Kakao, muskat og fisk... Mmmmmm

St. George Bay - Grenada
Mandag d. 31. Februar 2010

12° 02.041 N
61° 45.000 W




Efter et par rullende nætter flyttede vi båden lidt længere sydpå i en bugt udfor hovedstaden St. George – det viste sig at være mere roligt de første par nætter vi lå der.

Grenada er kendt som ”Spice Island” og derfor tænkte vi at vi hellere måtte besøge et sted der forarbejder Muskatnødder. Det var spændende at se stedet, der ikke så ud til at have udviklet deres metoder siden deres start. Alt var manuelt arbejde og kun ganske få maskiner blev anvendt.


Udvælgelse af kvalitets muskatnødder


Muskatnødder der er forarbejdet.


Muskatnødder der endnu ikke er forarbejdet.


Budskab til alle medarbejderne på fabrikken.


Efter besøget på muskat ”fabrikken” tog vi videre til en kakaofarm, der mere eller mindre modtager kakaofrugter fra hele Grenada, foruden dem de selv dyrker, og derefter laver det vi kender som kakaobønner. Også her var alt manuelt og vi fik da også selv lov til at vende bønnerne på de store udendørs tørrebakker, hvilket foregår med bare tær….


Sådan vender man kakaobønnerne, således de bliver tørret på den bedste måde.


Guiden visser os her, de kasser, hvor kakaobønnerne skal ligge, for at gære og derved opnå en mere bitter kakaosmag.


Guiden plukker her stjernefrugter til os. Som i kan se, vokser der mange stjernefrugter på et sådant træ.


Frisk plukket stjernefrugt.


En gammel slibesten, som arbejderne brugte til at skærpe deres plukkeværktøjer med.


Denne kakao farm, var tidligere drevet ved at bruge slaver. Dette træ var stedet, hvor slaverne blev hængt.


Mere end 300 år gammel er dette skuffesystem og det holder stadig. Om aftenen og når det regner, bliver skufferne ført ind under overdækningen.


Kakaobønner midt i tørreperioden.


Ejeren af kakaofarmen, var meget begejstret for dyr. Netop derfor havde hun et ønske om at have mange forskellige dyr på farmen. Skildpadder var bare nogle af dem.


Abe og Anders.


Æsel og Bente.


Dagen efter havde Anders, Bente og Lasse besluttet sig at tage på ”hikingtur” til en stor kratersø midt på øen, kaldet ”Grand Etang”, mens Dennis tog en dag alene på båden. Turen op til området skete som altid med de lokale minibusser og da vi ankom til stedet udgangspunktet til vores tur, var der fyldt med ”Krydstogt- turister” fra et af de kæmpestore krydstogtskibe der kommer til Grenada næsten hver dag. Heldigvis bevægede de sig ikke langt fra busserne, så vi havde den smukke tur til kratersøen og videre til toppen af et bjerg kaldet ”Mount Qua Qua” helt for os selv. Det blev en varm tur op gennem den tætte vegetation, som er overalt på Grenadas bjergsider. Efter nogle kilometers gang, blev vi belønnet med en fantastisk udsigt over kratersøen og det meste af Grenada. Vi havde slet ikke regnet med at øen ville være så grøn og frodig! Vi havde medbragt en af vores håndholdte VHF radioer så vi kunne komme i kontakt med Dennis, når vi kom tilbage, men da vi kunne skimte ankerbugten ved St. George flere kilometer væk, ville vi alligevel prøve at kalde Dennis på båden. Det viste sig at fungere helt perfekt, og vi kunne nok have rakt endnu længere i den højde vi var.
Vi havde nået det højeste punkt omkring krateret og ville tage et par billeder alt imens en anden turist gik forbi os – Bente der tydeligvis ikke havde regnet med at der ville komme andre, gav et højt hyl fra sig, så den stakkels mand blev helt skræmt og skyndte sig væk fra os... Anders gav osse et helt sæt over Bentes udbrud….
Turen ned fra bjerget gik noget hurtigere og Bente prøvede på egen krop hvordan det føles at blive stået i jorden af en træstamme i hovedhøjde, når man kommer i rask trav, og kigger ned i jorden for ikke at snuble over noget. Hun så slet ikke stammen og faldt bagover uden at opdage hvad der skete. Hun er sej tøs så hun rystede smerten i panden af sig, og gik videre med os…..


