dagen har stået i fiskeriets tegn...
I morges da jeg havde vagten fra 8-11 tænkte jeg, at jeg da lige ville fiske lidt. Jeg fandt tingene frem, satte først den ene stang, dernæst den anden. Inden jeg kom ned at sidde igen SKREG begge hjul i vildskab. Jeg råbte til de sovende og hoppede bag roret for at bremse båden og det tempo hvormed linen løb af hjulene. Lasse og Gavin kom på dæk. Gavin havde mistet en stor fisk i forgårs, så han fik den vildeste fisk. Lasses fisk lavede et stort spring hvor det lykkedes for den at smide krogen. Den bed dog yderligere 2 gange bagefter. Desværre uden at blive kroget. I mellemtiden havde Gavins fisk revet ca 400m line af hjulet uden pause.
Vores australske ven kæmpede videre og 35 min senere, så vi bronzefarver i vandet - og hold da kæft hvor var den STOR...
MAAAAARLIIIIIIIN!!!!!!
Det var en Sort Marlin der var for enden. Min. 2 m. lang. Vi fik den ombord til et foto hvorefter den blev genudsat. Vi havde ikke en vægt ombord der tilmærmelsesvis kunne veje den så vi estimerede den konservativt til et sted mellem 30 og 40 kg. Der har sjældent været så euforisk en stemning ombord på Dania. Det var klart ikke muligt at dræbe den - det ville simpelthen være spild. Men glæd jer til billederne...
Så nu Dennis - hvis folk spørger til billedet af en Marlin på din fiskestang, kan du fortælle at den faktisk HAR fanget en.Her ses en Black Marlin, der springer ud af vandet. Denne er noget større end den de fangede, men den giver et billede af, hvordan den ser ud.
For lige at fuldende dagen nappede jeg lige for lidt siden en 2,5kg tun (skipjack), der ender som bøffer til aftensmaden. Perfekt spisestørrelse.
Nu skal vi have et glas afkølet (her er 30 grader varmt) rødvin til "sundowner" for at fejre en fuldstændig perfekt dag.
POS d 10.12 kl 2014 UTC
N 11;59
W057;00
COG 270
SOG 6,5kn
TRIP 1971 SM
DIST 209 SM
Venligst,
S/Y Dania
0 kommentarer:
Send en kommentar