Baiona - sidste destination i Spanien.

Tirsdag d. 8 september 2009
42°07.220 N
008°50.421 W



Giants in a small town



Natten før vi skulle af sted fra Muros, var vi endnu engang blevet inviteret over til S/Y Jenny. Vi var blevet inviteret til happy hour, som de kaldte det. Kl. 18 sejlede vi derover i vores dinghy og kort efter blev der serveret fantastisk tapas og senere super nachos.
I perioden hvor vi sad og hyggede os overe hos dem, hørte vi flere gange nogle enorme drøn gennem skroget, som vi senere fandt ud af, kom fra deres ankerkæde. Vinden var begyndt at blæse op, og til tider lå den over de 30 knob. Den var ikke særlig stabil, så når vinden aftog, drejede båden væk fra vindretningen. Dette gjorde at båden drev frem og tilbage og ligeledes blev deres ankerkæde, trods det at deres anker sad godt fast, trukket hen over bunden. De store drøn vi hørte, kom derfor fra kæden, når den blev trukket over nogle store sten eller klipper og sad fast, for derefter at slippe fri igen. I begyndelsen var det ikke noget vi tænkte videre over, men kort inden vi ville til at sige godnat og tak for endnu en god aften, lød der nogle drøn, som simpelthen bare lød til at være for meget… ergo tjekkede vi op det. Det viste sig. At deres ankerkæde havde snoet sig rundt omkring noget på bunden, og endt med at sidde fast. Der skulle nogle forskellige manøvre til, før end at ankerkæden endelig slap forbi. Glade og tilfredse over at problemet var løst, satte vi os ned igen, for at drikke det sidste glas rødvin.
Vi havde bemærket at der var en nordmand i en katamaran, der også lå for svej i bugten. Han var solosejler, og lå 100 meter fra S/Y Jenny. Tidligere havde vi mødt ham i La Coruna og vi vidste at han også havde planer om at komme til Muros. Vi vidste at han sejlede alene og derfor var det med en mindre skræk, at vi så at hans båd relativt hurtigt drev over mod vores og andre både. Han havde ganske vist anker ude, men tilsyneladende var hans anker gået fri fra bunden. Vi kunne ikke se ham om bord og alt lys var slukket, så vidt vi kunne se. Der gik yderligere to minutter, hvor vi observerede at hans båd hurtigt nærmede sig de andre både. De kraftige vindstød, hjalp heller ikke til at sagte farten på hans båd. Langt om længe, da han kun var ca 50 meter fra de andre både, så vi ham endelig oppe på dækket. Alene mand på dækket, hvor både motor og ankerspil skulle koordineres på engang, var og er ikke nogen let sag. Heldigvis var ejerne af de både han nærmede sig, også kommet op på dæk og vi så at ikke mindre end to dinghyer på vej over for at hjælpe ham. Lasse og Anders var ellers også på vej ned i vores dinghy, for at ville hjælpe til, men nu så det ud til at der var ved at komme kontrol over situationen. Efter yderligere tyve minutter, så vi at lyset igen blev slukket på hans båd og antog at han var gået til køjs og at ankeret nu lå godt og solidt på bunden.

Efter denne episode, valgte vi at tage hjem fra en god aften. Vi kom hurtigt over til vores egen båd, og blev mødt af lyden til vores egen ankeralarm. Da vi kom op på båden, kunne vi også se, at vi nu lå meget nærmere på land, end da vi lagde ankeret ud. Lidt frem og tilbage diskussion omkring vi var drevet eller ej, blev hurtigt afbrudt af, at vores nabo fra Frankrig, råbte til os, at alle bådene var drevet og han havde brug for at vi flyttede os, da han ikke havde mulighed for det, da han lå indespærret mellem os og nogle andre både. Dennis røg ud på fordækket og begyndte at trække de 40 meter kæde op med håndkraft. Lasse tog roret og startede motoren. Anders fungerede som kommunikator mellem stævn og agter. Arbejdet var hårdt og pulsen røg helt op. Vi sejlede længere ud end tidligere og smed igen ankeret og tjekkede at ankeret ikke kunne bakkes fri. Endelig efter knap en halv times hårdt arbejde, der ikke blev nemmere af, at vi havde fået ”enkelte” glas vin, kunne vi gå til køjs. Der gik noget tid for os alle tre, før end vi faldt i søvn... det havde ikke været en rar oplevelse, specielt eftersom vi havde taget ekstra meget kæde ud og derfor troede at vi lå sikkert og trygt.


Vores velfungerende ankerspil, der flittigt bliver brugt.



Det blev selvfølgelig morgen igen og intet var sket i løbet af natten. Vi stod tidlig op og sejlede afsted, næsten med det samme. Vi aftalte med S/Y Jenny, at vi skulle sejle sammen. Vejret så lovende ud og der var en god vind allerede da vi kom ud af ankerplads området.... men det var så også det eneste vi så til den vind. Vi havde 35 sømil foran os og allerede efter 1 times sejlads, forsvandt vinden fuldstændig. Den forsvandt endda så meget, at ikke engang vores nye spiler, som vi har været så heldige at få doneret af Keld, kunne holdes udspilet i vinden. Derfor var der ikke andre muligheder for at starte motoren og roligt tøffe syd på til vores næste destination Baiona.

