Sømands-tatoveringer – og lamslående natur….

Fort de France – Martinique (Fransk)
Lørdag den 27 februar

14°36.457 N
61°04.616 W



Cecilie og Erik til højre på billedet - og ja, deres tatoveringer er også rigtige!


Efter en utrolig stille dag på vandet fra St. Lucia til Martinique ankom vi til turens første Franske ø. Vi lagde anker ud for hovedstaden Port du France, og tog kort tid efter i land for at indklarere. Det viste sig at være noget at et kultur-shock at komme i land. Port du France ligner en middelstor fransk by- europæisk by med et præg fra Caribien! Bilerne var nu små franske Renault og Pegeot og ikke som vi er vant til Toyota og Nissan. Alt ser mere eller mindre moderne ud og alting virker og er velholdt. Det var som om at vi havde sejlet utroligt langt for at komme hertil, når man ser kontrasten, til alle de andre øer vi har været på, men faktum er at Martinique kun ligger omkring 40-45 sømil fra den sidste ø vi kom fra, St. Lucia. Det er øen er fransk har sat sit helt tydelige præg på øen. Der er masser af caféer og franske restauranter, og hos bageren ser vi nu franske baguetter og crossainter, og foruden det betaler man selvfølgelig med Euro. Det er helt sikkert en sjov oplevelse at komme hertil, og ud over at øen er så moderne, og udviklet så er den også helt utrolig smuk og frodig…

Her på øen tjekker man ikke ind ved politiet når man kommer til Port du France, - nej man tager bare hen til den lokal marinebutik og udfylder en formular på en pc, printer den ud og giver den til butiksejeren – så er man indklareret i Martinique! Det er godt nok det nemmeste vi har prøvet på vores tur, ingen stempler, ingen der skal se vores pas og skibspapirer, og når vi skal forlade landet er det ligeså nemt… og så er det ganske gratis!

Det er også første gang siden vi var på Gran Canaria i Europa at vi har set en Mc Donald´s så det blev også til et hurtigt besøg på ”den gyldne måge” som vi kalder den. Smager ca. som i resten af verden men det er nemt og smager ”næsten hjemligt” ….
Dagen efter stod vi tidligt op. Anders og Mikkel lejede en bil og tog ud til et stort inkøbscenter for at shoppe og derefter videre for at se et af øens rom destillerier.
Vi har længe gerne ville have en sømands tatovering, så Lasse og Dennis tog på udkig i byen efter en dygtig tatovør – det lykkedes ret hurtigt og efter et besøg hos tatovøren og en snak med receptionisten, der modsat tatovøren kunne tale lidt engelsk, var vi hurtigt enige og at det var det rette sted, så vi aftalte at vi ville komme tilbage dagen efter kl. 8.30
Lasse og Dennis satte sig derefter på en af byens hyggelige cafeer og skitserede på et Anker der ifølge gammel sømandsskik betyder at man har krydset Atlanten. Vi har haft mange ideer til en tatovering og Anders har også ville have en Fregatfugl, som vi så mange af på Tobago. Men altid er vi vendt tilbage til ankeret. Efter nogle timers skitsering i hånden, research på Internettet og Dennis egenskaber på et tegneprogram på computer, kom vi frem til et design vi var glade for….

Senere på dagen mødtes vi alle ved dinghyen og sejlede tilbage til båden. Anders og Mikkel havde haft en dejlig dag, og havde begge nydt at køre rundt på øen i egen bil, og ikke som vi ellers plejer med offentlig transport. Anders fik fremlagt designet på ankeret men ville have et anker der ikke var udfyldt med farve men kun var en ”outline” at symbolet, så han lagde sig i overvejelser omkring designet.

Om morgenen næste dag mødte vi op ved Tatovøren og Specielt Lasse og Anders var spændte på oplevelsen, da de ikke har nogen tatoveringer. Det viste sig at tatovøren allerede her fra morgenen var meget forsinket, men vi blev enige om at det nok var en dum ide at skynde på en tatovør.


Da det blev vores tur var det Dennis, der lagde ud, da han i forvejen har en tatovering. (han meldte sig selv som frivillig). Tatovøren lagde ud med at tegne i fri-hånd på Dennis underarm og fortolkede lidt på vores design. Det var Dennis ikke helt tilfreds med, så ved hjælp af lidt engelsk og Anders franske fik vi ham forklaret at det skulle være nøjagtig som den tegning vi havde medbragt. Derefter tegnede han designet over på kalkerpapir og derefter trykt over på huden af Dennis underarm. En ny nål blev sat i maskinen, blæk blev hældt op i et lille bæger og Dennis var nu klar til at få et minde for livet. Et synligt minde på vores sejltur.

