Anne og Mikkel ankommet!

Young Island Cut - St. Vincent
Tirsdag d. 2 feb. 2010

13°07.57 N
61°12.64 W




Turen fra Carriacou til St. Vincent var første sejltur i lang tid, hvor vi måtte bide vind for at komme frem. At bide vind betyder, at sejle mod vinden, hvilket ofte betyder, at bølgerne ligesom vinden, kommer direkte mod os. Det er en form for sejlads, som i længden kan være lidt udmattende, da bølgerne konstant giver en våd lussing til båden.... men Dania er i disse situationer ikke til at stoppe... den bare fortsætter og fortsætter indtil destinationen er nået.

St. Vincent skulle vi til, da vores vennepar Anne og Mikkel ville ankomme d. 3 februar. Vi ønskede at komme dagen før, således vi kunne nå at forberede en god velkomst til dem... dette betyder egentlig bare, at købe rom og cola, kolde øl og isterninger til fryseren, samtidig med at finde ud af hvor og hvornår de ville ankomme.

Guldarmbånd, guldure og smarte mobiltelefoner, sammensat med casual hverdagstøj, er udseendet og beklædningen for de lokale på St. Vincent. Det er således, at jo´ mere nord vi er kommet, des flere smykker og andre pyntegenstande ser vi på de lokale. Samtidig er priserne på madvarer og hverdagsting også steget en smule. Vi har hørt fra flere langturssejler hjemme i Danmark, at priserne ville stige i takt med at vi kom mere nord på. Til trods for denne viden, har vi dog af andre langturssejlere, som vi har mødt herover, som har sejlet rundt herover i flere år, hørt at priserne ikke bliver højere end på St. Vincent, men heller ikke billigere. Dette er vi dog sikre på, at vi nok selv finder ud af, eftersom vi skal nord på, før end vi vender øst på over Atlanten i begyndelsen af maj.

Det blev d. 3 februar og klokken fortalte os, at det nu var tid til at hente Anne og Mikkel. Ind i en taxi, hvor der med stor skrift stod ”Star Boy” på forruden og så gik turen til lufthavnen. I anledningen af vi skulle hente dem, havde vi alle tre påført os vores ”wanna-be-Indiana-Jones-hatte”, så Anne og Mikkel kunne genkende os. Når alt kommer til alt, så havde der nok ikke været den store risiko for at de ikke kunne genkende os, da lufthavnen var lille og vi stadigvæk er meget blege, set i forhold til de lokale.

Efter lidt ventetid ankom de endelig og vi blev mødt af nogle trætte venner, der som det første sagde: ”det har været den værste rejse nogensinde!” Efter en smule mere dialog med dem, fandt vi ud af, at der ikke var sket noget slemt eller farligt, men derimod var alt på rejsen bare gået galt for dem, hvilket blandt andet resulterede i en mistet trøje, lange løbeture for at nå flyene, at de blev nødsaget til at købe nye returbilletter på Barbados, for at få lov til at flyve videre og få visum... alt dette og meget mere skete på deres rejse. Bare for at gøre oplevelsen komplet, endte det med at deres bagage var to dage forsinket.

Efter vi havde fået dem tilbage på båden og fyldt en enkelt rom og cola på dem, viste trætheden sig hurtigt hos dem og vi fik dem lagt i seng én efter én.


”Træthed skal soves væk” og det viste sig også, at dagen efter så situationen lysere ud. Ikke på grund af at deres bagage var kommet, for det var den ikke, men varmen, vandet og de nye omgivelser, gjorde dem bare umiddelbart godt.
Med den nye energi, valgte vi at tage dem med ind til hovedstaden på St. Vincent, som hedder Kingstown. Det er altid morsomt og glædeligt at opleve kultur man er bekendt med gennem nye øjne. Med det mener jeg, at i og med vores venner Anne og Mikkel ikke havde oplevet denne kultur og denne del af Verden før, så gav det os en mulighed for at se dele af kulturen, som vi er blevet vandt til, men med nye øjne. Det er lidt som når man hjemme i Århus går eller cykler den samme rute hver evig eneste dag og så en pludselig en dag, kommer til at kigge op og ser dele af bygninger og finurligheder i gadebilledet, som man aldrig har registreret før. Det er blandt andet derfor, det er dejligt at få besøg, for det for os til at åbne øjnene på ny. Spørgsmålet er så, og vi fortsætter med at holde øjnene åbne, eller om de igen bliver lukkede med tiden? Bevidstheden er der, så vi tager i udgangspunkt i, at de forbliver åbne og nysgerrige.

Kingstown bød på store markeder og gode indkøbsmuligheder. Dette var heldigt for os, eftersom vi vidste at vi igen ville sejle syd på, for at komme ned til Grenadinerne, som er en del af St. Vincent. Den sydligste del af Grenadinerne består af et område der hedder Tobago Cays, hvor der ikke er indkøbsmuligheder, eftersom det er en stor naturreservat. Da vi ville derned og ikke specifikt vidste, hvordan indkøbsmulighederne på øerne inden Tobago Cays var, skulle vi have fyldt båden op med mad og vand, så det ikke var det der ville afholde os for at bruge tiden dernede.

To dage efter deres ankomst, ankom deres bagage endelig. Det havde krævet en del research fra Mikkel, før end han fandt frem til, hvor bagagen var forsvundet hen. Men nu kom den, vi hentede den og gjorde klar til at sejle videre dagen efter.

Det ville være Mikkels og Annes første sejltur i Caribisk farvand... spændingen og glæden var tydelig blandt dem begge.



Venligst,
S/Y Dania