Efter knap 8 timers sejlads, hvor det eneste ekstraordinære vi oplevede, var en kraftig skinnende sol og en enkelt klumpfisk i overfladen. Vi holdt kontakten ved lige med S/Y Jenny undervejs ved hjælp af vores VHF radio. Det var ikke nødvendigt at kalde hinanden op hver anden time... men vi har fundet ud af, at det er rigtig hyggeligt snakke sammen med dem undervejs.

Når man kalder en anden båd op, bruger man den kanal, som alle både bruger, når de sejler. Det er den kanal, som alle advarsler bliver brugt til. Kanal 16 bruger man kun kort, til at kalde en anden båd op og derefter bruger man en anden kanal til at snakke sammen over.

”Jenny, Jenny... this is Dania, Dania”. Herefter en pause, indtil den anden båd svarer.

”Jenny here - Let´s go to channel 6” siger de så, hvilket betyder at de allerede har tjekket kanal 6 og derfor ved, at der ikke er andre der bruger denne kanal.

”Channel 6 it is” svarer vi så og skifter herefter over til kanal 6.

Det er den gængse måde at kalde op på, hver gang vi ønsker at komme i kontakt med en anden båd. Tilsvarende kan det også være i forbindelse med, at et større skib, kalder os op, for at sikre at vi ikke sejler i en kolliderende kurs med dem. Derfor er denne radio meget vigtig, til trods for at den kun rækker så langt vi kan se.


Siesta i solen


Vores nye udsigt ind mod Baiona



Vi ankom til Baiona og blev mødt af et ankerpladsområde fyldt med andre sejlbåde, der ligesom os ønskede at spare penge og derfor ikke søgte ind i marinaen. Det var her vi så vores første danske båd. Det var et ældre par, som vi til trods for deres danskhed, ikke har talt yderligere med.
Reeds, som er navnet på den maritime bog, der beskriver alle marinaer i Europa, havde skrevet at Baiona marina, eller rettere sagt havnemesteren i marinaen, ikke tog særlig godt imod de besætningerne fra både, der vælger at ligge for svej uden for marinaen. Dette skyldes selvsagt, at de ikke tjener penge på os, da vi ikke betaler havnepenge, som er omkring 30 euro per nat. Denne påstand fra Reeds, blev meget hurtig verificeret. Første dag efter vi var ankommet, sejlede Anders og Lasse ind til Marinaen, for at lede efter et sted, hvor vi kunne fylde benzin, til vores påhængsmotor, på vores benzindunke. De havde ikke engang nået ind til marinaen, før end havnemesteren, råbte til dem, at de skulle forsvinde.
Heldigvis er der en ældre Marina, ikke mere end 300 meter, fra den anden, som ikke var så ”fjentlige”. Uden problemer, kunne vi fylde benzin på og det endda med et smil og hjælp fra denne marinas havnemester.

Vi har nu ligget i Baiona i 3-4 dage... ja vores fornemmelse for tid, er allerede forsvundet lidt. Det er et smukt sted med mange små hyggelige gader. Vi har hjulpet S/Y Jenny med at tage deres storsejl af, da de tidligere havde fået en grim flænge i deres sejl.

En af de mange hyggelige og gamle huse, der findes i Baiona.


Endnu en af de aldre huse.


Anders og Lasse på vej på indkøb.


"Slap af gaden"... det er sådan vi tolker det i hvert fald!


Smukke og ret specielle affaldsspande.


Nogle politiske budskaber... street art når det er bedst!



Vi har ligget på stranden, rengjort båden helt i bund, løbet en tur, været på travetur, læst flere bøger og sidst men ikke mindst, haft Jan og Eli på besøg til aftensmad. Det var en hyggelig aften, hvor Anders havde lavet en røget steg i vores Kobb grill og Lasse stod for desserten, som var ikke mindre end en Shake and Bake brownie, med Schlagsahne....mums!


Besøg af Eli og Jan... Skipper taler med skipper.


Vores udsigt om aftenen.


Efter desserten, kom den hellige olielampe frem, som vi var så heldige at få med, da vi købte båden. Det var en sølvbryllupsgave, som de tidligere ejere havde fået. De mente at den tilhørte båden og derfor fik vi den med.


Godt i gang med at spise stegen, som vi ikke helt ved hvad var... godt smagte det dog.


Anders er i gang med at lave maden til vores gæster. Lasse stod også for en stor del af madlavningen.



Tidligere i dag, da vi var ude at sejle i vores dinghy, fandt vi et dejligt lille område, bestående af en tidevandskanal og en mindre halvø med det lækreste sand. Vi så flere fisk derhenne, og såfremt vi ikke vælger at tage videre syd på til Porto i morgen, så bliver dagen brugt på at fiske det nye sted og skabe en brunere kulør, end den vi har nu.

Vi har nu 60 sømil til Porto og 220 sømil til Lissabon. Herefter er der cirka 600 sømil ud til de Kanariske øer. Det er ikke så langt endda, selvom det lyder til at være langt væk. Det trækker i os alle tre at komme derned, men vi ved også at det vil være synd og skam at udlade henholdsvis Porto (dejlig portvin) og Lisabon.
Ugens sprgsmål til jer derhjemme, og hvor i eller måtte befinde jer, er:
Hvad kunne i godt tænke jer at høre mere om?

I må meget gerne svare på spørgsmålet ved at bruge vores kommentar boks. Herefter vil vi så vidt muligt forsøge at efterkomme jeres ønsker.

Indtil næste gang! Ciao!



Venligst,
S/Y Dania