Dennis vidste hvad han skulle forvente med hensyn til smerten ved en tatovering, og brokkede sig ikke synderligt, og efter omkring 20 min kunne resultatet ses! Han er selv meget tilfreds med den og vi andre synes også den er rigtigt flot. Men hvad med dig Jette (Dennis mor)? Og Dennis´ kæreste Marie?


Dennis lægger arm til et minde for livet.




Næste offer var Lasse og samme anker skulle på indersiden af overarmen – Da det var Lasses første tatovering var det rart lige at have set resultatet på Dennis, og det gjorde en meget stor forskel at se at den blev rigtig flot. Lasse synes at det gjorde noget mere ondt end Dennis – måske er huden på indersiden af overarmen mere følsom, eller også har han bare en anden smertetærskel? Det er jo svært at sige… igen efter ca. 20 min var resultatet færdigt og Lasse var meget tilfreds men hans første tatovering! Hans kæreste Bente synes den var flot da hun senere på dagen fik et billede af den. Hans mor (Gitte) har dog ikke set den før nu, så det skal nok blive spændende ;-)






Lasse ligger under nålen...





Anders havde nogle skitser med til tatovøren og fik ham til at komme med nogle forslag og ændringer. Da han var kommet frem til den endelige skitse kom også Anders op på briksen og var klar til at blive dekoreret. Da hans tatovering ikke skulle udfyldes med farve tog den ikke mange minutter, og før end han var klar over det, var den færdig – og til vores store held (og specielt hans) blev den ligesom han gerne ville have den! Anders mener ikke at hans familie synes at tatoveringer er det fedeste og ingen af dem ved endnu at han har fået en…



Skiter til Anders tatovering under udarbejdelse.





Anders lægger arm til.




Dania drengene havde nu alle fået hver deres sømandstatovering!
Mikkel der også var med hos tatovøren, havde overrasket os alle dagen før, da han sagde at han også ville have en tatovering. Tidligere på turen synes han ellers at det ikke var en speciel go ide at vi ville have en. Men man har jo et standpunkt til man tager et nyt.
Han ville have hans kæreste (Anne)´s navn på armen! Først troede vi at han bare sagde det i sjov, men om morgenen da vi var ved tatovøren viste det sig, at han skam var alvorlig omkring det – så efter at vi andre havde fået vores ankre, kom Mikkel under nålen og fik tatoveret Anne på underarmen! Heller ikke Anne ved noget om det- så vi forventer en sms fra hende når hun læser dette blogindlæg!



Mikkel foreviger sin kærestes navn.







Efter dekoreringen hos tatovøren, gik vi hen og hentede vores lejebil for at tage på tur rundt på Martinique. Vi kørte op til et af øens store bjerge og på turen derop tog vi et smut forbi endnu et destilleri hvor man selv kunne gå rundt og se på hele produktionen og de gamle bygninger. På tilbageturen stoppede vi på øens ”tidligere” hovedstad der i 1902 belv totalt udslettet da den nærliggende vulkan eksploderede. Over 30.000 mennesker døde hvilket var alle på nær to. En person sad i byens fængsel og en anden mand var i sin kælder, og det reddede dem tilsyneladende. I byen kunne vi stadigt se ruiner fra dengang hvor byen blev smadret af vulkanen og det var næsten ikke til at forestille sig de kræfter der måtte have været. Vulkanen så ud til at ligge ret langt væk fra byen, og alligevel overlevede kun to mennesker!

Tilbage på båden, mødtes vi med Erik og Cecilie (kærestepar fra norge vi sidst så på Grenada). Vi havde aftalt at tage en drink på Dania og så kigge lidt på byen. De er som altid rigtigt hyggelige at diskutere med, og aftenen blev sen, inden vi tog ind for at kigge på byen, og Dennis blev tilbage for at ligge på langs. Det viste sig dog at der selv om det var lørdag, ikke var mange steder der havde åbent (grundet fasten), og de steder der havde åbent var helt enormt dyre. 8 Euro- eller ca. 56kr for en alm. Flaskeøl! Vi tog derfor hurtigt ned til havnen og fik lidt natmad inden vi tog tilbage på båden….


Eftersom vores kroppe var blevet indfarvet med sort blæk, betød det, at vi ikke måtte bade i saltvand i en uge. Årsagen hertil, udover at det måske ville kunne skabe infektioner, kender vi stadig ikke helt til, men vi havde besluttet os for at adlyde ordren fra vores tatovør. Derfor var vi nødt til at finde alternative måder at komme i bad på. De sidste mange måneder, har saltvand været vores eneste kilde i forhold til at blive rengjort, udover de gange vi har fundet et vandfald, der består at ferskvand.