Udsigt over vulkansøen.


Tarzan og Jane på toppen af vulkanen.





Dania foreviget på en vulkansten.

Tilbage ved udgangspunktet var alle de andre turister væk, og vi gav os til at vente på en bus så vi kunne komme tilbage til båden. Imens vi ventede, så vi en af Grenadas vilde aber, som dog viste sig at ikke at være særligt menneskesky, men derimod sulten efter banan som en lokal gik hen og gav den. Vi havde ellers kigget efter aberne på hele vores hikingtur uden at se en, men nu fik vi da en at se på tæt hold.




Bentes ferie med os skulle snart ende, og Lasse og Bente havde derfor valgt at indlogere sig på et Resort/hotel de sidste 3 dage af ferien. På Dania, der godt nok er en relativ stor båd, er der alligevel ikke meget privatliv for et kærestepar.
Hotellet lå tæt ved Grooms Beach lidt syd for hvor båden lå, og det viste sig at de var de eneste gæster selv om det var et lækkert og nyt resort. Lidt en underlig fornemmelse at være på så stort et feriested og så er der ingen andre selv her i højsæsonen. Ejeren af stedet sagde at det svingede meget, hvor mange gæster de havde….
Efter henholdsvis 6 måneder og 5 uger på en båd var det dejligt at bo i lidt luksus. En stor seng, aircondition, badeværelse med bruser (med ferskvand), tv osv…..
Også det at være helt alene som kærester i nogle dage var rigtigt dejligt, og en go slutning på et dejligt gensyn med kæresten.
Følgende er til min(Lasse) kæreste Bente )- men i andre må gerne læse med):

”Tusind tak fordi du har været sådan en forstående kæreste, og accepteret at jeg er taget på rejse i næsten et helt år! Jeg håber alle sejlere med en lille langtursejler i maven, har en ligeså forstående og dejlig kæreste (men tror det desværre ikke). Jeg håber at din ferie på båden, sammen med os, har givet dig en endnu bedre forståelse af hvorfor jeg/vi som langtursejlere bare må gøre det vi gør! Også selv om det midlertidigt går ud over relationerne med vores kærester, venner, og familie. Tak for en eventyrlig ferie sammen med dig, - du har været helt fantastisk at have med ombord på mit/vores eventyr…”

Imens Bente og Lasse var på ressort, var der en stor fiskekonkurrence i gang udfor St. George ”Grenda Billfish Tournament”. Bente og Lasse tog ind til havnen for at mødes med Dennis og Anders, der var nemlig indvejning af fisk om aftenen. Konkurrencen der er en del af de indledende runder i verdensmesterskabet i ”Big game” lystfiskeri viste sig at give nogle gode fisk til flere af deltagerne. En af bådene kom bland andet ind med en Blue Marlin på 473 pund (ca. 230 kg) ! Så er der altså tale om seriøst store fisk. Hvis en af bådene under konkurrencen fangede en Marlin over 1000 pund ville de vinde 100.000 EC dollars (200.000 kr). Også flere store tun på omkring 70 kg blev indvejet såvel som store Mahi Mahi på ca. 25 kg….
Bådene som deltagerne fisker med, er seriøst store som i kan se på et af billederne. Vi fik lov at komme ombord på en af de helt store som var ejet af Barbados rigeste mand. Indvendigt lignede den mere en superyacht end en båd der var beregnet til lystfiskeri, men stadig et imponerende syn….
Dennis har siden turens begyndelse, haft et ønske om, at skrive en fiskeartikel eller to. Netop derfor havde han før konkurrencens begyndelse, talt med de ansvarlige for konkurrencen. Af dem fik han at vide, at han skulle tale med kaptajn Gerard "FROTHY" De Silva, som er kendt som den bedste Big Game fishing kaptajn og fisker. Dette gjorde han så og er nu i skrivende stund, ved at udfærdige en artikel og billedserie, der omhandler ”Den største Big game Kaptajn i Caribien”. Forhåbentligt vil den komme i pressen, såfremt den bliver godkendt af redaktøren for fiskemagasinet Fisk og Fri.


