Dinghy mestrene besejrer Englishmans Bay

Englishman Bay - Tobago
Søndag d. 3 januar 2010

11° 17.024 N
60° 40.012 W




Endnu en kort sejltur lå for dagen. Mindre end 5 sømil, og så skulle vi gerne nå en ankerbugt, som er kendt for at være den 6. smukkeste ankerbugt i hele Caribien. Ankerbugten hedder Englishman Bay og er en del af et naturreservat. Dette betyder, at der ikke er nogen by eller nogen form for private boliger i bugten. Det eneste der var inde ved stranden var, en lille restaurant, der kun er åben nogle enkelte timer hver dag.

Da vi ankom til bugten og så den frodige skov overalt hvor vi kiggede, kunne vi forstå, hvorfor den havde et så godt renomme. Det vi undrede os over, var dog, at der ikke var andre både, hvilket vil sige, at vi havde alt den skønhed og naturlige vildskab, helt for os selv. FANTASTISK!!!

Ankeret blev smidt mindre end 100 meter fra et koralrev, som vi havde læst om i vores guidebog. Snorkleudstyret blev fundet frem og nogle timer blev hurtig afsat til at ren nydelse og smuk udsyn over det meget levende rev. Det var første gang Bente havde snorklet, så for hende var det en ekstra stor oplevelse.

Når man snorkler, bliver man sulten, så næste punkt på dagsordenen var, at vi ville se hvad den lille restaurant havde at byde på. De fleste bugter, har en form for bådbro, hvor det er muligt at lægge til med dingyen. Det var dog ikke tilfældet her, hvorfor vi måtte satse på, at kunne surfe ind på land, ved at bruge en bølge... og dette uden af få dingyen vendt rundt eller at bølgen ville knække ind i dyngyen og gøre alt og alle plask våde.

Anders styrede dinghyen, og vi andre sad klar til at springe i og føre dinghyen sikkert op på land, når der blev sagt ”Go, go, go go!” Heldet var ikke umiddelbar med os, for bølgen vi brugte, var større end beregnet, båden drejede rundt, dinghyen var ved at blive suget tilbage, Marie væltede rundt i dinghyen.... og så endelig var heldet med os. Vi fik dinghyen trukket på land og vi kunne nu grine lidt over episoden. Marie havde fået en hudafskrabning og ud fra hvad vi kunne se, ville det nok give et blåt mærke.

Endelig kunne vi bevæge os op til restauranten og bestille noget mad. Inden vi nåede derop, var der en lokal rastafari, der fortalte at han aldrig før havde set en dinghy, komme helskindet ind til land, uden af vælte rundt... så heldet havde været med os! Restauranten havde netop lukket, hvorfor vi talte med nogle lokale, der tilbød at ringe rundt til nogle af deres kontakter, for at skaffe noget mad til os. Inden vi fik arrangeret noget med en lokal person, talte Anders med ejeren af restauranten, og hans charme gav gevinst. Mindre end en halv time senere, sad vi i hvert fald og spiste en godt måltid mad, oppe på en åben terrasse, med udsigt ud over den skønne og smukke Englishman Bay, alt i mens solen sagte bevægede sig ned mod horisonten.

Midt i idyllen, gik det stille og roligt op for os, at vi også skulle ud gennem brændingen igen, for at komme ud på båden. Vi besluttede os derfor for, at bære dinghyen længere ned af stranden, til et sted hvor bølgerne ikke knækkede helt så voldsomt. Vi bar alle båden ud og løftede den over de bølger der kom ind. Lasse hoppede op i dinghyen og vi andre skubbede ham ud... og så roede han alt hvad han kunne, for at komme ud på den anden side af brændingen. Da han så var i sikkerhed derude, kunne vi andre tælle bølgerne og planlægge hvornår vi kunne løbe ud i vandet og svømme hele vejen ud til dinghyen. Det gik heldigvis alt sammen fint og vi kom alle sikkert op i dinghyen og vi følte os alle sammen lidt ekstra seje over at vi havde arbejdet så godt sammen... Godt gået Team Dania!



Venligst,
S/Y Dania