Anders havde læst om nogle enkelte vandfald på øen, som skulle være værd at besøge. Vi havde stadig udlejningsbilen, så det var egentlig bare at sætte sig til rette og dirigere vores chauffør Anders på rette vej. Inden vi var kommet af sted, var klokken næsten 12 og derfor snart frokosttid.

I stedet for at køre direkte til vandfaldet, ville vi nyde udsigten, der lå lige neden for det højeste punkt på øen. Dette kunne så kombineres med at vi kunne spise frokost. Da det jo´ er Frankrig vi er i, så var det ganske naturligt at madpakken bestod af baguette, brie og skinke. Stedet var godt besøgt af mange andre turister, som primært kom fra den europæiske del af Frankrig. De andre turister kom dog hertil, af en mere energisk årsag, nemlig for at bestige de sidste 500 meter, inden de nåede toppen. Det var som om, at det ikke lige var det vi havde lyst... vandfaldet og et dejligt bad i ferskvand, trak mere i os, end en bjergbestigning i enorm varme.

Køreturen i vores Renault Twingo, var ikke lang før end vi havde nået parkeringspladsen ved vandfaldet. Hurtigt fik vi skiftet tøj og sko og turen kunne nu begynde. Det første vores syn vi mødte, var en ”trappe” med store og høje trin, der mest af alt mindede om trinene på den kinesiske mur i Kina. Vi kunne se på de forbipasserende, der var på vej op, at turen ned nok skulle være lang og at turen opad igen, ville blive udfordrende og hård. Dette ville tiden jo´ vise, så vigtigst for os var nu, at komme ned og hen til vandfaldet.

Turen ned af trinene var ret storslået. Høj luftfugtighed og vild og frodig regnskov. Der var små gekkoer og firben over det hele. Flotte blomster og træer der lignede noget fra filmen ”Jurassic Park”. Ved bunden af trappen, lå en mindre flod, der ville føre op til vandfaldet. På den anden side af floden, lå et mindre skur, hvor der var et skilt, der på fransk bad os om at vente på en guide. Det gjorde vi så... indtil vi 10 minutter senere blev utålmodige. Vores fælles ræsonnement fortalte os, at hvis vi bare fulgte floden mod strømmen, så ville vi ende ved vandfaldet. Det er sandelig godt vi har set alle de overlevelsesprogrammer på Discovery, de sidste par år.



Turen gennem den storslåede natur mod vandfaldet.










Vandet i den lille flod var krystal klart og landskabet som omkransede floden, var ligeledes ubeskrivelig smuk og frodig. Mikkel blev her for første gang i sit liv... lamslået! Han stod målløs og måbede. Ikke mange ord kom ud af han, før end at det blev for meget for ham og han energisk formulerede sætninger der beskrev, hvor fedt, smukt og fantastisk dette øjeblik var for ham. Vi andre kunne heller ikke andet en tilkendegive vores begejstring.






En stor del af turen mod vandfaldet gik gennem denne smalle kløft.







Turen i vandet frem til vandfaldet, krævede at vi skulle svømme, klatre og vandre med taskerne over hovedet. Det var som at være i en Indiana Jones kulisse og vi var på vej af sted for at finde den Hellige Gral. 20 minutter senere nåede vi endemålet og en højt vandflad, der udledte store mængder vand, var nu ret forude. De fleste vandfald vi har mødt, er behagelige at stå under. Dette vandfald, var næsten for kraftigt i forhold til at kunne bade nedenunder det. Det var simpelthen for store mængder vand, der kom fra en for stor højde. Alligevel skulle vi alle ind under vandfaldet og kom alle godt af sted med det.

Til trods for at det ville have været dejligt at blive i området med floden og vandfaldet, så begyndte der at ankomme andre turister, hvilket tog lidt af glæden ved at være der. Derfor besluttede vi os for at tage tilbage op mod bilen og derefter vende snuden hjemad mod båden.

Det havde været dagen, hvor vi havde set det hidtil smukkeste naturskønne område i Caribien.

I morgen tidligt tager vi videre til Dominica, som ligger ca. 50 sømil nord/vest for Martinique. Igen er det væk fra Frankrig og tilbage til Caribien... det skal nok blive godt. Mikkel har kun få dage tilbage inden han igen skal hjem... han vil gerne nå at fange en hummer og en fisk inden da... derfor er dette første prioritet på Dania!



Venligst,
S/Y Dania