Marlin der netop er blevet løftet op fra en af Big Game bådene.


Dennis og Anders havde en hyggelig aften, med det Irske selv-udnævnte Big Game fiskelandshold.





En stor Yellow Fin tun på cirka 70 kg.


Flåden af dyre Big Game både.


Bente foran to store Marlin.


Endnu en stor tun under indvejningen.


Vinderen af konkurrencen, med hans store Blue Marlin.

Det var tid til at Bente skulle hjem til det kolde Danmark igen, og Lasse tog med hende til lufthavnen ikke lang fra hotellet. Det var lidt som at sige farvel dengang vi tog afsked i Danmark, og endnu engang vil der gå 5 måneder før vi igen skal ses. Men så alligevel virkede det mere trygt – nu havde vi jo prøvet 5 måneder uden hinanden og har begge overlevet…… Foran Bente ventede 30 timers rejse med forskellige fly og til sidst DSB fra København til Århus. Lasse tog bussen tilbage til Anders og Dennis på båden…

De næste to dage valgte Dennis og Lasse at lave noget tiltrængt arbejde på båden, mens Anders hang ud med nogle norske venner vi tidligere har mødt på Cap Verde og Tobago. Da det var begyndt at rulle meget i bugten tog vi for første gang siden Cap Verde i marina. Egentligt er det ikke meget arbejde vi har haft undervejs, men alligevel skulle der males lidt, dinkyen trængte til småreparationer, en slidt gasslange blev skiftet, og så blev vores vindmølle igen taget ned (3. gang den er gået i stykker). Mange andre sejlere vi har mødt har brækket deres, vindror, noget af riggen er brækket, motoren er stået af, sejlene er revnet osv. - så set i lyset af det må vi sige at Dania kun har haft alm. Vedligehold og småreparationer (og sådan må det gerne fortsætte)…


Bugten uden for marinaen, hvor dønningerne tidligere gjorde alt søvn til et mareridt.


Jo´ længere nord på vi er kommet, des større er bådene blevet. Det blå sejlskib til venstre i billedet, er omkring 120 fod langt. Det er det største sejlskib vi har set... og det siger lidt om størrelsen på skibene ved siden af.


Dette "skib" var voldsomt stort...


Der er nogle langturssejlere der ender med at sidde fast i Caribien... måske fordi rommen er så utrolig billig.


En lille virksomhed i marinaen, som levede af at reparere dinghyer.


Anders også kendt som pool-hajen...


Lasse og Dennis, kommer her springende op fra vandet, som to yndefulde delfiner.... det skal siges at vandet var 5 meter dybt og derfor står vi ikke på bunden.

Da vi får besøg af vores dejlige venner, og kærestepar, Mikkel og Anne den 3 feb. På St. Vincent tog vi afsted fra Grenada den 31. feb. Inden da havde vi besluttet at tage øen Carricou der ligger på vejen (30sm nord for Grenada).
Turen derop foregik med rebet storsejl og fok, og i temmelig stærk modvind. Det slog os at vi ikke siden Cap Verde havde sejlet bidevind, og det virkede næsten fremmed at båden konstant krængede til en side. Det gode ved det er dog at man ved at båden krænger til samme side og ikke ruller fra side til side….
Efter godt 8 timers sejlads var vi fremme ved Tyrrels Bay i den sydvestlige ende af Carricou….



Venligst,
S/Y Dania