Den utrolige Biscay og Viva la Espana

Søndag d. 30 august 2009
43°22.061 N
008°23.149 W




Forestil jer fuldstændig mørke, der kun oplyses af månen og en stjernefyldt himmel og dernæst lyden af mildt brusende bølger. Nogle få sømil til styrbord ses et større skib, der ud fra den belysning, viser at den er mere end 200 meter lang. Skibet er afmærket med en lanterne helt i agter, en midtskibs og en næsten ude i stævnen. Desuden har en grøn lanterne, der viser at den sejler i modsat retning af hvad vi gør. I det ene øjeblik er skibet tydeligt for derefter at være væk i det næste nu. Skibet dukker op igen og forsvinder på ny... dette fortsætter indtil den er så mange sømil væk, at horisonten holder den skjult.
Det er alt sammen bølgernes værk. Med deres cirka 4 meter højde og enorme længde, løfter den nænsomt vores båd op på bølgetoppen og lader derefter båden glide ned i bølgedalen. Det er stille, roligt og allermest af alt en smuk oplevelse.

Inden vi nåede helt ud på de større dybder af Biscayen, sejlede vi gennem et område på godt 40 sømil, hvor der ikke var dybere end 200 meter. Selvom det lyder af meget, så er det relativt lidt i forhold til de 4000-5000 meter, der er i det meste af Biscayen. I det lavere område, oplevede vi nogle meget krappe bølger, der også blev understøttet af en knap 30 knobs vind. Det var på ingen måde en slem situation eller noget vi var bange i, men eftersom det var 7 dage siden vi sidst havde været ude at sejle, var det nemt for bølgerne og vinden at invitere søsygen indenfor. Efter Dennis havde var færdig med hans vagt om natten, blev det også til et enkelt besøg med hovedet ned i toiletkummen... det var heldigvis ikke noget, som en søsygepille og en banan ikke kunne tage sig af.

Det var tydeligt at mærke, så snart dybden blev større. Bølgerne blev med ét meget regelmæssige, noget højere og meget længere... de blev til Atlanterhavs dønninger. Dette var noget helt andet at sejle i og netop denne oplevelse, gjorde også for os alle tre, at der opstod en følelse af at være langturssejler for første gang. Det var tanken om at der nu var over 150 sømil ind til nærmeste fastland, der var 5 km. dybt, vi havde kun os selv og vi var på vej over det område, som vi havde hørt så utrolig mange skrækhistorier om. Nu sejlede vi midt i det og det virkede ikke skræmmende... men derimod virkede det rigtigt... det var det her det hele handlede om.
Vores tålmodighed angående en god vejrudsigt havde lønnet sig og fortjenesten stod vi nu midt i. Om dagen havde vi smukt solskinsvejr og godt med vind. Vi skød af sted i en fart, som vi ikke havde prøvet før og indså at vores båd Dania, befandt sig i sit helt rette element... det var det her hun var bygget til.

I Brest var vi kommet i kontakt med besætningen Jan og Eli, fra den norske båd S/Y Jenny. Vi havde aftalt at sejle af sted sammen med dem og ligeledes have radiokontakt med dem løbende, hvilket blev til cirka hver 3-4 time. Det var primært Anders der holdt kontakten med dem og netop derfor var det også ham der, midt ude på Biscayen, kom op nede fra båden og fortalte med et smil, at S/Y Jenny, der var godt 10 sømil foran os, netop havde haft en flok delfiner svømmende omkring dem i godt 15 minutter. Vi glædede os over nyheden og blev herefter mere opmærksomme på hvad der foregik lige omkring båden. Dennis havde på det tidspunkt vagten og Anders havde besluttet sig for, ikke at gå ned at sove, da han havde en fornemmelse af, at der muligvis også ville dukke nogle delfiner op hos os. Der gik heller ikke mere end en halv time, fra han havde talt med Jan over kortbølgeradioen, til han pludselig pegede bag vores båd og udbrød: ”Der er de... der er delfinerne”. Han havde ret og vi kunne med det samme se en spredt flok af delfiner, der nærmede sig båden. ”Lasse...LASSE!” blev der råbt ned til Lasse, der netop lå og sov efter en tidligere vagt. I boxershorts, kom han løbende op af trappen og kunne sammen med os se det vi havde drømt om længe.
Delfinerne sprang over vandet og surfede lige under bølgerne, svømmede foran, bagved og ved siden af båden. De var hurtige og virkede til at kunne udnytte vores kølvandsbølge. Det blev i det hele til 3 episoder, hvor vi så en flok delfiner.


Her ses en af de mange delfiner i flokken, komme hen imod vores båd.


Delfinerne virkede til at surfe lige under bølgernes overflade.


De sprang også over vandet som i her kan se.


Endnu en delfin lige under overfladen.


Her lykkedes det at fange et glimt af en af delfinerne helt inde ved siden af båden.



Biscayen blev også der hvor vi slog en masse rekorder. Vi havde vores til dags dato længste dagsmål, hvilket blev til godt 170 sømil. Vi sejlede vores hurtigste hastighed som vi målte til 11.7 knob. Vi sejlede vores hidtil største dybde. Det var det længste vi havde været fra land og det var uden tvivl de største bølger vi havde været ude i. Sidst men ikke mindst, så var det på dette stræk at vi nåede vores 1000 sømil, siden vi tog fra Marselisborg Marina.

Der var også nogle andre ting, som gjorde turen over Biscayen, til en fantastisk oplevelse. Anders fik vores kortbølgeradio til at fungere, hvilket betød at vi havde vores første kontinuerlige radiokontakt med en anden båd. Det betød også at vi nu kunne modtage vejrfiler og sende korte e-mails. Det var enormt opløftende at det virkede, specielt fordi det for os er en sikkerhedsforanstaltning og nødvendighed for at kunne sejle længere stræk, hvor vi har brug for friske vejrudsigter.

Da vi så kom til La Coruna klokken 7 om morgenen, skulle vi fejre vores rekorder, fejre de ting der nu fungerede og mest af alt, at vi var kommet sikkert over Biscayen... 58 timer havde det taget at tilbagelægge 350 sømil.

Champagnen blev åbnet da vi havde fortøjet båden, balancen blev fundet igen og vi snakkede begejstrede om hvad vi netop havde bedrevet. Tusinder af sejlbåde gør det hvert år... alligevel var vi stolte og følte en tilfredsstillelse og en ro i forhold til, at den del nu var overstået.


350 sømil og Biscayen var overstået. Vi er trætte, glade og nyder nuet!


Champagnen gjorde godt og sikrede at vi sov ekstra godt, da vi endelig kom til køjs kl. lidt i otte om morgenen.



Vi er ved at lære at huske at fejre de små ting såvel som de store ting. Vi håber også at i husker at fejre jer selv og hinanden.

Venligst,
S/Y Dania