Pirates of Carribean og “fifty –fifty”

Walliabou – St. Vincent & Grenadinerne
Torsdag den 18 februar

13°24.780 N
61°27.145 W

Dania ligger tæt på land og med agterlinen på land.


Vi ankom sent om eftermiddagen til ankerbugeten ”Walliabou” . Den lille bugt lignede ikke andre bugter vi tidligere har besøgt- inde på land var der gamle borg-lignenede bygninger, der stod gamle trætønder på kajen og en gammel forfalden bygning, der lignede noget fra kolonitiden stod øde hen i den nordlige ende af bugten. Her havde Disney været på besøg til optagelsen af ”Pirates of Carribean” filmen ”Dead mans chest” og tilsyneladende var en hel del af kulisserne stadig på stedet. Efter nærmere eftersyn så vi at stenfacaderne på bygningerne var lavet af noget skumplast og nogle af bygningene var blot stilladser med facader og tag på….
Bugten i sig selv var vældigt flot men med kulisserne i land så det hele bare lidt mere pirat/koloniagtigt ud ! De lokale havde desværre ikke helt formået at vedligeholde kulisserne som ellers er blevet lidt af en attraktion, så der går nok ikke lang tid før de helt er væk….


I Pirates of the Carribean hænger pirater i galger i hullet ved denne klippe.


Nogle af kulisserne fra filmen.







Ankring i bugten virker næsten helt umuligt når man ankommer. Helt ind til bare 30-40 meter fra kysten var dybden over 80 meter og med vores 50 meter kæde vil vi helst under 15 meter. Men de lokale forsikrede os at vi bare skulle sejle mod land og så smide det så snart loddet viste 15 meter og så binde en line fra agter til et træ på land, så det gjorde vi….
Vi havde inden vi kom tilbage til St. Vincent besluttet os for at tage op til det store vulkankrater midt på øen. Mikkel og Lasse talte med et par af de lokale over VHF radioen der eftersignende skulle tilbyde guider til sådan en vandretur op gennem regnskoven. Der var så dårlig forbindelse at de besluttede sig for at tage op til dem for at snakke med dem i stedet, og efter lidt snak frem og tilbage fik vi en ung ”guide” på 18 år og hans 15 årige kammerat med os på turen. Da de lokale busser den dag ikke rigtigt kom forbi os da vi alle ventede ved vejen, endte det med at vi tog en taxa op til den by der ligger nærmest krateret. Turen derop tog ca. 30 min på de snoede veje og derefter sagde vores meget fåmælte guide at det ville tage ca. 3 timer at gå op til toppen af vulkanen og ca. 2 timer at komme ned igen. De to guider havde hverken mad eller vand med til turen og den 15 årige dreng havde kun klip-klappere på?? Vi tænkte vores, men vi synes at forstå på Guiden at han vidste hvad han gjorde og at han kendte vejen, så vi begyndte på vandreturen op ad bjerget. I lang tid fulgte vi en udtørret flodseng der efterhånden blev mere og mere stejl og mange steder skulle vi klatre mere end vi gik…..
Turen foregik i et forholdsvis heftigt tempo gennem den meget varme regnskov, og da guiden var 18 år og sikkert i bedre form end os, gik han temmelig langt foran os og sagde stort set ikke noget, og det han sagde, forstod vi ikke meget af ! Efter et par timers kamp gennem skoven ankom vi til et sted hvor flodsengen delte sig i to- Lasse sagde, lidt i spøg og lidt i alvor, om det nu var ”fifty-fifty” med hensyn til hvilken vej vi nu skulle, og til det svarede ”guiden” bare ”yes!”, og gik hurtigt til højre !....
Endnu en time gik, måske mere, og terrænet blev mere og mere stejlt og flodsengen forsvandt til sidst og der var nu bare regnskov. Det her var helt sikkert ikke den officielle sti op til toppen af vulkanen! Efter yderligere halsbrækkende ”jungleklatring” endte vi ved en stor ”Ganja-plantage” (hashmark) og nu turde guiden ikke gå længere- og indrømmede meget fåmælt at vi var gået forkert !! Faktisk var det det helt forkerte bjerg vi var gået op af ! Fuck også da!
Nå, men vi var godt trætte allerede, og turen tilbage var dog noget nemmere end op, men stadig lang, så da vi endelig kom ned og var så drivvåde af sved satte vi os i det kølige flodvand for foden af bjerget og slappede af…



Bjerget vi blev ført op ad...


Vulkanen vi skulle have været oppe på.





En træt skipper...







En ting vi lærte af oplevelsen er; at folk ikke altid er det de udgiver sig for. Vores såkaldte guide, havde kun været på toppen af vulkanen en gang som barn, fik vi at vide af nogen lokale efter turen! Og selv om han påstod at han sagtens kunne finde derop, må vi nok sige at vi selv kunne have gjort det ligeså godt, eller skidt, på egen hånd! Generelt kan folk herovre, ifølge dem selv, alt hvis de har i udsigt til at tjene penge på det - og man bør derfor være lidt mere kritiske end vi var…
Men set tilbage på turen var det nu en sjov oplevelse - selv om vi nok hellere ville have set vulkanen!

Dagen efter, var dagen hvor Anne skulle med fly tilbage til Danmark, og sammen med Mikkel og Lasse tog hun ind til lufthavnen på sydøen. Som sejler skal der konstant tjekkes ind og ud på de forskellige lande/øer og på St. Vincent kan dette gøres i lufthavnen. Lasse tog ind til Customs & Immigrations og fik orden på skibspapirerne og Anne tjekkede ind ved flyskranken. Efter vi tog afsked med Anne, tog Mikkel og Lasse tilbage til skibet. Da der netop denne søndag var stort politisk møde på øen, var der ikke busser der kørte, og derfor havde vi hyret en taxamand der holdt og ventede på os. Manden var meget snakkesaglig og på turen tilbage stoppede vi ved en bar og fik en øl mens taxamanden snakkede med en lokal kvinde (sikkert kæreste, dem kan de godt have mange af herovre), og dernæst stoppede vi ved det store politiske møde hvor flere hundrede mennesker var mødt op inkl. landets præsident. Alle var klædt i røde parti T-shirts og Vi følte os noget udenfor selskabet, men det var nu alligevel en ret sjov oplevelse at se hvordan lokalbefolkningen engagerer sig for politik – specielt i et land der kun har haft selvstyre i lidt over 30 år… Efter den politiske debat – kørte vi videre tilbage til båden.



Sports Illustrated 2


Sports Illustrated

Ankerbugten havde i mellemtiden fået besøg af store dønninger, og derfor besluttede vi os for at sejle båden en lille sømil op nordpå til en mere rolig bugt kaldet Cumberland Bay. Bugten var ligeså vanskelig at ankre i som den foregående men, nu havde vi jo prøvet det, så det gik mere smertefrit. Vi kom hurtigt i snak med en lokal mand (Carlos), der hjælper sejlere med alt muligt, og inden længe inviterede vi ham ombord til en rom. Han var meget spændende at snakke med, og det er ofte rigtigt lærerigt at komme i snak med de lokale og deraf få en bedre forståelse af den kultur vi befinder os i. Carlos kunne tilsyneladende også lide vores selskab for han blev hængende til aftensmad og fik selvfølgelig en portion med…. Kommer i engang til Cumberland bay så gør brug af Carlos- han kan varmt anbefales!



Cumberland Bay.


Boatboy Carlos nærmer sig her båden, for at ville assistere os.


Tidligt næste morgen gik turen 40 sømil nordpå til St. Lucia….



Venligst,
S/Y Dania